Det er ikke nok for øjet at se: Stemningsrapport fra den amerikanske kunstscene

Hvis du udelukkende holder dig til Whitney-museets 7. etage, står kunstverdenen præcis som den plejer. Du vil se værker af Edward Hopper, Jackson Pollock og Andy Warhol, præcis som man plejer at kunne det, og de vil tage sig ud, som de altid har gjort. Hvilket ikke er dårligt. Formaster du dig til at tage elevatoren ned – og formaste sig skal man, for den styres af en overekstatisk og -karismatisk galej – tegner der sig imidlertid et noget andet billede af den amerikanske kunstscene. Her er kunstbiennalen netop åbnet, og den slags er  generelt kendetegnet ved deres iscenesættelse af møder mellem de mest tidstypiske, relevante og interessante kunstværker. I USA er Whitney Museum of American Art kendt for at excellere indenfor den disciplin.

På mange måder fungerer udstillingen som en krystallisering af øjeblikkets kunst, og “øjeblikket“ har sjældent været så fortættet som nu, hvor biennalen i to år har været udskudt. Det er ikke til at overse, at de to år – udover pandemien – i USA har betydet naturkatastrofer med tiltagende kraft, udskiftningen af en demagogisk præsident, et fejlslagent kupforsøg i kølvandet på vagtskiftet og mest bemærkelsesværdigt den stadig verserende kamp for sorte menneskers rettigheder, der blev genantændt af politimordet på George Floyd og af Black Lives Matter-bevægelsen.

Harald Giersing, der er ophavsmand til det gennemtærskede citat om at “Al god kunst er politisk, al politisk kunst er dårlig“ ville vende sig i graven, for medmindre man har levet under en sten (eller er en aldrende hvid mand på statens livsvarige kunstnerydelse), er der intet ved tiden, der kun subtilt er politisk. Det afspejler sig på biennalen: Rebecca Belmores skulptur “ishkode (fire)“ bader en kutteklædt skikkelse i patroner, Alfredo Jaars effektfulde videoinstallation “06.01.2020 18.39“ tager seeren med til den Black Lives Matter-demonstration, hvor politiet valgte at flyve en helikopter så tæt på demonstranterne, at det lignede – og i Jaars installation føles som – at stå midt i en orkan. Denyse Thomasos abstrakte, sort/hvide malerier afslører en kamp med titler som “Jail“ og “Displaced Burial/Burial at Goree“.

Dødeligt hvilende

På museets øverste etage udstiller maleren Jennifer Packer solo under titlen The Eye Is Not Satisfied With Seeing, og en lille dame med et mundbind, der dækker størstedelen af hendes ansigt, fortæller mig, at det er et absolute must see. Det er tredje gang, hun tager elevatoren derop, siger hun. I can’t get enough.

Øjet bliver strengt taget tilfredsstillet af Packer. Hun maler med mættede farver, og der er mange af dem. Den tekniske kunnen er ikke til at tage fejl af, så den nærmest naive mangel på dybde i udstillingens første værk “Blessed Are Those Who Mourn (Breonna! Breonna!)“ må være intentionel. Som om Packer forsøger at kommunikere, at man ikke skal stille sig tilfreds med det, man ser. Som om hun vil påpege, at todimensionaliteten er forsimplet. På maleriets sofa ligger en sort kvinde, der ser ud til at hvile sig. Hudfarvens intensitet er skiftende, og den optegnede læg ikke fyldt ind med farve. På vægteksten kan man læse, at den unge kvinde er 26-årige Breonna Taylor, som politiet dræbte i hendes eget hjem i 2020. Her er hun portrætteret i et øjebliks fred – død eller hvilende.

Packer mestrer den tidstypiske portrætdisciplin. Øjne stirrer lige dele resignante og viljestærke ned fra væggene, farvespillet gør blikkene og kroppene uomgængelige. Portrætterne afløses af blomstermalerier længere inde i udstillingen, men også de bærer skæbner med sig. Hver især repræsenterer de et menneske, der er død af politivold i USA. Packer kan male, så øjet mæsker sig, og hun kunne sagtens lade det blive ved det. Blive ved det, der ville få Giersing til at kalde det “god kunst“. Men Packer vil videre, hun har et mere eksplicit mellemværende med verden, hun vil forklare sig, og denne dag på Whitneys 8. etage er det det, der trækker tårerne frem. Malerierne kan godt selv, men hvorfor skulle de dog det, hvis der er mere?

Lyden af et edderkoppespind

Mere er der i hvert fald downtown på relativt nyåbnede The Shed. Lige så spinkle som de spindelvæv, udstillingen åbnes af, er, lige så bastant er det begrebsapparat, som kunstneren Tomás Saraceno har brugt de sidste mange år på at udarbejde. På udstillingen Particular Matter(s) undersøger han med edderkoppespindet som et gennemgående billede på, hvordan øget kommunikation mellem arterne kan opstå, og hvordan det sprog kan bruges til at aflæse vores eget aftryk på miljøet. Referencerne til den feministiske biolog Donna Haraway er tydelige, men hos Saraceno tager tankerne en fysisk form. Her omsættes spindets mønstre til noder og bliver til en hypnotiserende melodi, øret kan forholde sig til. Forureningen i Mumbai destilleres til ren carbon, og den maler Saraceno med. Bl.a. i værket “We Do Not All Breathe The Same Air“, hvor optegnelser over hvor forureningen i USA er markeret med den carbonsorte farves stigende intensitet. I et medfølgende essay beskriver forskeren Harriet A.  Washington, hvordan race, ikke klasse, er den mest afgørende faktor for, hvem der har adgang til ren luft.

Igen er værkerne i sig selv dybt tilfredsstillende for sanserne, og også her vælger kunstneren at bygge et stillads af politik op omkring det. Det skurrer mod mange års diskurs om en “ren“ kunst, men hvis man sådan for alvor skal lade sig provokere af de eksplicit politiske kunstnere, er det nok snarere fordi, man ikke vil høre det, der bliver sagt, end fordi man kan anfægte den kunstneriske integritet. Ligesom Packer er Saraceno teknisk dygtig, og igen er det svært at se, hvordan det politiske ærinde skulle tage noget fra værkerne. Den nye kunst er politisk, men man kan jo altid lade være med at læse vægteksterne, hvis det virkelig kniber. Den er nemlig også bedre, end den længe har været. /Asta Kongsted