Der er langt fra cafébordet til Élyséepalæet

I én af videoerne skubber en gruppe unge mennesker, størstedelen iført masker, et skur frem for sig, så det blokerer vejen for politivognen. Gaden er næsten fuldstændig indhyllet i tåge fra tåregassen, og de omkringstående demonstranter har travlt med at sparke tåregaspatroner tilbage mod politiet.

Onsdag i sidste uge kom flere universiteter i Paris-området, bl.a. det hæderkronede Sorbonne, under belejring af flere hundrede studerende. Der blev bygget barrikader i gaderne rundt om bygningen i det femte arrondissement, som ligeledes blev tildækket med bannere og graffiti. “Sorbonne belejret imod Macron, Le Pen og deres verden“ og “fascisme er ikke en mulighed“, stod der.

Som reaktion på resultatet af den første valgrunde, hvor Emmanuel Macron og Marine Le Pen er gået videre, demonstrerer de parisiske studerende imod et valgsystem og en kampagne, hvor deres stemme ikke er blevet hørt. Med en margin på under én procent blev venstrefløjens og i høj grad de unges kandidat Jean-Luc Mélenchon dømt ude, og for tredje gang i træk brast socialistens præsidentdrømme.

Aktionen, der vækker mindelser om demonstrationerne på universitetet i 1968, peger på en tydelig diskrepans mellem den franske ungdom og den femte republiks valgsystem. Til søndagens valg undlod næsten 40 pct. af befolkningen under 34 år at stemme, og selvom nogen måske vil afskrive tallene som demokratisk ligegyldighed hos de unge, kan den lave valgdeltagelse også ses som en direkte aktivistisk handling imod et system, der er præget af stemmespild og dårlige odds for outsider-kandidater.

Kompromisser er ikke lykken

“Det franske valgsystem er baseret på flertalsvalg i enkeltmandskredse – som man også kender det fra angelsaksiske valgsystemer – hvor vinderen tager det hele, og alle de andre stemmer er spildt,“ forklarer Henrik Prebensen, ekspert i fransk politik og lektor emeritus på København Universitets Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, til Føljeton. “Men det er specielt i Frankrig, hvor valget er organiseret i to omgange, som et udskilningsløb, hvis ingen kandidat får absolut flertal i første runde.“

I modsætning til det parlamentariske demokrati, som vi kender herhjemme, har de andre opstillede kandidater ikke noget at skulle have sagt, hvis ikke de går videre til præsidentvalgets anden runde. Og det uanset, hvor mange stemmer de har fået. Det eneste, de kan gøre, er at påvirke deres egne vælgere til at stemme på én af de to tilbageværende kandidater. Eller – som Jean-Luc Mélenchon – at nøjes med at opfordre deres vælgere til ikke at stemme på Le Pen.

Det har dog ikke altid været sådan. Ud over at være verdenskendte for deres revolutioner, har franskmændene en lang tradition med at omstrukturere deres demokrati, når det øjensynligt “ikke virker“. I den forrige, fjerde franske republik, der varede fra 1946-1958, lignede systemet i højere grad det danske, hvor partierne fik proportionel magt efter antal stemmer. Det betød dog også, at der skulle indgås kompromisser, og i fransk regi viste det sig at være stort set umuligt. I den turbulente periode overlevede det gennemsnitlige kabinet kun seks måneder – og det blev til intet mindre end 21 premierministre på 12 år. Mon dieu.

“En af forskellene mellem det danske samfund og det franske er, at det danske samfund er et udpræget konsensussamfund, og det franske samfund er et udpræget konfrontationssamfund. Og det betyder altså, at politisk dialog på tværs mellem partierne, som vi ser i Danmark, ikke er noget, der er efterspurgt i Frankrig. Der skal man hellere gå op mod hinanden og strides om problemerne, og den ene skal gå af med sejren. Så det med at indgå kompromisser, det er altså ikke lykken,“ understreger Henrik Prebensen.

Den magtfuldkomne monark

Efter 12 års parlamentarisk kaos tog militærmanden Charles De Gaulle tøjlerne i ‘58 og udformede den femte republik med udgangspunktet, at republikken skulle have en magtfuld præsident, der skulle være i stand til at træffe kritiske beslutninger. Præsidenten har derfor i dag både mulighed for at lovgive uden om parlamentet og selv vælge sin premierminister, der skal danne regering – men som Henrik Prebensen påpeger, “er [den femte republik, red.] designet til, at det er præsidenten, der har premierministeren som sådan en hånddukke, hvor han kan bestemme, hvad vedkommende skal sige og gøre“.

Selvom den femte republik har mødt modstand stort set siden sin undfangelse, synes kritikken af den at have fået en klarere ordlyd de seneste par år. Særligt under denne valgkamp. En markant idé, som Jean-Luc Mélenchon gik til valg på med bevægelsen ‘La France insoumise’ – og som næsten 8 mio. franskmænd var enige med ham i – var eksempelvis, at den femte republik har mistet sin eksistensberettigelse, og at det i stedet er tid til at gå over til den sjette republik.

De seneste par år er valgdeltagelsen i Frankrig faldet, og ved præsidentvalgets første runde var det da også kun 73 pct. af franskmændene, der valgte at udøve deres demokratiske ret – fire procentpoint lavere end ved sidste valg. Et markant dyk, der også peger på en valgkamp, der har været noget mat grundet præsident Macrons manglende diskussionslyst.

En af forklaringerne bag, at Mélenchons kampagne fik så meget vind i sejlene, er netop kritikken af Macron, der beskyldes for at have ladet magten stige sig til hovedet. Det centraliserede præsidentembede i den femte republik er simpelthen risikabelt, da det ifølge Mélenchon har skabt grundlag for, at Macron nu opfører sig mere som ‘monark’ end statsmand. En kritik, der har domineret valgkampen så meget, at Macron forleden følte sig nødsaget til at love, at han vil regere “på en anden måde“, hvis han genvælges.

Utilfredshed uden samling

En større omvæltning af det franske demokratiske system må man dog nok spejde langt efter. Hverken Le Pen eller Macron er tilhængere af ideen om at afgive præsidentmagten – og har i stedet begge erklæret sig “åbne“ over for muligheden for at udvide præsidentembedet fra fem til syv år.

At revolutionen ikke er lige rundt om hjørnet skyldes i høj grad den dårlige partistruktur, der hersker i landet, og som nu har betydet, at de store, gamle partier er blevet stort set udraderede her til præsidentvalget. Det er ikke lykkedes partierne at mobilisere befolkningen, så den lille mulighed for medbestemmelse, den enkelte borger kunne have igennem partipolitisk arbejde, er nu ikkeeksisterende i valgkampen. I stedet domineres den politiske scene af de såkaldte “bevægelser“ anført af karismatiske enkeltindivider, der egenrådigt dikterer den førte politik.

Trods karisma og succesfulde “bevægelser“, har hverken Macron eller Le Pen et overvejende flertal af franskmænd i ryggen. Udfaldet af præsidentvalget kommer derfor igen til at basere sig på en “på trods”-beslutning fra størstedelen af vælgerne. Det er bl.a. med dén udsigt, de studerende er skredet til handling – og ligeledes derfor, at der forventes demonstrationer og uro i gaderne søndag aften uanset vinderen.

“Altså man skal jo fravælge, ikke tilvælge, og det er det, der er problemet. Hvis folk går hen og stemmer på Macron, fordi de fravælger Le Pen, er det jo en situation, der af den enkelte vælger opleves som mærkelig – og tilsvarende af hendes vælgere. Og det er netop det, der blev lagt op til på valgaftenen: At man skal undgå, at den anden får magten,“ udtaler Henrik Prebensen.

Det franske præsidentvalg kan ifølge Prebensen bedst beskrives som “et udskilningsløb, der ikke er produktivt for at skabe kontakt mellem bunden af samfundet og kandidaterne“. Han hiver fat i Ludvig Holberg for at uddybe: “Politisk partivirksomhed i Frankrig minder om den politiske kandestøber i Holbergs komedie. En lille kreds af mennesker, der mødes på en café og snakker sammen. Men altså som Holberg siger: ‘Et er et landkort at forstå; et andet, skib at føre.’ Og det er sådan der, det ender.“

Når langt størstedelen af befolkningen ikke fuldbyrdet støtter enten-eller, og når partivirksomheden ikke virker, så er der pludselig meget langt fra cafébordet til Élyséepalæet. Ud af de 48,7 mio. stemmeberettigede franskmænd afslørede den første valgrunde, at det kun er knap 35 pct. af dem, der helt oprigtigt gerne så enten Macron eller Le Pen på “tronen“. Imens må resten af befolkningen tage til takke med, at den politik, de gerne så ført, som udgangspunkt er på standby de næste fem år. Men selvom franskmændene elsker at gå på barrikaderne og råbe højt, er det én ting at snakke om at vælte systemet, og noget helt andet rent faktisk at gøre det. Og det kan være svært at skabe egentlig forandring, når kompromis stadig er et fyord på fransk. /Astrid Plum