“Måske har jeg begået en fejl ved ikke at hoppe på et fly væk fra Rusland“

Tilbage i 2017 skrev freelancejournalist Kristian Lauritzen en føljeton for Føljeton, der satte fokus på pressefrihed (og mangel på samme) i Rusland. Det blev dengang til et besøg hos Novaya Gazeta og en samtale med avisens journalist Elena Kostyuchenko, ligesom vi også stiftede bekendtskab med den systemkritiske journalist Ivan Gulonov, den Putin-positive nyhedschef Anatoly Suleyman og avisredaktøren Maksim Kowalskiy, der i 2011 blev fyret for at trykke en kontroversiel forside med den russiske præsident. 

I anledning af krigen i Ukraine har Kristian Lauritzen genbesøgt det russiske medielandskab, for atter at tage temperaturen på den frie presse. Dette er andet afsnit.

“Jeg troede ikke, at et interview på skrift ville blive så følelsesmæssigt svært,“ siger Ivan Golunov. Den russiske journalist befinder sig i Moskva, jeg sidder i København, og vi har skrevet frem og tilbage i et par timer via det krypteringsmulige kommunikationsværktøj Telegram. Golunov svarer på russisk, og jeg har smidt de kyrilliske bogstaver ind i en oversætter-app.

“Jeg har allerede grædt to gange, mens jeg har besvaret dine spørgsmål. Jeg græder ellers ikke så ofte,“ siger han.

Samtalens lettere usmidige omstændighed har gjort det vanskeligt for mig at fornemme, hvornår han er blevet ked af det. Da jeg for fem år siden interviewede ham på en cafe i Moskva til en artikelserie om pressefrihed til Føljeton, var der mere plads til latter, mens han udrullede sine anekdoter om korruption i den russiske kirke, blandt forretningsmænd og top-politikere.

“Min kone og jeg joker indimellem med, at der en dag kommer en mand fra efterretningsvæsenet hjem til os for at tælle prikkerne på vores dalmatiner,“ sagde han dengang som en understregning af den russiske stats paranoia og kontrol med pressen. I dag, mens Rusland sønderbomber ukrainske byer og har indført officiel censur, er han ramt af en anden form for alvor.

“Det er en vanskelig tid rent psykologisk for russere som mig, der har valgt at blive i landet. Det ene øjeblik er humøret okay, og jeg tænker, at det nok skal blive muligt at arbejde ordentligt som journalist fra Rusland igen, men så bliver jeg ramt, da jeg ser flere brutale nyheder fra Ukraine og indser, at så mange omkring mig har forladt landet, og måske har jeg begået en fejl ved ikke at hoppe et på fly væk fra Rusland, og jeg bliver grebet af panik. Men jeg forsøger også at overbevise de af mine journalistkollegaer, der stadig er her, om at blive hængende og kæmpe for at arbejde frem for at kapitulere ved at rejse herfra,“ siger han.

39-årige Ivan Golunov arbejder hos det russiske medie Meduza, der i flere år har haft hovedkvarter i Letland for at kunne smyge sig udenom Kremls jernnæve, som i disse uger får de fleste af de ellers få tilbageværende uafhængige medier i Rusland til at dreje nøglen om eller lukke midlertidigt ned. Da Ivan Golunov skriver, at han sjældent græder, kommer jeg til at tænke på et par scener i forbindelse med hans anholdelse i juli 2019, hvor han blev arresteret for narkotikabesiddelse med salg for øje. Da han sad i fængselsburet i den russiske retssal, græd han, og da han blev løsladt, græd han, som man kan se på optagelser fra The Guardian, BBC og USA Today.

Ivan Golunovs anholdelse fik stor opmærksomhed, også i vesteuropæiske medier og hos internationale journalist-organisationer, fordi anklagerne fremstod yderst tvivlsomme og fik tusindvis af lokale russere på gaden i protestmarch i Moskva. “Mit navn er Ivan Golunov. Jeg er journalist. Anhold også mig,“ stod der skrevet i solidaritet på de russiske demonstranters skilte foran politiets hovedkvarter i Moskva, hvor hundredvis blev anholdt.

Anklagemyndigheden valgte at droppe sagen efter nogle dage, men inden da havde Ivan Golunov ifølge sin advokat fået tæv af politiet, som havde brækket flere af hans ribben, mens de forsøgte at tvinge ham til at underskrive en erklæring, da han var varetægtsfængslet. Ivan Golunovs anholdelse var udtryk for en fjendtlig indstilling over for kritiske journalister, der har været et gennemgribende fænomen i Vladimir Putins Rusland. Jeg spørger derfor, om han ser en parallel til, hvad der foregår nu? Til dels, men det er også en helt anden situation, siger han. Den støtte, han fik dengang, understreger dog vigtigheden af at blive ved med at kæmpe for at få sandheden frem i disse dage, uger og måneder, bemærker han.

“Jeg blev anholdt i 2019, fordi de centrale personer, jeg skrev om, var utilfredse med mit arbejde [Golunovs afdækninger fra dengang handlede om forbindelser mellem topfolk fra det russiske efterretningsvæsen og organiserede kriminelle, som kontrollerede det russiske begravelsesvæsen, red.] og nu skulle udsættes for forhør af deres overordnede. Så betalte de politifolk, som placerede narkotika på mig, så jeg kunne anholdes. Lige nu er det i den russiske stats interesse, at så mange kritiske journalister som muligt forlader landet, så befolkningen ikke har adgang til uafhængige kilder til information. Dengang jeg blev arresteret, var der mange mennesker i Rusland, der viste deres støtte til uafhængig journalistik ved at støtte mig. Mine kollegaer på Meduza og jeg vil kæmpe for at få informationer ud til befolkningen, så længe det er muligt. Hvis ikke vi gør det, var det, der skete dengang i 2019, meningsløst,“ siger han.

De fleste af Ivan Golunovs journalistkollegaer hos Meduza har nu forladt Rusland, men selvom regeringen har forsøgt at blokere for adgangen til mediets hjemmeside, er Meduza stadig i stand til at publicere historier, hvilket til dels skyldes hovedkvarterets placering i Letland, som Washington Post skrev om for nogle uger siden. Meduza har kørt en liveblog, hvor de rapporterer om Ruslands overgreb på Ukraine, hvilket gør mediet til én af de få tilbageværende uafhængige russiske kilder til information om krigen.

“Meduzas læsertal vokser i disse uger, og det gør mig glad, når jeg kører med bus eller tog i Moskva, og jeg kan se, at der er flere af mine landsmænd, der læser nyheder fra Meduza på deres telefoner,“ siger Ivan Golunov. Han er blevet i Rusland, fordi der i øjeblikket kører en retssag mod den politiofficer, som fik ham anholdt i 2019. Af samme årsag skriver Ivan Golunov heller ikke historier for Meduza lige nu.

Hvordan er situationen for de russere, du omgås i hjemlandet, og hvordan ser der ud, når du kigger ud af dit vindue i dit hjem i Moskva, spørger jeg. Ivan Golunovs svar bliver langt. Det er bl.a. her, at han bliver berørt, fortæller han mig senere, da jeg spørger ind til, hvorfor interviewet har gjort ham trist til mode.

“Når jeg kigger ud af vinduet, ser hverdagen umiddelbart ud, som den plejer. Unge er på vej på universitet, og Moskvas sporvogne kører som normalt. Men fremtiden blev pludselig ekstremt usikker, da Rusland invaderede Ukraine, og planlægningshorisonten skrumpede ind til få timer. Der kom restriktioner på, hvad man måtte sige, sanktioner og masseanholdelser. Nogle hjalp teenagedrenge med at komme ud af landet, fordi de var bange for, at der vil ske en obligatorisk massemobilisering, så de skulle sendes i krig, mens andre er skredet, fordi de ikke har lyst til at betale skat i et land, der bruger borgernes penge til at føre krig i Ukraine.“

“Mange af mine journalistkollegaer fra uafhængige medier forlod landet med det samme, fordi de frygtede repressalier, hvis de blev. De efterlod næsten alt, hvad de ejede, i deres lejligheder, og nogle glemte endda at låse døren, da de gik. Jeg hjælper flere kollegaer med at holde deres hjem i orden og give deres planter til deres bekendte, så planterne ikke visner. En kollega bad mig tømme hendes køleskab for mad. I køleskabet stod der en lagkage, som jeg smed ud. Min kollega fortalte mig senere, at det var en dyr kage, som hende og hendes mand havde købt til deres søns 12-årige fødselsdag, men de nåede ikke at fejre ham, fordi de blev nødt til at forlade landet inden for få timer.“

“Forleden talte jeg med en ven, hvis ord forbløffede mig, fordi han ikke gik op i politik, før krigen i Ukraine. Hvad kan jeg gøre for at bidrage til, at krigen stopper, spurgte han fortvivlet. Hvis jeg skriver et kritisk opslag på sociale medier, får jeg en kæmpe bødestraf, hvis jeg går på gaden med et skilt, hvor der står ‘stop krigen’, bliver jeg smidt i fængsel i dagevis, sagde han. Det eneste, jeg kan gøre, som vil skabe opmærksomhed, konstaterede han, var at stille sig op på en plads i Moskva og sætte ild til sig selv, men det ville nok heller ikke ændre noget, sagde han.“

Men I russere, der er kritiske over for krigen, og de russiske journalister, som har forladt landet, tilhører stadig en minoritet i landet. Er det også den oplevelse, du har, når du bevæger dig rundt?

“Det er sandt, men mange russere har for længst indset, at intet afhænger af, hvad de mener, og hvis de vil skabe forandring, er det op ad bakke. Hvis en lærer arbejder på en skole, som bliver brugt som valgsted under et parlamentsvalg og nægter at smide falske stemmesedler i stemmeboksen, bliver vedkommende fyret. Der findes mange russere, som ikke støtter krigen og giver udtryk for dette, når de taler sammen, men det siger de ikke offentligt.“

“Mange mennesker er vrede over, at det russiske militærsymbol ‘Z’ plastres til alle vegne. Når propagandaen kommer i konflikt med almindelige russeres hverdag, bliver det for meget for mange. Forleden var der en borgmester i en mindre by, som skrev på et socialt medie, at Ukraine havde haft smadrede huse og beskidte gader i 30 år, og nu ville Rusland genskabe nabolandet, hvorefter en hel masse borgere i byen skrev vrede kommentarer til borgmesteren, hvor de bad ham om at begynde med at fjerne sne og skidt fra gaderne i hans egen by, før han talte dårligt om Ukraine. Men Rusland er også et fattigt land, så når Putin taler om at kompensere de dræbte russiske soldaters familier med millioner af rubler, betyder det, at mange er villige til at gå i krig.“

“Derudover er der problemet med adgang til fri information. Min nabo er 94 år gammel, og jeg besøger hende tit for at hjælpe hende med ærinder. Et par dage efter Rusland havde invaderet Ukraine, var jeg inde forbi hende. ‘Det passer ikke! Du lyver! Jeg er gammel, men jeg er ikke skør nok til at tro, at Rusland fører krig mod Ukraine,’ sagde hun, da jeg spurgte, om hun havde hørt om, hvad der foregik. Vi snakkede videre, hun var teenager under 2. verdenskrig, og fortalte om, hvordan hende og hendes veninder gemte sig for tyske soldater i den lokale flod, da Sovjetunionen blev invaderet. Krig er forfærdeligt, sagde hun, og hun ville ikke ønske for nogen at opleve det. En uge senere besøgte jeg hende igen, og nu havde hun fulgt med på russisk tv. ‘Hvis ikke Rusland havde angrebet Ukraine, havde Ukraine angrebet os.’ Jeg var målløs over, hvor hurtigt hun havde skiftet holdning, og jeg spurgte, hvor hun havde de informationer fra. Troede hun virkelig, at lille Ukraine ville angribe store Rusland, spurgte jeg. ‘Alle taler om det! De siger det hos militæret, og de ved, hvad der foregår bedre end os,’ sagde hun.“

Bliver det nogensinde “normalt“ at arbejde i Rusland for journalister igen, tror du?

“Det bliver kompliceret. Der er blevet indført en effektiv, militær censur og tusindvis af publiceringer er blevet blokeret eller elimineret uden forklaring. Censuren griber om sig, og magthaverne behøver ikke engang at henvise til paragraffer. Da kollegaer fra Meduza lavede et interview med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij, forlangte Roskomnadzor [Det russiske statsorgan, der kontrollerer medierne, red.], at interviewet blev fjernet og truede med konsekvenser. Der kom ingen forklaring eller henvisning til, hvilken lov der var blevet brudt. Det er nemt at indføre censur, men det bliver ikke nemt at slippe af med igen. Russiske myndighedspersoner vil jo blive glade, hvis ingen må kritisere dem. Må jeg fortælle dig en historie, som er sigende for den moralske forråelse, vi oplever blandt magteliten i Rusland lige nu i lyset af krigen i Ukraine?“

Ja. Selvfølgelig.

“En af Ruslands mest prominente statsanklagere, Maria Semenenko, som var anklager i Anna Politkovskaja og Boris Nemtsovs drabssager [journalist og oppositionspolitiker, der blev dræbt i henholdsvis 2006 og 2015, red.] spiste for nylig middag i selskab med sin mand, som er dommer, på en fin restaurant i Moskva. Ved bordet ved siden af parret, sad en gruppe larmende og fulde politiofficerer. Maria Semenenkos mand bad dem om at dæmpe sig, hvorefter vicechefen for Ruslands transportdirektorat under ministeriet for Interne Affærer [ministeriet er ansvarlig for retshåndhævelse i Rusland, red.], Roman Romashin, rejser sig og råber ham ind i ansigtet: ‘Er du fra Ukraine? Vis mig dit pas, du er sikkert ukrainer. Vi slår dine børn ihjel!’ Politichefen hiver dommeren uden for, tæsker ham, og da Maria Semenenko løber ud for at komme sin ægtemand til undsætning, hiver politichefen hende i håret og hamrer hendes hoved ind i en mur.”

[Dele af hændelsen blev fanget på restaurantens overvågningskamera og er blevet offentliggjort i russiske medier. Hos bfm.ru fremgår det, at dommeren blev sparket flere gange af politiofficeren og at hans kone fik hjernerystelse, red.]

“Politichefen var ikke klar over, hvem de var, men han følte, at han kunne tillade sig hvad som helst. Jeg kan let forestille mig, hvordan sådan en mand har kunnet gå rundt og anholde folk, tage deres ejendele og finde på historier om, at de har forbindelse til krigen i Ukraine. Hans politiafdeling i er forvejen en af de mest korrupte i Rusland. Det er magtmisbrug i sindssyg form.“

Du er ikke bange for at fortsætte med at afdække korruptionssager i sådan et klima?

“Jeg kan ikke forestille mig ikke at arbejde med undersøgende journalistik i Rusland. Jeg har ikke lyst til at forlade mit land og efterlade mine medborgere med kun adgang til statens propaganda. Krigen koster milliarder, og der vil blive holdt øje med pengene på en anden måde end tidligere. Derfor vil korruptionen have vanskelige vilkår. Hvis vi skal tage kampen op med korruptionen, skal der være nogen til afdække sagerne. De mennesker, der har været med til at ødelægge vores land ved at stjæle fra borgerne, skal blive ved med at møde modstand.“ /Kristian Lauritzen