8 steder masseturismen har forandret verden

Cuba

I slutningen af 80’erne havde den rustne Sovjetmaskine ikke længere råd til at betale 11 gange markedsprisen for Cubas produktion af sukker. Fidel måtte finde en anden sukkerfar, og det blev turisterne.

Turistindustrien blev styret som en parallel økonomi med en separat turistvaluta, der sørger for, at udlændinge betaler ekstra høje priser for stort set alt, og antallet af besøgende steg fra under 300.000 i 1985 til over 3 mio. i dag (hver tredje er canadier).

Efter Obama i december ophævede USA’s embargo mod Cuba, forventer alle, at turismen vil eksplodere. De første cruiseskibe med amerikanere er allerede ankommet, internationale hotelkæder er på vej til landet, hvor de slås om at bygge betonhoteller i vandkanten. Og en række rige eksilcubanere står på spring i Miami for at gentage de russiske oligarkers trick fra 90’erne. Tingene ændrer sig hurtigt på revolutionens ø.

Amsterdam

Antallet af turister måles ofte efter antallet af overnatninger divideret med indbyggertallet i et givent område. Det giver mening – 100.000 turister fylder trods alt mere i Oslo end i Istanbul. Målt på den måde er Amsterdam med sine 800.000 beboere Europas mest turistede hovedstad. Hvert år kommer der 13 turister for hver indbygger, og de seneste 15 år er udviklingen kun gået én vej:

– I 2000 kom der 4,5 mio. turister om året. Nu kommer der 8,4 mio.

– I 2000 var der 16.200 hotelværelser i byen. Nu er der 26.700.

– I 2003 havde byen 670 kanalrundtfartsbåde. Nu har den 1.483.

– I 2003 kom der 86 cruiseskibe om året. Nu kommer der 137.

Alle tal er hentet her.

Det er ikke så underligt, at amsterdammerne klager over stigende boligpriser, ‘hoteliseringen’ af byens lejligheder og umulige cyklister på cykelstierne.

Kroatien

Middelhavets oversete kriseland, hvor to ud af fem unge er arbejdsløse, er totalt afhængig af de 13 mio. turister, som hvert år besøger landet. I 2014 udgjorde turismen 28 pct. af Kroatiens BNP, og 30 pct. af alle job er forbundet til turistsektoren. Det er mange flere end i turistlande som Grækenland og Italien, hvor tallene er henholdsvis 19 og 11 pct. Kroaterne har lagt rigtig mange æg i turisternes kurv; og det er vel at mærke en kurv, som kun giver (ufaglært) beskæftigelse halvdelen af året, og hvor lønningerne er skrabede.

Udover de 5.800 km. kyst og en række pittoreske middelalderbyer kan kroaterne også tilbyde sine gæster et særligt nicheprodukt: nudistturisme. Tolerancen over for nøgenhed går tilbage til Tito-tiden, hvor afklædte kroppe var en måde at udviske de boblende etniske forskelle på. I dag er nøgenhed bare en god business: Kroatien har 21 naturistcampingpladser, og sidste år besøgte 25.000 nøgne feriegæster den største af dem.

Iran

Efter atomaftalen mellem Iran og Vesten faldt på plads sidste år, er perserne igen blevet lukket ind i det gode internationale selskab – og nu vil de også have turister.

Sidste år besøgte fire millioner mennesker Iran (under halvdelen af, hvor mange der kom til Amsterdam), men præstestyrets officielle ambition er nu at lokke 20 mio. gæster til inden 2025. Og iranerne har noget at have optimismen i. Landet har kultur, gastronomi og 19 steder på Unescos liste over verdens kulturarv. Man kan endda stå på ski i bjergene nord for Teheran.

Iran er stadig fuld af umoderne 70’er-hoteller, og regeringen lover at bygge mellem 20 og 25 nye hoteller om året de næste ti år! Siden atomaftalen er visumreglerne også blevet ændret, så indbyggere fra hele verden (minus 11 lande) kan få 30 dages visum, når de lander i lufthavnen – det gælder dog ikke for amerikanere, briter og canadiere, som stadig skal ansøge på forhånd.

Man skal dog have lommen fuld af kontanter, hvis man vil afsted, for Iran er stadig afkoblet fra det internationale banksystem – visakort fungerer ikke her. Netop nu forhandler styret med Visa og American Express om en løsning.

Og nå ja, så skal kvinder gå med slør, homoseksuelle risikerer dødsstraf, og der er ingen alkohol – medmindre man indynder sig hos nogle private iranere, i så fald er der masser af sprut.

Atmosfæren.

En flyvetur fra København til New York udleder mere CO2, end en gennemsnitlig verdensborger gør på et helt år – sorry to say. Turisme er kulsort, og 75 pct. af dens drivhusgasser kommer fra flytransport. Når udledningen sker højt oppe i atmosfæren, er den tre gange værre for klimaet end udledning ved landjorden, og selv om flyselskabernes brancheforening IATA siger, at flybrændstof i fremtiden vil blive to pct. mere effektivt om året (en beregning mange forskere sætter spørgsmålstegn ved), vurderer flyproducenterne Airbus og Boeing, at antallet af flypassagerer vil stige med fem pct. om året.

”Det er ikke urealistisk at forestille sig, at CO2-udledningen fra hele transportområdet vil stige til 40 pct. af verdens samlede udledning om 25 år – eller mere,” siger professor Stefan Gossling, som har skrevet flere bøger om bæredygtig turisme.

Og nå ja, jo kortere en flyvetur, jo værre for klimaet – det er nemlig take off, der bruger mest brændstof. Lidt at tænke over næste gang man skal en weekendtur til Rom.

Berlin

Da de nye lavprisfly i 00’erne spandt et finmasket net af ruter mellem Europas storbyer, opstod Easyjetsettet; en gruppe af ressourcestærke byboere, som ubesværet kunne hoppe fra hovedstad til hovedstad på forlængede weekender. Easyjetsettet kastede hurtigt deres kærlighed på Berlin. Først indtog de unge Kreuzberg, så kom børnefamilierne til Prenzlauer Berg, og i dag kommer alle. 12 mio. turister besøger hvert år Berlin, som lægger seng til 30 mio. overnatninger, i 1990 var det kun to mio. besøgende og syv mio. overnatninger.

Byen har længe haft en voldsom antiturismebevægelse med grafittislogans som ”No more Roll-koffer”, ”Berlin doesn’t love you” og ”Touristen schlachten” (slagt turisterne).

Berlin vokser med 40.000 indbyggere om året, så boligmanglen er begyndt at kradse. I maj tog Berlin konsekvensen: Den mundrette lov zweckentfremdungsverbotsgesetz forbyder al korttidsudlejning af lejligheder – inklusiv Airbnb.

Et års kamp om fremtiden for de danske kyster fandt sin foreløbige afslutning den 9. juni, da regeringen sammen med S, DF og K blev enige om en ny planlov. At forhandlingerne hele tiden har handlet om turisme står glasklart i aftaleteksten, hvor ordet ’turisme’ bliver brugt 42 gange på 30 sider – syv gange mere end ordet ’planlov’.

De drakoniske liberaliseringer af loven, som erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen (V) havde lagt op til, blev ikke til noget. Ministeren havde ellers kaldt det ”politisk snobberi”, at alle nye byggerier skal godkendes i København, men det skal de altså stadig. Indtil videre i hvert fald. Venstre har en lang tradition for at vægte byggeri over naturbeskyttelse, så hvem ved, hvad fremtiden bringer. Borgmestrene i yderkommunerne har i hvert fald bevist, at de gladeligt opfører feriehuse og badelande ved kysterne, hvis de får lov.

Men helt ærlig… hvem siger, at de tyske turister, som politikerne så gerne vil tiltrække flere af, er specielt interesserede i moler og vandlande? Det kunne jo også være, de kom til Danmark for at opleve det, de ikke selv har: En kyst.

Hong Kong

Hvert år besøger over 40 mio. fastlandskinesere Hong Kong – seks gange flere end der er indbyggere. De lokale har givet sværmen af gæster det lidet flatterende øgenavn wong chung; græshopper. Alene i ugen for det kinesiske nytår strømmer 700.000 kinesere fra fastlandet til den lille bystat, og det giver uroligheder.

Paraplybevægelsen, som sidste år demonstrerede mod fastlandets autoritære magt, har i flere omgange rettet sin vrede imod de mange besøgende. Der har været protester og voldelige sammenstød, når sværmene af turister igen-igen-igen går shop-amok i byens arkader.

2015 bød på et markant fald i antallet af turister fra fastlandet til Hong Kong. Kinas stagnerende vækstrater får skylden, og det virker tiltrængt.