Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Det er efterhånden svært at forstå, at det skulle være den samme regering, der sidder og laver flygtningepolitik for henholdsvis ukrainske asylansøgere og, ja, de andre asylansøgere. Mandag faldt en aftale på plads mellem regeringen og alle Folketingets partier med undtagelse af Frie Grønne, der bl.a. skal sikre, at ukrainske skolebørn kan blive undervist på deres modersmål fremfor på fx dansk. Aftalen sikrer samtidig kommunerne fleksibilitet ift. gældende regler, så de hurtigst muligt kan sikre flygtningebørnene en god og tryg hverdag. At lempe på reglerne for at imødekomme potentielt traumatiserede børns behov lyder som den eneste rigtige løsning i en krisesituation, men prøv at erstatte ‘ukrainsk’ med ‘afghansk’ og forestil dig så det ramaskrig, aftalen ville have medført.
Helt kreativ med din forestillingsevne behøver du faktisk ikke at blive, for efterhånden kender de fleste svaret. Tag den omdiskuterede Rwanda-asylaftale, der virkede som en syret practical joke, da den blev præsenteret i 2018, men som siden er blevet til et rimelig centralt punkt på regeringens dagsorden. I denne uge blev den igen kritiseret af bl.a. Europarådets komité til forebyggelse af tortur. Her tror man simpelthen ikke på, at den ‘monitoreringsmekanisme’, der skal sikre, at udviste asylansøgere fra Danmark behandles efter internationale standarder, kan fungere i praksis. Det er en skam, for hvis asylansøgerne i stedet får sig en rwandisk behandling, kan det meget vel betyde, at Danmark ikke kan leve op til sine menneskeretlige forpligtigelser:
“Vi taler om et land, som har helt andre menneskeretlige standarder end Danmark. FN’s torturkomités seneste rapport om Rwanda indeholder alvorlig kritik. Der rapporteres om hemmelige fængslinger, fremtvingelse af tilståelser under tortur og straffrihed for torturbødler, så der er en lang række alarmklokker, der ringer,“ fortæller næstformanden for torturkomitéen, Therese Rytter. Hun påpeger samtidig, at overvågning af fængselsforhold i et tredjepartsland generelt er ekstremt vanskeligt at gennemføre i praksis. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) tager dog kritikken i stiv arm: “Jeg vil i alt stilfærdighed påpege, at alt er umuligt for dem, der giver op på forhånd,“ udtaler han i et skriftligt svar til Berlingske.
Alt er udlændingepolitik
Den indstilling kan være sund at have på en dag, hvor Danmark samtidig underskriver en aftale med Kosovo om at stille 300 fængselspladser til rådighed til danske udvisningsdømte. Også her har det været oppe og vende, hvordan man skulle sikre, at de mennesker blev behandlet efter internationale standarder, og også her tog regeringen problematikken med ophøjet ro. Det ville blive helt ligesom at sidde i et dansk fængsel, lovede justitsminister Nick Hækkerup (S), da han i første omgang præsenterede aftalen. Dagen efter skippede Udenrigsministeriet alligevel en god pose penge afsted til Kosovo for bl.a. at “fremme menneskerettigheder og retsstatsudvikling“ – just in case.
Enhedslistens Rosa Lund kritiserede dengang aftalen for at gøre “Kriminalforsorgen til et spørgsmål om udlændingepolitik“. Det er der tilsyneladende meget, der kan blive i hænderne på regeringen. Den markante undtagelse er behandlingen af de ukrainske flygtninge, der i stedet er et spørgsmål om solidaritet. Det burde kunne lade sig gøre at brede den indstilling lidt ud, selvom det næsten virker umuligt, når man samtidig vil sende mennesker til lande, der danser på kanten af menneskerettighederne. Her vil vi dog i al stilfærdighed påpege, at alt kun er umuligt for dem, der giver op på forhånd. /Asta Kongsted