Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I sin virkelig fede og uopdrivelige kultbog Den europæiske farvepalet fra 1975 undersøgte den danske billedkunstner Kasper Heiberg (1928-1984) metodisk, men dog med en vidunderlig poetisk lethed, hvordan farver kommer til udtryk i verden. Han kastede bl.a. et blik på gaderummets palet, bilernes palet, storkens palet, almuens palet, neglelakkens palet og pornoens palet.
Hvis sidstnævnte palet får dig til vågne op, og du nu sidder spekulerer på, hvad der kendetegner pornoens farveskala, så er det den palet, hvor alle dobbeltsignalfarver, altså farver, som svæver mellem to farver, er samlet. Vi snakker giftiggul (mellem gul og grøn), turkis (mellem grøn og blå) og violet, lilla og cyklamen (mellem rødt og blåt), som ifølge Heiberg besidder “en form for vibration, der svarer til koketteriets ‘vil – vil ikke’-signaler“.
Andetsteds i bogen giver Kasper Heiberg denne simple karakteristik af farverne: “Den gule farve er lys og kan aldrig blive mørk. Rød og grøn er mørkere, og mørkest er blå og violet. Blandet med hvid kan farverne blive lysere, og alligevel beholde kulørkarakteren. Ikke alene ligger kulørerne naturligt i forskellige valører, men lejlighedsvis kan de også erstattes af akromatiske farver. Sort, grå og hvid kan erstatte blå og grøn. Blandingen sort og hvid er kold. Gul kan godt opfattes som en lys variation af rød, og den kan i andre tilfælde opfattes som en varm hvid. Rød er den eneste af kulørerne, der er helt suveræn. Den bliver da også betragtet som farven i modsætning til sort og hvide.“
Hvad Kasper Heiberg ikke rigtig berører i sin bog (der står foran en snarlig genudgivelse), er politikkens farver, altså dem vi har vænnet os til at bruge i overført forstand. Vi har jo fx i socialdemokraten Mette Frederiksen en statsminister, der sagde, hun var rød, før hun var grøn – indtil hun fandt det betimeligt at sige, at hun pludselig faktisk var lige så grøn, som hun var rød (men heller ikke mere end det).
Og så opererer vi jo i øvrigt i politik med en farveskala, der traditionelt går fra blå til rød, hvilket slet ikke slår til i dag, hvor visse partiers politik er det mærkværdigste kludetæppe af modsatrettede mærkesager. På visse parametre er selvudnævnte rød-grønne Mette Frederiksen jo decideret sort. Den inhumane, ekstreme, ikke-solidariske udlændingepolitik, hun har gjort sit parti til bannerfører for, er meget svær at indplacere i et rødt-grønt felt.
Selvom udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der selv er gået fra at være helt rød til helt sort på under ti år, eksempelvis siger, at regeringens forsøg på at stable et samarbejde på benene med Rwanda og Kosovo om henholdsvis asylansøgere og udvisningsdømte udlændinge handler om at gøre politikken “mere værdig“ for den enkelte udlænding, er den (politikken) uden sidestykke i noget andet europæisk parti, der kalder sig socialdemokratisk. Og således nærmer Socialdemokratiets palet sig en af dobbeltsignalfarverne på pornoens palet: Partiet er da giftiggult, før det er rødt eller grønt.
Blåsorte Lars bliver lilla
Hvilken farve har Mette Frederiksens forgænger Lars Løkke Rasmussen så? Efter at han mistede sin statsministertaburet ved folketingsvalget i 2019, har den tidligere Venstre-mand forsøgt at indtage en position som en politisk fritænker. Efter at alle forsøg på at klamre sig til magten i både Statsministeriet og i Venstre glippede, stiftede han som bekendt et nyt midtsøgende parti, Moderaterne, ligesom han tillagde sig et ikke tidligere set dissidentagtigt look med åbentstående skjorte og et ansigtsudtryk, som signalerer en åbenhed og nysgerrighed, som man slet ikke forbinder med den venneløse machiavelliske “for enhver pris“-skikkelse, han havde udviklet sig til inden sit fald fra Venstres tinder. Den blåsorte mand forsøger at fremstå lilla.
I et bemærkelsesværdigt interview (betalingsmur) i Dagbladet Information onsdag langede Lars Løkke Rasmussen ret voldsomt ud efter Mette Frederiksen, som han – med rette – beskylder for at tildrage sig for meget magt. Interviewet er en del af en serie om embedsværket, men det er vinklet på kritikken af efterfølgeren. “Specielt synes jeg,“ siger han, “at minksagen er fatal. At så mange beslutningstagere og centrale embedspersoner kan være involveret i sådan en proces, og så overser man noget så grundlæggende som rigets grundlov. Det er vildt. Det er faktisk rigtig vildt.“
Lilla Lars peger også på noget, som virker helt sort. “Vi har fået en statsminister, som bestemmer og har ansvaret, så længe der træffes offensive, dynamiske beslutninger. Og hver gang regeringen er gået over en grænse, vender den tilbage til noget, som er meget formelt, nemlig at det havde statsministeren ingenting at gøre med.“ Det er ikke særlig dansk. Rødt eller grønt er det i hvert fald ikke. /Oliver Stilling