Elefanterne i Københavns Zoologiske Have. Zoologisk Haves elefantanlæg ligger i havens nordlige del og grænser direkte op mod Frederiksberg Have. Det ny anlæg er blandt de største i Zoo og dækker ca. 10 % af det samlede areal.
De store og små politiske dyr er ved at blive skilt fra hinanden i magtspillet om Europas fremtid. På den ene side står de mange små fedtspillere, der forsøger at trække tiden og satser på til allersidst at kunne lande én eller anden lokumsaftale, der gavner deres eget land mest muligt. Vælgernes vrede ufortalt. Blandt disse fedtspillere er stort set alle de 28 stats- og regeringschefer, der i går mødtes i Bruxelles for at håndtere chokket fra Brexit-afstemningen.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen erkender tilmed, at han først forstod alvoren, da han sad fysisk over for David Cameron. Danmark holder meget lav profil, sammen med de fleste andre lande. Juridiske spidsfindigheder og langstrakte processer er tilsyneladende EU-ledernes gentagne svar på en kronisk krise, hvor mønstret ellers er, at vælgerne i Europa stemmer nej til alt, hvad de etablerede politikere lægger frem.
Fedtspillerne står dog ikke længere alene. På den anden side er en gruppe af topfolk med større ambitioner – som virker til at have forstået situationens alvor – trådt frem på den politiske scene i løbet af det seneste døgn. Den tidligere britiske Labour-premierminister Gordon Brown, som ellers kan kritiseres for meget bagudrettet, har et indlæg i dagens The Guardian, hvor han rammer rent – og viser retningen for den egentlige udfordring, som vores vestlige samfund står over for:
”Elefanten i rummet er globaliseringen – hastigheden, rækkevidden og omfanget af de seismiske forskydninger, der sker i vores globale økonomi. Vores industribyer er kollapset som følge af konkurrencen fra Asien. I disse byer lever en uforholdsmæssig stor andel af de kortuddannede arbejdere, der føler, at de er havnet på den forkerte side af globaliseringen. Derfor har de valgt at stemme ‘Leave’,” skriver Gordon Brown.
Samme opsang kommer fra den anden side af Atlanten. Zoologisk set er han måske nok et gammelt æsel – efter ikonet for Det Demokratiske Parti i USA – men 74-årige Bernie Sanders, der kun knebent tabte nomineringskampen til Hillary Clinton, har skrevet et markant indlæg i dagens New York Times, som også sætter spot på elefanten i rummet:
”Lad mig være klar: Den globale økonomi fungerer ikke for flertallet af borgere, hverken her i vores land eller i resten af verden. Det er en økonomisk model, som er udviklet af den økonomiske elite til gavn for den økonomiske elite. Vi har brug for reelle forandringer. Men vi har ikke brug forandring baseret på demagogi, had og fremmedfjendtlighed, som har præget Leave-kampagnens retorik – og er helt centralt for Trumps budskab,” skriver Bernie Sanders.
Herhjemme har den nyudnævnte politiske chef for tænketanken Cevea slået til lyd for samme erkendelse som Brown og Sanders. Kasper Fogh skriver i Politiken: ”Det er underklassen, der betaler for det Europa, der skaber vækst til middel- og overklassen. England fik 330.000 migranter sidste år. Halvdelen fra EU-lande. Det er de gamle og de fattigste, der har stemt ‘Leave’ – og det er helt sikkert, at ingen har kunnet fortælle de dårligst stillede englændere, hvad de fik ud af arbejdskraftens frie bevægelighed.”
Udhulingen af levegrundlaget for den voksende vælgergruppe, der føler sig glemt, klemt og forstemt i overgangen fra den gamle nationale industriøkonomi til nutidens globale finansøkonomi, er og bliver den største elefant i rummet: Det ubekvemme tabu, som stats- og regeringscheferne hellere vil tale udenom. Så længe EU-lederne ikke retter den fulde opmærksomhed mod at skabe håb og økonomisk fremgang fra bunden og op, vil vælgerne stemme nej. Igen og igen.