Paul Faith/AFP/Ritzau Scanpix
Pigtrådshegn og opdelte skoler har længe præget bybilledet i Belfast, hvor protestanter og katolikker, unionister og nationalister, fortsat skuler olmt til hinanden. Langfredagsaftalen i 1998 sikrede ganske vist fred og oprettelsen af et lokalt selvstyre i Nordirland, men de skarpt optegnede loyalitetsforhold gør om noget de politiske slagsmål højspændte – og sjældent har situationen virket så kritisk, som ved det kommende nordirske valg d. 5. maj. Det nationalistiske parti Sinn Féin – der har historiske rødder til den irske oprørsbevægelse Irish Republican Army (IRA) – står til at blive Nordirlands største parti, mens de detroniserede unionister fra Democratic Unionist Party (DUP) dårligt kan finde den rette grimasse. I krogene hviskes der sågar om, at valget kan indvarsle en længe ventet genforening af Irland og Nordirland.
Én ting er i hvert fald sikker: Skulle Sinn Féin få sin forventede sejr, vil det vende op og ned på de mangeårige valglogikker i den nordirske forsamling – selv hvis forandringen mest er symbolsk. I Nordirland er systemet så sindrigt indrettet, at de to største partier får lov til at udnævne hhv. en førsteminister og viceførsteminister, der deler sol og vind nogenlunde lige imellem sig. Den ene kan ikke fungere uden den anden, og selvom de måske i titel er rangordnede, har magtfordelingen til formål at mindske den politiske enegang. Det gør dog ikke situationen mindre smertefuld for DUP, der siden 2007 har stået for at udpege førsteministeren. Partiet føler sig ikke bare ladt i stikken af Storbritanniens premierminister Boris Johnson, det ser det også som en decideret ydmygelse, at Sinn Féin nu formentlig får lov til at spille førsteviolin.
Stemningen har ret beset været temmelig dårlig siden februar, hvor DUP’s førsteminister Paul Givan trak sig i protest mod den nordirske protokol – Brexit-anordningen, der har medført en kontroversiel toldgrænse mellem Nordirland og resten af Storbritannien. Går valget som forudsagt i meningsmålingerne, kan situationen i den nordirske forsamling dog for alvor blive speget. DUP har indikeret, at man måske ikke vil udfylde viceførsteministerstolen, hvis Sinn Féin bliver førstevælger. Et træk, der i praksis vil lamme hele forsamlingen. Imens kan Sinn Féin og partiets nordirske leder Michelle O’Neill dog behændigt styrke sit image som et såre stuerent parti, der for længst har kastet arven fra IRA af sig. Og i Westminster i London vil Boris Johnson stå med nok et forklaringsproblem: Hvilken rolle har hans ligegyldighed over for Nordirland mon haft for paradigmeskiftet? Hvor længe kan nationalisterne i Skotland og Nordirland egentlig nægtes en folkeafstemning om løsrivelse?
Indtil videre er der dog ikke meget, der tyder på, at valget får Boris Johnson til at ligge vågen om natten. Når det kommer til Nordirland, er det stadig mest protokollen, der bekymrer BoJo. Sjovt nok synes selvsamme protokol imidlertid at spille en væsentlig mindre rolle i selve den nordirske valgkamp. Hos Sinn Féin har man bevidst nedtonet snakken om grænser og genforeninger, og i stedet fokuseret på mere hverdagsagtige velfærdsspørgsmål. Med godt 26 pct. af vælgernes gunst vundet i meningsmålingerne, ser taktikken foreløbigt ud til at bære frugt. Dermed ikke sagt, at de nationalistiske aspirationer er lagt på hylden: Lykkes Sinn Féin også med at vinde magten ved næste valg i Irland, kan snakken om genforening jo pasende vende tilbage – markant stærkere, end den har været i årevis. /David Dragsted