Philip Davali/Ritzau Scanpix
Der var et vist schwung over det, da landets tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen forlod posten til fordel for en tjans som generalsekretær for Nato. Det samme kunne man sige om den tidligere erhvervsminister Brian Mikkelsen, der fratrådte sin stilling for at blive direktør i Dansk Erhverv, eller om Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt Nielsen, der efter endt rotationsperiode blev generalsekretær i Red Barnet. De to sidstnævnte skrev sig dog også ind i en tradition af politikere, der skifter side ved forhandlingsbordet.
Siden er bunden blevet slået ud i det nedre grænseland for, hvilke jobs de danske toppolitikere og -embedsmænd er villige til at påtage sig for at slippe for dansk politik: Alt er tilsyneladende bedre, hvis man skal dømme efter de senere års politiske rokadeleg, der bl.a. tæller statsminister Mette Frederiksens (S) særlige rådgiver Martin Rossen. Han forlod på uforglemmelig vis sin magtfulde post for at forfølge en “drengedrøm“ om at blive kommunikationsdirektør i Danfoss.
På samme måde turnerer den nu tidligere justitsminister Nick Hækkerup i øjeblikket med fortællingen om, at det ikke er dansk politik, der skubber, men altså jobbet som direktør i Bryggeriforeningen, der trækker. Den lader vi lige hænge, selvom vi vil lade andre om at spekulere i underliggende motiver for Hækkerups exit.
I mellemtiden hæfter vi os til gengæld ved, at Danmark efterhånden står mere eller mindre alene med sit valg om at lade svingdøren stå på vid gab mellem politik og de interesseorganisationer, der påvirker den. De fleste lande, vi sammenligner os med, har regler og karensperioder, der gør, at toppolitikere ikke øjeblikkeligt kan springe ud som lobbyister. Nick Hækkerup kan imidlertid ikke se noget problem i den danske model. Det fortalte han mandag på vej væk fra Amalienborg, inden han fra bagsædet af ministerbilen begyndte at tale sin nye arbejdsgivers sag med en subtil kritik af regeringens forslag om at hæve aldersgrænsen for salg af alkohol.
Her på stedet ser vi også løsninger, hvor andre ser problemer, så vi har tilladt os at sondere terrænet for, hvor andre toppolitikere eventuelt kan søge hen, skulle de blive trætte af Christiansborg – eller omvendt.
Mattias Tesfaye (S): Den tidligere udlændingeminister vil inden længe melde ud på sin Twitter-profil, at han træder tilbage fra sin politiske karriere for at blive generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp. I alle de år han har kæmpet for at forringe forholdene for flygtninge i Danmark, har han ikke kunnet undgå at bemærke, hvor skidedygtige, de egentlig har været til at stritte imod, de satans blåøjede aktivisttyper. Udmeldingen vil komme med et kryptisk budskab om, at hans exit fra dansk politik ikke skal forstås som et nej til en stram udlændingepolitik, men et ja til at slippe af med den snærende Gollum-ring.
Mai Villadsen (EL): Villadsen får sig snarligt en prominent position i våbenindustrien. Frynsegoderne tæller (men begrænser sig ikke til) en uhæmmet adgang til våben, som hun i et sidste nik til de resterende moderate typer i Enhedslisten vil bruge til at true baglandet til stilhed omkring Nato-bidrag, forsvarsforbehold, Rusland og andre uheldige taleemner, der kan skræmme vælgerne tilbage i favnen på det skindøde SF.
Morten Messerschmidt (DF): Decideret lobbyarbejde er det vel næppe, men når Morten Messerschmidt melder ud, at han forlader jobbet som formand for DF, vil det være med henvisning til, at det altid har været lidt af en drengedrøm for ham at blive fuldtidsbartender på Bakkens Hvile. At det skulle være et forsøg på at afværge en potentiel runde to af Meld og Feld-shitstormen eller en flugt fra personalesager på hovedkontoret vil blive afvist med overartikulerede dobbeltnegationer.
Carolina Magdalena Maier (R): Selvom Maier stadig har til gode at komme i Folketinget for Radikale Venstre, kan man allerede nu fornemme, at der gøres kur til Facebook, undskyld Meta. I hvert fald kunne man i sidste uge se folketingskandidaten stille sig på samme side som “ytringsfrihedsfundamentalisterne“ fra det private erhvervsliv, Facebook og Nye Borgerlige under en runde af Debatten på DR. Her gjorde hun sit for at kritisere regeringens lovforslag om yderligere regulering af de sociale medier, og den slags glemmer de ikke i techindustriens afkroge af lobbybranchen. Meldingen om jobskiftet vil komme snarligt – på Facebook.
Henrik Dahl (LA): Når Dahl nu om dage fyrer den gode del af sit krudt af på at injuriere universitetsverdenen, så er det let at glemme, at han jo faktisk selv er sociolog. Hans mere eller mindre sagesløse angreb kan derfor freudiansk tolkes som barnets opmærksomhedssøgende angreb på moderen, der ikke gengælder kærligheden. I en nyoprettet lobbyorganisation, der skal kæmpe for at genoprette akademias troværdighed og gode rygte, indtræder Dahl derfor som cheflobbyist efter endt tjeneste i Liberal Alliance. Det annoncerer han i en video på TikTok med Nik og Jays “Elsker hende mere“ spillende i baggrunden.
Søren Pape Poulsen (K): Manden er så stille, at det er svært at gøre sig rigtig lystig på hans bekostning – det ville simpelthen kræve, at vi kendte mere til hans politik. Hvem ved, måske er han allerede skiftet til en topposition i dansk erhvervsliv, uden nogen har lagt mærke til det. Måske sidder han og lobbyer as we speak. /Asta Kongsted