”Det var, som om jeg slog på siden af ​​en bikube med en stor kæp”

 I 1976, lang tid før turismestrategier og cruiseskibe var hverdagskost i Europas byer, udgav den amerikanske sociolog Dean Maccannell The Tourist: A New Theory of the Leisure Class. Bogen, som er en sociologisk analyse af turisme i den postindustrielle tidsalder, er for længst blevet en klassiker inden for turismeforskningen, og Maccannell, som i dag er emeritus ved University of California, er stadig en af feltets grand old men.

Han er ikke meget for interviews, men har takket ja til at besvare nogle skriftlige spørgsmål fra Føljeton om den rivende udvikling i den globale turisme.

I disse år, hvor antallet af turister i verden eksploderer, og hvor de mange besøgende ofte omformer feriedestinationer, kan man identificere to grundpositioner i debatten om masseturisme:

1) De væksthungrende politikere og de lokale forretningsdrivende, som gerne vil tiltrække så mange turister som muligt, uanset om kysten og den autentiske fornemmelse af brostensgader bliver kompromitteret.

2) De bekymrede akademikere, som for alt i verden vil begrænse antallet af besøgende, forbyde Airbnb og inddrage alle byggetilladelser.

Dean Maccannell falder ikke i nogen af de to kategorier. Det er slet ikke turister, der ødelægger den autentiske fornemmelse af europæisk by – det er ”storkapitalen”.

– Dean Maccannell, antallet af turister eksploderer, og snart er der to mia. rejsende i verden. Kan man sige noget generelt om, hvorfor mennesker rejser?

”Mennesker har altid rejst. Vores tidligste forfædre var nomader. Det var først efter den ret nye opfindelse af landbruget for 10-12.000 år siden, at folk bosatte sig i faste landsbyer og blev tæt på deres hjem. Før det havde mennesker udforsket alle egne af verden undtagen Antarktis – til fods. Den seneste ’eksplosion’ af turister kan simpelthen være en tilbagevenden til vores oprindelige menneskelige tilstand. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan bemærkede engang, at ’ønsket om at være et andet sted’ er mindst lige så stærkt som sexdriften”.

– Hvad er de største ændringer, der er sket i turismen de sidste 20 år?

”Jeg har arbejdet med det her i 50 år, og da jeg startede var der kun lokale guideture og nogle enkelte pakkerejser. Storkapitalen havde endnu ikke opdaget turisme. I dag har storkapitalen konstrueret hele levesteder for turister og skabt nye turistattraktioner, der ikke har nogen historisk basis udover at være attraktioner. Bevægelsen har vendt forbindelsen mellem turist og attraktion på hovedet.”

– Hvilket sted eksemplificerer udviklingen?

”Las Vegas, selvfølgelig.”

– Nogle hævder, at masseturismen saver den gren over, den selv sidder på, fordi de enorme menneskemængder ødelægger den unikke atmosfære i byerne, som de netop er kommet for at opleve. Er du enig?

”Nej. I sig selv ødelægger masseturisme ikke byen. Byen har altid været et sted, som flere folk har besøgt end beboet. Det, der ødelægger byen, er entreprenører, som vil trække penge ud af turister, og som bygger artificielle turistkvarterer og attraktioner. Turistplanlæggere og entreprenører, som vil styre og kontrollere turistpengene, ødelægger de sammenhænge, som turisterne er kommet for at opleve.”

”Millioner af turister kom for at besøge Fisherman’s Wharf i San Francisco, dengang der stadig var en Fisherman’s Wharf. Nu kommer de for at se ’Pier 39,’ et kommercielt distrikt med Fisherman’s Wharf-tema, som støder op til det gamle rådnende Fisherman’s Wharf. Forskellen ligger i, hvem der får turisternes penge og i kvalitetsforskellen mellem noget originalt og autentisk versus en iscenesat version. Turisterne siger som regel, at de foretrækker de autentiske miljøer frem for syntetiske miljøer, som bare er bygget for at opsamle deres penge. Så det er ikke turister, der ødelægger områder – det er engros-kopierne af det oprindelige steds særlige tiltrækning.”

– Hvad betyder begrebet autenticitet for den rejsendes syn på et sted – eller på sig selv?

”I 1973 udgav jeg en artikel med titlen ‘Staged Authenticity: Arrangements of Social Space in Tourist Settings’. Det var, som om jeg slog på siden af en bikube med en stor kæp. Alle har en dybtfølt holdning til autenticitet, især når det kommer til deres egen autentiske oplevelse som turist. Men begrebet autenticitet er ubrugeligt til analyse – måske undtagen til psykoanalyse. ‘Iscenesat autenticitet,’ siger derimod noget om de strategier, vi bruger til at  konstruere en opfattelse af autenticitet for turister.”

– At rejse virker også som en oplagt måde at fremvise sin sociale status på. Hvad betyder det for måden, vi rejser på?

”Thorstein Veblen (norsk-amerikansk sociolog og økonom, som i 1899 skrev bogen The Theory of the Leisure Class, red.) har vist hvordan fritidsaktiviteter og ferierejser er sociale statussymboler. Der er stadig noget om det, men jeg tror ikke, det er særlig vigtigt. Der er stadig snobber, som forsøger at vride lidt ekstra status ud af deres rejser, men jeg synes demokratiseringen af turismen er mere interessant. Ingen er for fattig til at tage på sightseeing. Vi er ikke alle lige for loven, men vi er alle lige for turistattraktionen.”

– Kan det give en følelse af identitet at rejse?

”Jeg tror ikke på, at der findes en identitet. Oprindeligt var identiteter noget man pålagde folk for at fastholde dem i en bestemt position, og i dag er der måske noget at vinde politisk ved at pålægge folk en identitet – begge dele er begrænsende. En rejse bør åbne den rejsende op for menneskehedens forskelligheder på en måde, som afslører hvor latterligt begrebet ‘en identitet’ er.”

– Kan du komme i tanke om en fællesnævner, der løber gennem hele turismens historie?

“Sund menneskelig nysgerrighed.”