Nyhedsanalysen
[fw tirsdag]
Værst står det dog nok til i USA lige nu, hvor et lækket dokument fra landets højesteret viser, at der er flertal for at omstøde den historiske Roe v. Wade-dom fra 1973, der sikrede kvinders ret til abort. Det skrev David om i en ‘Kære læser’ tirsdag. Det er fuldstændig ubegribeligt, hvordan kvinders kroppe igen og igen ender på gamle, konservative mænds nåde, og som en tydeligt oprevet Elizabeth Warren rigtigt påpegede, så er det som altid de fattige kvinder, som kommer til at betale prisen. Der er ingen grund til at mane til besindelse, for også herhjemme bør det bringe sind og pis i kog.
Rasende kan man jo ikke være hele tiden, så tirsdag prøvede jeg – Asta Kongsted til din tjeneste – et par vittigheder af. Hækkerups exit peger nemlig på det åbenlyse problem, at svingdøren mellem dansk politik og de lobbyvirksomheder, der påvirker den, hele tiden står og klaprer. Jeg var i mit opbyggelige hjørne, så jeg kom med et par forslag til, hvor andre danske toppolitikere kunne søge hen, når magtens korridorer bliver for meget for dem. Som en mand på Instagram fik sagt, så var mine jokes – udover den med Søren Pape (K) – ikke særligt sjove, men du kan jo dømme selv.