Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Så blev det d. 9. maj. I den gregorianske kalender er det dag nr. 129, og hvis nogen skulle være i tvivl, har den også et navn: Caspar (ligesom det venlige spøgelse). I Rusland fejrer de d. 9. maj som Sejrsdagen – årsdagen for Sovjetunionens sejr over Nazityskland i 1945. Man må formode, at præsident Putin ville havde givet sin højre arm (den, der hænger livløst KGB-agtigt ned, når han går) for at kunne markere Sejrsdagen på ukrainsk jord, men hans ulovlige angrebskrig mod nabolandet Ukraine, som han i februar havde forestillet sig skulle vare tre dage, kører nu på sin tredje måned. Som satire-profilen Darth Putin skriver på Twitter: “Day 75 of my 3 day war (…) I remain a master strategist.“
Hvis vi for et øjeblik glemmer mærkedage, kalenderværk og andre sindrige konstruktioner, er dagen i dag også bare a day in the life for Jorden. På god afstand ligner dagene hinanden; vi suser gennem solsystemet, mens vi drejer om egen akse med vores karakteristiske hældning på ca. 23,45 grader (kend os på hældningen). Når man så zoomer ind på kloden, begynder man at kunne fornemme det enkelte menneskes virkelighed med store og mindre problemer. Coronapandemi, krig, inflation, stigende energipriser, død, ødelæggelse – og Herlufsholm, den problembefængte kostskole på Herlufsholm Allé i Næstved.
Søndag udsendte en gruppe, der underskriver sig “en bred kreds af forældre til nuværende elever“, en pressemeddelelse om, at forholdene på skolen slet ikke er så slemme, som de bliver gjort til i tv-dokumentaren Herlufsholms hemmeligheder. Disse forældre “fornægter ikke“, at der har været mobning, krænkelser og vold på kostskolen, skriver de, men de understreger samtidig tonedøvt, dumt og blindt, at de “ser ingen usund kultur på Herlufsholm“. En bemærkelsesværdig detalje ved pressemeddelelsen er, at det i høj grad er skolens omdømme, der ligger afsenderne på sinde. Med dokumentaren har TV 2 “slagtet skolens renommé“, som det formuleres.
Who cares? Kostskolen skal nok klare sig; fremover skal der bare sondres klart mellem gamle traditioner og uhyggelige ritualer, som ledelse og medarbejdere har set gennem fingre med.
Det, der virkelig betyder noget
Alt det her er noget lort. Men når medierne – og her går Føljeton selvfølgelig ikke fri – så indgående tager alskens dillerdaller under behandling, kan man ikke lade være med at få den tanke, at det hele er overspringshandlinger, hvis formål er at undgå at beskæftige sig med vores – menneskehedens – altoverskyggende problem: De menneskeskabte klimaforandringer.
I disse dage arrangerer aktivistgruppen Extinction Rebellion og 15 andre klimabevægelser, herunder Greenpeace, Den Grønne Ungdomsbevægelse og Fridays for Future, klimaoprør i Københavns gader. Initiativet hedder Vendepunktet og er bygget op omkring fire krav til politikerne. Lørdag var der demonstration ved Christiansborg og ved den forkætrede Udlændingestyrelse, fordi, som digteren og klimaaktivisten Lars Skinnebach skrev på Facebook, klimapolitik også er udlændingepolitik.
Fredag, dagen forinden, blokerede Extinction Rebellion alle broer omkring Christiansborg, og en, der var deltog i blokaden, som også blev arresteret af politiet, var forfatteren Carsten Jensen, som af til skriver i Føljeton. Hvorfor han der? Svaret er enkelt. “Jeg sagde ja til Extinction Rebellion af den simple grund, at jeg har mistet tilliden til politikernes vilje til at handle. Der sker små fremskridt, men ellers er det i lammende grad business as usual. Lobbyisterne fra landbrug og industri får deres vilje. Der bygges nye motorveje og gøres alt for lidt ved den offentlige transport. Vi har så kort tid, og dog handler politikerne, som om vi havde årtier til beskedne justeringer. Ingen, sidst af alle politikerne selv, tror, at vi i 2030 når i hus i med den lovede reduktion på 70 procent af vores CO2-udslip. Noget helt nyt må ske, hvis vi skal bremse den globale opvarmning.“
Det er ikke, fordi det her skal handle om ham, men i pressen var der billeder, der dokumenterede, hvordan Carsten Jensen blev båret væk af politiet. Omkring 100 personer blev frihedsberøvet. I sin gengivelse af situationen på Facebook nævner, Carsten Jensen, at alle aldersklasser var repræsenteret ved demonstrationen, men “der var var flest unge og gamle“.
Vi ser det som en opfordring til de lidt sløve midaldrende om at komme ind kampen. Ja, også de sløve unge og de sløve gamle. Klimakampen er vores alle sammens kamp. Og hvis man er bange, så har Lars Skinnebach fat i noget, når han skriver: “Her i landet har vi en mulighed for at hæve stemmen og deltage i aktioner uden at risikere at blive dræbt. Det er et privilegie, vi kan vælge at bruge. Også i går [lørdag, red.] satte folk sig ned på gaden (foran Danske Banks hovedkvarter) og blev slæbt væk af et massivt politiopbud. Aktivisterne reagerede med sang: Vi er fredelige, hvad er er I?“ /Oliver Stilling