Foto: David Stjernholm/ @david_stjernholm
Køge er med forfatter Olga Ravns ord “ret happening“ i begyndelsen af 1600-tallet. Det er tidslommen efter reformationen, men inden enevælden. Christian d. 4. er i gang med at bygge København. Mennesket retter blikket mod fjerne planeter og stjerner gennem det nyopfundne teleskop. Der spises grød og bedes bordbøn. Blod maler byernes offentlige pladser røde. Og i Køge, hvor der bor 3.000 mennesker, bliver 16 kvinder anklaget for trolddom. 13 bliver brændt på bålet, to begår selvmord og én undslipper.
Nu dufter her af friskt høvlet træ. “Nu“ er en formiddag 400 år senere, og “her“ er det første rum, jeg møder, da jeg træder ind på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum. Tynde gule og orange silkegardiner dækker vinduerne og bader rummet i et varmt skær. Gardinerne er farvet med planter fra Køge. Et dokument placeret i en montre i midten af rummet bærer de 16 kvinders navne.
I resten af Køge huskes og hyldes dem, der beskyldte og brændte kvinderne. På vej til museet passerede jeg kirken. Lige over for museets indgang bliver korsangernes stigende og faldende stemmer kun overdøvet af kirkeklokkerne. Tæt på alteret hænger et portræt af Anna Bartskiær, der anklagede kvinderne for trolddom. På hjørnet af Nørregade og Køge Torv hænger en mindeplade: “Her huserede Køge Huskors 1608-1615.“ Pladen er klemt ind mellem to udstillingsvinduer i en undertøjsforretning, hvor hoved- og benløse mannequindukker i turkise bh’er er de eneste kunder.
Det skotske parlament foreslog sidste år en benådning af deres hekse, og den skotske kirke ventes at undskylde deres rolle i Skotlands hekseprocesser. Hvorfor er det pludselig blevet så aktuelt, og hvordan kan man forholde sig til dem, der blev brændt?
Det er her forfatter og kunstner Olga Ravn træder til med udstillingen Et henført år. I en tid, hvor heksen hyldes som feministisk frontfigur i både litteratur og popkultur, hvor hverdagshekse har kvartskrystaller i lommerne, og de igen kigger mod stjernerne for at lægge hinandens horoskoper, trækker Ravn os tilbage til jorden.
Olga Ravn vil mindes de 16 kvinder, der blev anklaget for trolddom, og hun vil gøre det omhyggeligt og nænsomt. Hun har i et år besøgt den blanke bæk, hvor datidens kvinder efter sigende samledes.
Gennem et år har Olga Ravn gennem tingbogen, historiske kilder og optegnelser af Ellebækkens omgivelser optrevlet områdets og de trolddomsanklagede kvinders historie. På det samme år har hun i den sorte, fugtige muld fundet farveplanterne, der er blevet brugt til at indfarve gardinerne og de indrammede stykker af hør, silke og bomuld ud fra opskrifter fra 1600-tallet.
Et flerårigt øjeblik
De fleste mindesmærker er statiske; hugget i sten og markeret af et årstal – højst to. Her adskiller Olga Ravns mindesmærke sig ved at være i bevægelse og udfordre den lineære opfattelse af tid. “At skrive om de trolddomsanklagede er at falde ned i vand, men med ryggen først, så man kigger ind i nutiden,“ siger hun i P1 Podcasten Onde Anna, der handler om Anna Bartskiær, der igangsatte en af de største hekseprocesser i Danmark, da hendes børn efter eget udsagn blev besat af djævlen.
På den ene væg er de indfarvede stofprøver opdelt nøje efter årets tolv måneder, svarende til Olga Ravns indsamling. Januar kommer først med en kort ramme og kun to farver. De længste rammer og fleste farver findes i de frodigere forår- og sommermåneder, hvor der vokser flest og mest planter.
På den modsatte væg hænger to rækker af rammer på langs. Farverne falmer, når man bevæger sig mod højre, fordi de ændrer sig med hver vask. Men derefter er systemet ikke så lineært. Under alle farveprøverne er der vers fra digte. Fragmenterne giver lige meget og lidt mening uanset hvilken rækkefølge, man læser dem i. “Som jer er jeg flerårig/ stigende, samtidigt“ går igen på kryds og tværs.
Det indfarvede stof er en måde at indkapsle planterne, der er rådnet og vokset frem igen tusindvis af gange siden 1600-tallets hekseprocesser. Skriften fylder også en del i udstillingen. Heldigvis – for den komplimenterer og komplimenteres af farverne. Mens farveprøverne indbyder og opfordrer til forskellige forståelser for tid, åbner og undersøger Olga Ravns sprog hendes tilknytning til kvinderne, der transcenderer tiden.
Til udstillingen tilhører en græsgrøn logbog, som er en del af et løbende projekt, der vil blive endeligt udgivet til efteråret. I logbogen over marts måned opstiller Ravn de første beskyldninger i 1612 sideløbende med de efterfølgende vidneudsagn, sigtelser, nøgterne historiske optegnelser af bødlernes løn for de brandvarme henrettelser og hendes egne begejstrede fund af galæbler og vedbend.
Gennem de gennemsigtige gardiner kan jeg skimte plantekasserne udenfor. De er sået med timian og baldrian, jordbær og citronmelisse. Planter, der også findes ved Ellebækken. “Vi har været uheldige med vejret,“ siger en af museets ansatte, “men det vender forhåbentlig snart“. Jeg er den eneste besøgende på udstillingen, der åbnede dagen før. Nu venter de på solen, så fortællingen og erindringen kan spire over det kommende år. /Emilie Ewald