Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mens det for alvor er ved at brænde på i USA, hvor et flertal af de amerikanske højesteretsdommere ifølge sidste uges læk fra en indledende hemmelig afstemning er klar til at sige farvel til fri abort, har Demokraterne taget nye metoder i brug for at undgå den helt store nedsmeltning. Ifølge partiets senatleder Chuck Schumer, der kalder det lækkede dokument “vederstyggeligt“, har han trumfet, at det amerikanske senat onsdag skal stemme om at skrive kvinders abortret ind i den føderale lov. Går forslaget igennem, vil det overskrive den Roe v. Wade-dom fra 1973, der i dag danner retspraksis for retten til egen krop, og som højesteretsdommerne altså vil omstøde.
Cowboytricket er både ambitiøst og umuligt. Med 50 sæder mod de 60 stemmer, det kræves at få en valgreform igennem Senatet, ved Demokraterne udmærket, at forslaget under ingen omstændigheder bliver til virkelighed. Men det er heller ikke formålet: Med under seks måneder til midtvejsvalget, vil de som det mindste løfte vælgernes slør for, hvem der vil sparke kvindesynet fem årtier tilbage i tiden, og hvem der lever i 2022.
I et andet pragmatisk indspark har den 82-årige canadiske forfatter Margaret Atwood igen meldt sig på banen i den letantændelige debat. I et redigeret uddrag af sin nyeste bog Burning Questions spørger hun i The Guardian: Når staten nu så gerne vil tvinge kvinder til at føde – som hun i øvrigt sammenligner med slaveri – “hvorfor skulle den så ikke betale for omsorg før fødslen, for selve fødslen, for omsorg efter fødslen og – for de børn, der ikke sælges til rigere familier – for udgifterne til barnets opvækst?“
For Atwood er dystopien i hendes bog The Handmaid’s Tale fra 1985, hvor fertile kvinder er avlsmaskiner for eliten, hverdag for fattige og racialiserede. Og for mænd kan tvangen til at føde kun sammenlignes med værnepligten, som “i det mindste giver mad, tøj og husly“, skriver hun og fortsætter:
“Hvis staten er så glad for babyer, hvorfor ærer vi så ikke de kvinder, der får flest, ved at respektere dem og løfte dem ud af fattigdom? Hvis kvinderne yder en nødvendig tjeneste til staten – omend mod deres vilje – bør de vel også betales for deres arbejde?“
Amerikanske tilstande
Den idé bliver dog næppe til noget herhjemme lige foreløbigt, hvor vi nok har velfærdsydelser, men hvor det stadig kniber med at prioritere fødslerne. Også selvom politikerne stadig vil have os til at knalde for Danmark, men har lært af floppede fertilitetskampagner, hvorfor budskabet er gemt væk i glitrede embedsmandspjecer.
I mindst halvandet år har kvinder råbt op om, at fødegange landet over er så overfyldte, at de fødende enten har fået akutte kejsersnit, fordi problemer ikke blev opdaget i tide, eller er blevet sendt hjem før tid, fordi der ganske enkelt ikke er hænder nok. Og i november sendte 105 jordemødre et brev til Region Hovedstaden om en travlhed så massiv, at børnene på landets største fødeafdeling risikerer at dø.
Det pres udmøntede sig i december til 475 mio. kr., der siden har samlet støv på finansloven. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der beskyldes for at lave “danmarkshistoriens største syltekrukke“ med de manglende hænder i sundhedssektoren, har igen og igen udskudt forhandlingerne om, hvor pengene konkret skulle gå hen. Ministeren har lovet, at man arbejdede på det, og at pengene nok skulle komme “hurtigst muligt“, mens branchen ordret har bedt ham få fingeren ud.
Heunickes “hurtigst muligt“ blev så til fem måneder, da han og regeringen mandag landede en aftale med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne om at give førstegangsfødende ret til enten to dages barselsophold på hospitalet eller hjemmebesøg. En aftale, der også skal sikre 100 ekstra ansatte på fødeafdelingerne i Danmark.
Selvom organisationer som Mødrehjælpen og Jordemoderforeningen er glade for det nye fokus, presser spørgsmålene sig stadig på. Allerbedst blev de stillet af femina (der sammen med DR har gjort en ihærdig indsats for at få ministeren til at svare på, hvor de nationale rettigheder, han engang lovede, er blevet af). For er det ikke lidt fjollet at fokusere på barselsopholdet, så længe der ikke er jordemødre nok under graviditeten?
Det mente Heunicke så var en forkert modsætning at opstille i et afværgningsforsøg, der af Enhedslistens Pernille Skipper kaldes for brandslukning: “Det basale bløder fuldstændigt, og det er der, vi starter, og så må vi stå på mål for, at vi ikke er i hus.“ Og mens næste skridt bliver at diskutere, hvornår retten bliver udvidet til alle andre end førstegangsfødende, er også den snak behændigt skudt til hjørne indtil 2024. Indtil da behøver journalisterne med andre ord ikke at spørge, og kvinderne fortsætter med at give staten en håndsrækning – og med at få meget lidt igen. /Emma Louise Stenholm