Lindhardt og Ringhof
Da vi for to år siden anmeldte Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen, nordmandens første roman efter seksbindsværket Min kamp, beskrev vi, hvordan Knausgård knap nok kunne styre den litterære frihed, som det nye værk tilbød. Alle døre var åbne, nu hvor Knausgård ikke længere skulle endevende sit eget liv ned til mindste detalje. Resultatet blev et sandt kludetæppe af romankarakterer, der dog alle havde noget umiskendeligt knausgårdsk over sig. “Knausgårds Avengers“ kaldte vi konstruktionen, for som vi også skrev, ville “kendere af Min kamp“ hurtigt indse, at “Knausgård mest af alt har spaltet sig selv på tværs af alder og køn i verdens måske mest trivielle superheltefortælling“. Det var ikke nødvendigvis et dårligt greb, det var bare lidt undervældende. Spørgsmålet var, om Knausgård mon nogensinde ville blive færdig med at bokse med sine egne skygger?
At dømme ud fra stjerneforfatterens nye roman, Ulvene fra evighedens skov (der ifølge Knausgårds norske forlag er en “frittstående fortsettelse“ af Morgenstjernen) står Knausgård i hvert fald stadig med paraderne højt hævet i ringhjørnet. Døden, denne eneste sikre ledesnor i livet, lader sig ikke sådan slå ud. Og når det er tilfældet, gælder det vel om at genoplive de samme gamle forsvarsmekanismer: Detaljerede beskrivelser af hverdagens allermest trivielle detaljer, hyper-(selv)bevidste iagttagelser af menneskelige interaktioner, en udefinerbar længsel. Alt sammen pakket ind i nok et persongalleri, der til forveksling kunne ligne, at Knausgård har forsøgt at snige sig selv ind ad bagdøren med paryk, blå briller og en tvivlsom russisk accent.
Hvor Morgenstjernen var en fuldfed ensemblefortælling, har Karl Ove Knausgård dog atter skruet lidt ned for armbevægelserne i Ulvene fra evighedens skov – i hvert fald til en start. De første godt 400 sider følger 19-årige Syvert fra Sørlandet i 1986, netop hjemvendt fra militæret og uden videre retning i livet. Med en norsk regeringskrise og Tjernobyl-ulykken som umærkelig baggrund trasker Syvert rundt til fodbold, til slåskamp i byen, til glemte aftaler med sin syv år yngre lillebror. Han er overbevist liberalist, køber olieaktier og tror på det frie valg, men ved alligevel ikke helt, hvilken lykke han skal smede for sig selv. Af mangel på bedre – og for at støtte sin syge mor – tager han arbejde hos en bedemand, mens en hengemt stak breve fra Syverts afdøde far pludselig truer med at ruske op i den nye hverdag. Hvorfor står de på russisk? Og hvorfor siger alle til at ham, at han bør læse Dostojevskij?
Ret beset kunne fortællingen om Syvert snildt have udgjort sin egen roman, men så nemt slipper læseren trods alt ikke hos Knausgård. Bedst som man tror, at Ulvene fra evighedens skov har fundet sit fokus, springes der i tid og sted til Moskva, hvor biologen Alevtina bakser med sit eget hverdagsfængsel. Som ung studerende drømmer hun om at lave en eksperimenterende afhandling om træers kommunikation, hun tager svampe i skoven for at mærke den besnærende tanke på kroppen. Men ak, projektet udfoldes aldrig, livet kommer i vejen, og så står man ellers der med en tvær teenagesøn og en masse lavpraktiske overvejelser om, hvilken fødselsdagsgave man skal købe til sin far. Alt flyder efterhånden sammen – lige indtil et uventet brev atter rusker op i sammenhængene…
Om det er friheden, der alligevel bliver for stor en spændetrøje, kan der kun gisnes om. Sikkert er det, at Knausgård nok engang skyder med spredehagl mod det samme mål: Døden i alle dens afskygninger. Eller som det lyder i et essay af Alevtinas veninde Vasilisa, der pludselig optræder som et lidt gumpetungt mellemspil: “Vi bærer vår død inne i oss, skriver Rilke. Barn har en liten død i seg, gamle mennesker en større død. Og alle har sin egen død.“
Fra at have været et stykke slice of life i 80’ernes Sørlandet, puster og puster Ulvene fra fra evighedens skov sig efterhånden op til en kalejdoskopisk meditation, der omfavner snart sagt alle Knausgårds filosofiske strøtanker. Det litterære fundament er stadig tilpas stærkt til ikke at blive blæst omkuld, men man bliver nu som læser lidt bange for, om forfatteren egentlig har styr på retningen. Minsandten om romanens afslutning alligevel ikke får bundet en sløjfe tilbage til Morgenstjernen.
Ja, det tog måske små 800 sider at indse, men det er altså den samme tematiske dør, vi atter skal igennem. Denne gang har Knausgård dog lettet overgangen og indskrevet en behændig nøgle. Via den ovennævnte essayist Vasilisa berettes om den religiøse russiske tænker Nikolaj Fjodorovitj Fjodorov, der legede med dødens totale afskaffelse. Snart spøger Fjodorov overalt i kulissen som en slags dyster ledestjerne for romanen. For hvad er et liv vel uden definitive konsekvenser? Eller sagt med karakterernes egne, engelsksprogede ord:
“- How could that no occur to you, that it actually means something? That it has consequences? You avoid consequences, that is why. We have only met twice, but that is pretty obvious. You are a man who avoid consequences. And I just couldn’t take that.
– Take what?
– That our meeting was without consequences.“
Hvad vi egentlig skal med Karl Ove Knausgårds nye, foreløbigt to bind lange romanprojekt fortager sig fortsat lidt i tågerne. Én ting synes nordmanden dog fast opsat på: At mødet med Morgenstjernen skal være en gravalvorlig, konsekvensfyldt oplevelse – og at man pinedød må hænge på, hvis mysteriet skal give mening. /David Dragsted
Ulvene fra evighedens skov udkommer på dansk ved forlaget Lindhardt og Ringhof d. 19. maj.