Ukraines Kalush Orchestra optræder i Eurovision-semifinalen tirsdag. Yara Nardi/Reuters/Ritzau Scanpix
Skarpt lys, lakstøvler på fødderne og glimmer i håret. Scenen til årets Eurovision er sat.
Den ellers notorisk apolitiske institution med den flødeskumsdekorerede vision om at fremme europæisk sammenhold og paneuropæisk kulturidentitet udelukkede Rusland fra at deltage i festlighederne allerede dagen efter landets invasion af Ukraine. Selvom sangene på scenen ikke må indeholde politisk indhold, gemmer den nuværende geopolitiske konflikt sig lige bag de glitrende kulisser. I bookmakernes spåkugle ser det ud til, at Ukraine vil stjæle hele showet ved at synge, danse og rappe sig endnu længere ind i Europas hjerte.
Den blå-gule solidaritet har dog en ende. Ukraine kommer nemlig ikke tættere på at blive optaget i EU foreløbigt. Den drøm slukkede Frankrigs netop genvalgte præsident Emmanuel Macron i en tale til Europa-Parlamentet i Strasbourg mandag, hvor han meddelte, at processen vil tage “flere år, i virkeligheden flere årtier“.
Macron følte sig dog måske alligevel inspireret af Eurovision-ånden, da han i stedet foreslog et nyt “europæisk politisk fællesskab“. Et fællesskab, som europæiske demokratier såsom Ukraine og Moldova, samt tidligere medlemslande såsom Storbritannien, kan blive en del af.
“Vi er nødt til at reformere vores grundlæggende regler,“ sagde Macron også i talen, der markerede afslutningen på en længerevarende borgerhøring kaldet ‘Konferencen om Europas fremtid’. Derudover åbnede Macron og EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, døren for en ændring af EU’s traktater med forslag om at afskaffe enstemmighed om alt fra udenrigspolitik til skattespørgsmål, give Europa-Parlamentet ret til lovgivningsinitiativ og skabe EU-dækkende folkeafstemninger. “Jeg har altid argumenteret for, at […] Europa bør spille en større rolle inden for eksempelvis sundhed eller forsvar,“ understregede von der Leyen.
Forsvarsforbeholdets sidste sang
På en mere afdæmpet scene onsdag aften vil partilederne herhjemme – i hvert fald dem, der anbefaler at sætte sit kryds ved “ja“ – forsøge at overdøve Macron og EU-toppen, når de mødes til den første debat om forsvarsforbeholdet.
I en kronik i Politiken søndag skrev statsministeren, at hun gerne ville “advare imod, at vi i en kritisk tid for Europa bruger kræfter på at diskutere traktatændringer og beslutningsprocedurer i samarbejdet“. Og næsten hurtigere end Macron kunne nå at sige L’Europe En Marche i Strasbourg i mandags, offentliggjorde Danmark sammen med 12 andre medlemslande, herunder Sverige, Finland og Polen en fælles erklæring, der advarede mod de europæiske ambitioner.
Midt i nedtællingen til folkeafstemningen lader den entusiastiske EU-tops drøm om et mere forpligtende fællesskab nemlig til at være Mette Frederiksen (S) og resten af ja-sidens værste mareridt. For selvom de gerne vil styrke det europæiske samarbejde ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, har de ikke lyst til at danse en europæisk sejrsdans med Macron og co. Det højlydte ”ja” har knap så meget klangbund, når det snarere er et “ja, men…“.
Med mindre end en måned til afstemningen er tæt på en tredjedel af danskere stadig i tvivl om, hvad de skal stemme d. 1. juni. Ifølge eksperter er det dog ikke opsigtsvækkende, da mange normalt først beslutter sig endeligt kort før et valg. Noget mere opsigtsvækkende er det, at en meningsmåling udarbejdet af Epinion for Dansk Ungdoms Fællesråd viser, at hver tredje mellem 18 og 30 år på nuværende tidspunkt slet ikke ved, hvad folkeafstemningen d. 1. juni handler om.
Dansk Ungdoms Fællesråds forperson, Christine Ravn Lund, mener (betalingsmur), at de tal er et “demokratisk problem“ og et “wakeup-call for os alle sammen“. “Jeg synes faktisk, at der er skandaløst lidt debat,“ siger Derek Beach, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, som reaktion på meningsmålingen. Når den nødvendige og længe ventede debat for alvor skydes i gang onsdag aften på public service-kanaler i bedste sendetid, kan de tvivlende og de unge forhåbentlig få svar på nogle af deres spørgsmål. Men når Macron blafrer med vingerne i Strasbourg, kan det også afgøre folkeafstemninger i Danmark. /Emilie Ewald