Sverige og Finland er i deres gode ret

Så skete det. Neutrale Finland og ærkeneutrale Sverige er pludselig halvandet elgmulehår fra at blive optaget som nye medlemmer af Nato, den nordatlantiske organisation for politisk og militært forsvarssamarbejde. Søndag meddelte det svenske regeringsparti Socialdemokraterna, at de støttede en ansøgning om medlemskab, og i dag diskuteres ansøgninger i de to landes respektive parlamenter, Riksdagen og Eduskunta.

Det er ikke lige til at afgøre, hvis ansøgning, der er mest overraskende. Som Føljetons Lars Trier Mogensen formulerer det andetsteds (betalingsmur), er Sverige “regerende verdensmestre i fred“ på egen jord, idet vores kære naboland ikke har været i direkte krig i godt 200 år. Det må man kalde at stå i neutralitet til halsen.

Republikken Finland har en lidt mere dunkel – eller skal vi sige speget – politisk historie. Under Anden Verdenskrig var Finland allieret med Nazityskland og Aksemagterne og kæmpede to gange mod Sovjetunionen, først i vinterkrigen 1939-40 og så i fortsættelseskrigen i 1941-44. Efter Anden Verdenskrig måtte Finland betale krigsskadeerstatning til Sovjet og afstå store landområder.

Når man i dag ser på et kort over Finland, altså rigtigt kigger på det og zoomer lidt ind og lidt ud, så er det jo påfaldende, som det ligner en aflang gevækst, der har surret sig fast på siden af det enorme Rusland. Til sammenligning kan man forsøge at forestille sig, at den danske vestkyst var næsten dobbelt så lang og at Vladimir Putins Rusland lå klinet op ad den. Ikke så rart, når man tager Ruslands udvikling som en totalitær stat i betragtning.

Så det er ikke svært at forstå, at en ansøgning om medlemskab af Nato ikke har ligget øverst på finnernes dagsorden. I stedet har Finland – ligesom i øvrigt Sverige – længe haft et tæt forhold til Nato. Som lektor Peter Viggo Jacobsen fra Forsvarsakademiet udtaler til Berlingske, vil et formelt medlemskab ikke have den store praktiske betydning, ud over at det vil gøre tingene lettere: “Men det er ikke ligefrem nogen revolution eller stor ændring. Vi har samarbejdet med dem i årevis.“

Men symbolsk så! Da den finske præsident Sauli Niinistö forleden greb knoglen og ringede til Putin for at fortælle om Finlands intentioner om at komme ind i Nato-varmen, må han have kunnet mærke historiens vingesus, mens han hørte sin egen stemme og Putins tilbageholdte åndedrag.

Ifølge det statslige russiske nyhedsbureaus Tass’ korte sammenfatning af samtalen lød det næsten, som om Putin var til at tale med, selv om hans hær angiveligt har mistet en tredjedel af den angrebsstyrke, der er blevet sat ind mod Ukraine. “Vladimir Putin understregede, at det ville være fejlagtigt at opgive den traditionelle militærneutralitetspolitik, eftersom der ikke er nogen trussel mod Finlands sikkerhed. En sådan ændring i landets udenrigspolitik kan have en negativ indvirkning på de russisk-finske relationer, som er blevet skabt i en god ånd,“ forlød det fra Kremls pressetjeneste.

Men mandag var den russiske regering tilbage med sin velkendte retorik. “Dette er endnu en alvorlig fejltagelse med vidtrækkende konsekvenser,“ udtalte Ruslands viceudenrigsminister Sergej Rjabkov. “Det er ærgerligt, at sund fornuft bliver ofret til fordel for nogle fantom-agtige forestillinger om, hvad der bør gøres i den nuværende situation,“ fortsatte han og tilføjede: “De bør ikke nære nogen illusioner om, at vi vil finde os i det.“

Som mange politiske og militære kommentatorer har været inde på de seneste måneder, har Putins angrebskrig i Ukraine haft den stik modsatte effekt af, hvad han havde forventet. EU står mere sammen, og Nato er blevet styrket. Rykker Nato nu ‘for tæt på’ Rusland? Den russiske regering har tidligere påpeget, at USA’s daværende udenrigsminister James Baker i 1990 lovede, at Nato ikke ville rykke længere mod øst. Men 18 måneder senere faldt Warszawa-pagten fra hinanden. Der var en ny virkelighed. Og som The Economist er inde på i en leder (betalingsmur) mandag, så er Nato i sin gode ret: “Ifølge Helsingfors-erklæringen, som blev underskrevet i 1975 af bl.a. Sovjetunionen, har ethvert land ret til at vælge sin egen alliance.“

Den store bekymring er, at Putin er presset op i et hjørne. Det er noget af en kattepine, han har skabt sig. Hvordan slipper han ud? /Oliver Stilling