Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix
Meget er sket siden Kendrick Lamar udgav DAMN. i 2017. Hiphoppens ukronede (og Pulitzer-prisvindende) konge har af samme grund godt travlt på sit nye album Mr. Morale & The Big Steppers. Der er snart sagt ikke det emne, Kendrick ikke lige skal nå at komme forbi på den dobbeltsidede, 1 time og 13 minutter lange plade: generations- og familietraumer, egodød, systemisk racisme, berømmelsens skyggesider, homo- og transfobi, overgreb, spiritualitet, afgudsdyrkelse og cancel culture. Efter fem lange års ventetid er det, som om rapperen simpelthen vil gøre regnskabet for alle de problemstillinger, kollegaer blot har skøjtet (og rimet) let henover i Kendricks fravær. Mindre kan vist heller ikke gøre det, når man er på toppen af sin karriere, og desuden kan tackle en mikrofon på måder, der er de færreste forundt.
Dermed ikke sagt, at Kendrick Lamar nødvendigvis leverer hiphoppens nye stentavler med Mr. Morale & The Big Steppers. Snarere er Kendrick pinligt bevidst om sin egen ophøjede rolle, og hvordan heller ikke han har alle de rigtige svar. “Kendrick made you think about it, but he is not your savior,“ siger han på “Saviour“. “I can’t please everybody,“ messes der på “Crown“. “Sorry I didn’t save the world, my friend/ I was too busy buildin’ mine again,“ rappes der på afslutningsnummeret “Mirror“. Kendrick frabeder sig på forhånd den helgenkåring, det storstilede comeback nemt kan afføde. I stedet udstiller stjernen sine egne mangler, ar og hårdt tilkæmpede erkendelser – tilsat en god portion jazz, soul og trapbeats.
“I grieve different,“ lyder refrænet på albummets første nummer. Med udgangspunkt i egen opvækst zoomer Kendrick Lamar ind på traumets ubehagelige natur for efterfølgende at udvide rammerne for sorgen. Idéen om en generational curse, den sociale arv, der evindeligt løber i ring, fungerer som en tematisk rettesnor for Mr. Morale & The Big Steppers, hvorunder alle Kendricks øvrige kommentarer og iagttagelser kan tage form. “I come from a generation of…“ udbryder rapperen flere gange på albummet, som en påmindelse om, at der er mere på spil end den enkeltes synder – omend det også kan være en svær samtale at tage: “A conversation not bein’ addressed in Black families/ The devastation, hauntin’ generations and humanity/ They raped our mothers, then they raped our sisters/ Then they made us watch, then made us rape each other/ Psychotic torture between our lives we ain’t recovered,“ rapper Kendrick Lamar på albummets emotionelle højdepunkt “Mother I Sober“.
Med Mr. Morale & The Big Steppers har rapperen – kort fortalt – skabt atter et vidtforgrenende konceptalbum, der nok skal optage både hiphopelskere og tekstkritikere det næste lange stykke tid. Og så er vi slet ikke begyndt at snakke om selve musikken, der synes at være et sammenkog af klassiske Kendrick-toner og nyere hiphop-idéer, altid udforskende, aldrig overskyggende de mange hårdtslående bars. Ja, eller de mange gæsteoptrædener, der tæller alt fra Kendricks fætter Baby Keem til Beth Gibbons fra Portishead og den kontroversielle, voldtægtsanklagede rapper Kodak Black (som Kendrick har fået massiv kritik for at inkludere). Sådan må det vel blive, når man har at gøre med en førsteklasses historiefortæller, der kun synes at få mere og mere på hjerte. /David Dragsted