“Vi er fanget i en endeløs spiral, hvor vi hele tiden efterspørger mere politi“

En debat, der aldrig rigtig har fået fodfæste i Danmark, er kritikken af fængselssystemet. Siden 1970’erne har såkaldte fængselsabolitionister som bl.a. aktivist og professor Angela Y. Davis aktivt kritiseret det amerikanske fængselssystem for at være grundlæggende racistisk i dets opbygning. Sammenholdt med at meget lidt tyder på, at hårdere straffe rent faktisk virker, har det ført til diskussioner om, hvorfor frihedsberøvelse fortsat og ukritisk er den mest udbredte metode til genopretning.

Med det øgede fokus på brutale politimord har modstanderne med fornyet autoritet kunne pege på, at både politi og fængselsvæsen i USA er underlagt grundlæggende ødelagte strukturer. Det har genantændt diskussionen om, hvorvidt politiet i sin essens fungerer fredsbevarende eller voldsoptrappende og om det i samarbejde med domstolene opretholder racisme i samfundet.

Selvom det privatiserede amerikanske fængselssystem i nogen grad er forskelligt fra, hvad vi kender herhjemme, bliver vi også på det europæiske kontinent nødt til at konfrontere vores forhold til forbrydelse og straf. Det mener aktivist og ph.d. i statskundskab fra Berkeley University, Françoise Vergès. I sin seneste bog A Feminist Theory of Violence (2021) kritiserer hun bl.a. den hvide feminisme for at købe ind på voldens præmisser ved at forsøge at bekæmpe kønsbaseret vold og voldtægt igennem forhøjede strafferammer – fx i forbindelse med samtykkelovgivning.

Føljeton har mødt en af den dekoloniale feminismes vigtigste stemmer til en snak om, hvorfor fængselsstraffe ikke er nøglen til fredeligere samfund. Det her er andet afsnit i en længere samtale om vold og racisme på det europæiske kontinent.

Sidste år vedtog Danmark en samtykkelov, der skulle erstatte en ret forældet voldtægtsbestemmelse. Den var de fleste tilfredse med, selvom mange af de aktivister, der lobbyede for loven, nok ville være enige med dig i, at fængselssystemet og politiet har en række udfordringer og ikke er den endelige løsning på problemet. Hvad er udfordringen ved at forsøge at lovgive sig ud af problematikken om fx voldtægt?

Idéen bygger jo på en forestilling om, at ethvert socialt problem kan løses igennem lovændringer. At forsøge sig med lovændringer viser en skrantende forestillingsevne og som konsekvens af det – manglen på alternative løsninger. Derfor ser vi feministiske aktivister, der vælger at gå lovens vej og fodre politikerne med det nødvendige sprogbrug, der legitimerer behovet for nye love.

På den måde får man en utrolig akkumulering af nye love, der ikke rigtig ændrer noget i samfundet. Jeg forstår den rolle, loven kan spille, men spørgsmålet om vold og spørgsmålet om beskyttelse mod racistisk, sexistisk, homofobisk vold kan ikke udelukkende placeres i hænderne på loven, på politiet og på staten. Truslen om straf forhindrer ikke vold. Det kan få en person til at tøve med at yde vold, men det betyder ikke, han forstår, hvorfor han skal opføre sig anderledes overfor kvinder, mænd, sorte eller brune mennesker. Han kommer muligvis til at lægge bånd på sig selv, men det er ikke en transformerende handling.

Du skriver, at vi i Europa er vokset op i det samme system og er opdraget til at løse konflikt på den samme måde; en måde, der har sin rod i straffesystemet. På sin vis giver det vel også mening, at også feminister bliver inden for grænserne af det system, de har lært at søge retfærdighed igennem, når det kommer til bekæmpelse af fx kønsbaseret vold? 

Ja, for systemet er skruet sådan sammen, at man haster mod den løsning, der virker mest logisk, og som hurtigst kan effektueres. Men aktivt at forestille sig en anden verden, hvor vold adresseres anderledes end ved at sende primært mænd i fængsel, kalder på større opfindsomhed. Når de feminister, der går ind for fængselsstraffe, vil sende voldelige mænd i fængsel, så adresserer de ikke de kulturelle koder, der ligger i den vold. Hvor mange mænd skal vi smide i fængsel? Dem allesammen? Fængslet er et meget voldeligt sted, så hvordan skulle det være muligt at overkomme vold ved at producere og bidrage til vold? Den verden, mænd tilbydes, er en, hvor man ikke må være en “pussy“, og hvor man – for at bevise man er en mand – skal kunne yde vold. Feminisme, der søger løsninger igennem fængselssystemet, adresserer ikke spørgsmålet om, hvordan vi skaber et samfund, hvor mænd ikke er dømt til at blive voldelige mænd.

Men kan man ikke sige, at når man kritiserer de her love og den beskyttelse, de trods alt kan yde, så bliver det bare endnu sværere for marginaliserede kvinder at opnå en form for sikkerhed? 

Jeg forstår bekymringen, men det er for let. Vi er fanget i en endeløs spiral, hvor vi hele tiden efterspørger mere politi og flere love, samtidig med at samfundet bliver mere voldeligt. Men hvis vi ikke ændrer på, at monopolet på at yde beskyttelse udelukkende ligger hos staten, som giver det til militæret, så accepterer vi nationalstater, der starter en krig her og indfører anti-immigrant lovgivning der – alt sammen i sikkerhedens navn. Vold eksisterer, og der er en rovdrift på kvinder. Og automatreaktionen på det er muligvis at smide folk i fængsel. Men se på, hvad det system rent faktisk ændrer. USA har haft dødsstraf i årtier. Har det ændret noget i forhold til volden? Har det ændret noget i Iran? I Saudi Arabien? Ændrer det noget i forhold til den vold?

Jeg er enig i, at det er svært at forestille sig afskaffelsen af fængsler. Jeg forstår begæret efter hævn over de mennesker, der har udsat mig for vold, banket mig, ydmyget mig, voldtaget mig. Vil hævn bringe mig trøst? Muligvis. Jeg afviser det ikke. Men kan vi leve i en atmosfære af konstant vold, af konstante hævngerninger? Det er destruktivt. Der må tænkes videre, vi må overveje om ikke det at tage til genmæle er bedre end at få hævn. Og den bedste måde at gøre det på, er ved at blive fri. Den bedste hævn for slaverne var at få deres frihed. For de undertrykte, for sorte kvinder, brune kvinder, for queerpersoner. Frihed fra undertrykkelse. Vi bliver nødt til at kæmpe imod undertrykkelse og udnyttelse, og det er ofte hårdt, svært og frustrerende. Men det er også fyldt med glæde og kærlighed.

Hvad ville være en mere transformativ tilgang til at bekæmpe vold? Hvad kan stå i stedet for straf? 

Uddannelse. Og den bliver nødt til at starte med børnene. At lære drenge at de ikke behøver opføre sig voldeligt for at blive mænd. At lære pigerne selvforsvar. At kæmpe imod racisme, imperialisme, militarisering.

Det overrasker mig, at du bringer selvforsvar på banen. At lære små piger at forsvare sig selv bygger vel på antagelsen om, at der er noget – og særligt nogen – at være bange for. Hvilket der jo også er, men… 

Når jeg taler om selvforsvar, så taler jeg ikke kun at lære at kæmpe imod vold, selvom det er et vigtigt aspekt. Jeg taler om at lære at samarbejde, støtte hinanden og skabe forbindelser. At lære at overkomme den her følelse af magtesløshed, det kalder jeg selvforsvar. Vi har ikke alle sammen fysisk styrke og mod til at kæmpe med våben. Men man skal kunne forsvare sig selv og andre, for selvfølgelig er der nogen former for vold, som skal standses øjeblikkeligt og med alle mulige midler. Men vi bliver nødt til at lægge os i selen for at tænke i alternativer fremfor at forlade os på politiet, der selv er en struktur, der skaber og promoverer vold. Det er ikke let, men vi bliver nødt til det. Ellers lever vi i en atmosfære af konstant vold, og det er der ikke nogen, der kan holde til. /Asta Kongsted 

A Feminist Theory of Violence er netop blevet udgivet på engelsk hos Pluto Press.