”Så længe man bare har ét styks ung lækker røv”

Mandschauvinisterne har fået comeback. For fuld musik. Den republikanske præsidentkandidat Donald Trump har en årelang historie med at tage de lumre og sexistiske ord for pålydende. Han elsker at vække opsigt med sin retro-patriarkalske tilgang til køn og ligestilling:

”Min yndlingsscene er, da Samuel L. Jackson tager sin pistol frem i ‘Pulp Fiction’ og fortæller vennen, at hans kæreste skal holde sin kæft. Fortæl kællingen, at hun skal holde kæft. ‘Sig: Slap af, kælling’. Jeg elsker de replikker,” fortæller Donald Trump. Og absolut ingen tvivler på ham. For Trump har et imponerende stort bagkatalog af fornedrende udtalelser om kvinder.

Kombinationen af en utæmmet lyst til at tale om sex, hang til lumre provokationer og en endnu større trang til at fremstå som nationens førsteelsker har igen og igen fået Donald Trump til at udtale sig med et næsten dyrisk begær. Og vælgereffekten er ikke udeblevet: Alle udsnit af kvinder – selv gifte kernefamiliekvinder, som Republikanerne plejer at vinde blandt – har en negativ opfattelse af Trump. Ud fra en konventionel logik har han dermed tabt på forhånd til Hillary Clinton.

Når dertil lægges, at 63 procent af yngre kvinder, de såkaldte Millennials, ligefrem finder Trump ”skræmmende”, er valgmatematikken i udgangspunkt umulig for Donald Trump. Alene derfor kunne man forvente, at han ville beherske sig, nedtone sine udbrud og i stedet forsøge at charmere flere kvindelige vælgere.

Men sådan tænker ’The Donald’ ikke. Tværtimod har han valgkampen igennem kørt sin egen udgave af en macho-stil. Efter han havde udslettet de andre kandidater blandt republikanerne rettede han skytset mod USA’s højest placerede kvinde, nationalbankdirektør Janet Yellen – hun skal fyres som den første, hvis han bliver præsident.

I den bredere offentlighed markerede han sig for alvor i en stribe interviews i begyndelsen af 1990’erne. Først i magasinet Esquire, hvor Trump bramfrit afviste, at den begyndende kritik gjorde indryk på ham: ”Ved du hvad, det betyder ikke så meget, hvad medierne skriver, så længe man bare har ét styks ung, lækker røv”.

Nogle år forinden havde han købt sig ind i den internationale skønhedskonkurrence, Miss Universe, og han trådte frem som en bralrende playboy, der primært værdsætter kvinder på deres udseende og krop. Og ofte ringeagter dem. Trump har gjort det til et adelsmærke at nedværdige kvinder på en så grovkornet måde, at det fremstår både værtshussjovt og dehumaniserende. Trump omtaler ofte kvinder med en sprogbrug, der ellers kun anvendes om dyr.

I et berømt og berygtet levemands-interview’, som vennen Philip Johnson lavede, i magasinet ‘New York’ i 1992, og til hvilket de sammen turede rundt på Manhattan, citeres Trump for karrierens mest skændende udtalelser om kvinder: ”Hans afsky for smukke kvinder, der har ladet sig misbruge, er bundløs, og han kan mange historier om supermodeller – kvinder, som han vil give karakteren 12 – der har kastet sig om benene på rockstjerner, som sparker dem væk. ‘Man er nødt til at behandle dem som lort’. Han har selv været utro,” skriver Philip Johnson, og konstaterer senere i interviewet: »Du ville blive en god mafioso«, hvortil Trump stolt svarer: ”Én af de bedste”.

Det er selvfølgelig formuleringen om, at ”man er nødt til at behandle dem som lort”, der har skabt ramaskrig, og som også er blevet trukket hyppigt frem under valgkampen. Aggressionen mod kvinder stoppede nemlig langt fra i 1990’erne. Den næste skelsættende begivenhed opstod i 2006, da Trump som dommer i ’The Apprentice’ – hvor han i øvrigt pralede med, at alle de kvindelige deltagere flirtede med ham – nægtede at fyre den daværende Miss USA Tara Conner, som netop var blevet afsløret i stofmisbrug: ”Jeg har altid være tilhænger af at give folk en ekstra chance. Tara er en god person. Hun har kæmpet hårdt”.

Medværten på tv-programmet ‘The View’, komikeren Rosie O’Donnell, angreb straks Donald Trump for at være uden moral og for at være økonomisk bankerot – han mindede hende om en ”slangeolie-sælger fra ‘Det Lille Hus på Prærien’”. Hun fortsatte: ”Han forlod sin kone for en affære, fik børn begge gange og har et moralsk kompas som en 20-årig”. Rosie O’Donnell fremturede således selv med en både lummer og umiddelbart snerpet bornerthed.

Trump slog øjeblikkeligt tilbage og udtalte til et ugeblad: ”Rosie er en taber. En rigtig taber. Jeg ser frem til at tage rigtig mange penge fra min lille, fede Rosie”. Og siden da har Trump udnyttet enhver tænkelig lejlighed til at fornærme den nu 54-årige Rosie O’Donnell. Hun er hans yndlingshadeobjekt, og han gik tilmed på tv samme aften som ugeblads-interviewet og sagde:

”Rosie O’Donnell er ulækker – både indeni og uden på. Kig på hende, hun er frastødende. Hvordan har hun overhovedet fået lov til at komme på tv? Hvis jeg styrede ‘The View’, ville jeg fyre Rosie. Jeg ville kigge hende lige ind i hendes fede, grimme ansigt og sige: ‘Du er fyret’. Vi er mange, som er lidt buttede, men Rosie er den værste. Men det er ikke kun hendes overvægt, hun er en uattraktiv person. Det er meget heldigt for Rosie, at hun har en pigekæreste. Og hun må hellere være forsigtig, for ellers sender jeg en af mine venner over og samler hendes kæreste op. Hvorfor ville nogen bo hos Rosie, hvis de havde et valg?”.

Vendettaen mod Rosie O’Donnell er blevet et grundskud for Trump. Hun står som symbolet på hans kamp mod frie kvinder, der er lige så rappe i kæften som ham selv. Spørgsmålet er dog, om de mange vulgære angreb på kendte kvinder er værre eller blot forskellige fra hans über-seksuelt ladede angreb på prominente mænd: Hader Trump kvinder? Eller er han simpelthen ubehøvlet og nedgørende over for alle, der stiller sig i vejen for ham?
Da han mødte sin nuværende kone, Melania Knauss, havde han sin kæreste, norske Celina Midelfart, med på Kit Kat Club i New York City, men fik alligevel vristet et telefonnummer ud.

Men kurtiseringen stopper brat ved vuggen. Da Melania var gravid med hans femte barn, bliver Trump spurgt om han nogensinde skifter ble: ”Nej, det gør jeg ikke. Der er mange kvinder, der kræver, at deres mænd skal opføre sig som husmødre – og der er mange mænd, der finder sig i det. Men jeg har en anden type kone. Og ville nok ikke have flere børn, hvis jeg, du ved, det er bare ikke min ting. Jeg skal nok betale, men hun skal tage sig af børnene. Det er ikke mig, der tager børnene med på en gåtur ned i Central Park”.

Èn af de skarpeste, amerikanske skribenter i den yngre generation, forfatterjournalisten Franklin Foer – som er tidligere redaktør for The New Republic, forfatter til den anbefalelsesværdigt begavede bog ’How Soccer Explains the World: An Unlikely Theory of Globalization’ og bror til bestsellerforfatteren Jonathan Safran Foer – er ikke i tvivl. Han kalder Trump for misogynist:

”Donald Trump har én kerneoverbevisning. Det er ikke minimalstaten. Han var for et offentligt sundhedsvæsen, før han var imod det. Det er heller ikke økonomisk populisme. Trods mange års snak om nødvendigheden af topbeskatning af de rigeste, vil han nu skære deres satser ned til småbidder. Trump har hævdet, at hans ikke-lineære tilgang til politik er en dyd. At kunne lukke handelen er dét, der i sidste ende betyder noget, har han sagt, ikke renskuret troskab over for en overbevisning. Men der findes én ideologi, han holder fast i med oprigtighed og i praksis med urokkelig inderlighed: kvindehad”.

Franklin Foer fortsætter – og rammer her endnu mere præcist: ”Trump vil have os til at vide alt om sit sexliv. Han betragter ikke sex som et privat anliggende. Det er noget, han udbasunerer for at vise sin dominans over både mænd og kvinder. I hans verden er det at behandle kvinder som kød en nødvendighed for at kunne vinde – og at vinde er det altafgørende”.

Misogyni er et gammelt begreb, næsten lige så oprindeligt i civilisationens vugge som luder-madonna-komplekset. Ordet kommer fra græsk ‘μίσος’ (misos) = had, og ’γυνη’ (gunê) = kvinde, og i oldtidens Grækenland var hierarkiet bestemt heller ikke til diskussion.

Aristoteles kaldte kvinder for deforme og ufuldstændige undermennesker, der manglede tænder, havde koldere blod i årene og i det hele taget måtte holdes i kort snor – af mændene. Dette patriarkalske kvindesyn har siden hen domineret samfundsordenen, og gør det stadig i størstedelen af verden. Men at have en opfattelse af et naturbestemt hierarki mellem mænd og kvinder er imidlertid ikke det samme – nødvendigvis – som at være kvindehader.

Man kan med fordel skelne mellem kvindehad, sexisme og patriarkalisme, i hvert fald hvis man vil forstå impulsen hos en Casanova-wannabe som Donald Trump. Selv siger han: ”Jeg er ikke en korsfarer for feminisme, og jeg er heller ikke imod. Jeg er ligeglad med personers køn, når det kommer til at ansætte folk og uddelegere arbejdsopgaver,” udtaler Trump i bogen ’Surviving at the Top’, og sætter trumf på: ”For mig er kombinationen af skønhed og hjerne helt uimodståelig. Jeg var nok lidt naiv, og troede – måske påvirket af Hollywood, som så mange andre mænd – at en kvinde ikke kunne have begge”.

Feministiske historikere ynder at finde gamle, mandschauvinistiske citater frem, der bruges som skamstøtter over den herskende misogyni, og der er mange hyldemeter af bøger og skrifter at komme efter, eksempelvis Friedrich Nietzsches ord i ‘Sådan talte Zarathustra’: ”Kvinder er som katte eller fugle. I bedste fald køer”, og ”Går du til kvinden, nuvel, glem da ej pisken”.

En nærmere læsning vil dog åbenbare, at anskuelsen ikke er egentlig misogyn, altså kvindehadende, snarere patriarkalsk. Nietzsche skriver andetsteds: ”Der er to ting en rigtig mand kan lide – fare og leg; og han kan lide kvinden, fordi hun er det farligste legetøj”. Han lovpriser sågar ’superkvinden’, som et yderst sjældent, men ikke desto mindre et højere og mere udspekuleret væsen end manden. Således talte Nietzsche – og han er en oplagt nøgle til at forstå Donald Trumps patriarkalske magtbegær.

Alene kapiteltitlerne i et hovedværk som ’Ecce Homo’ fra 1908 virker som inspirationskilder til Trumps egne bøger: ”Warum ich so weise bin”, ”Warum ich so klug bin” og ”Warum ich so gute Bücher schreibe”. Forbindelsen mellem Nietzsche og Trump er også blevet trukket klart op i debatten, ja, ’The Donald’ er blevet sammenlignet med Anti-Krist:

”Kernen i Trumps ‘nietzscheanisme’ bygger videre på idéen om den stærkes ret – i opgøret med den svages moral, der har præget den vestlige verden siden Jesus inspirerede til et slaveoprør i moralen. Før kristendommen regerede den stærke over de svage, og begge parter betragtede forholdet som en naturlig orden. Men Jesus prædikede en anden lære: at den stærkes ubarmhjertighed var syndig; at Gud elsker de magtesløse mest; at vinderen fortjener at tabe; at de undertrykte har ret – og får det,” skriver magasinredaktøren Damon Linker, og pointerer, at Nietzsche ydermere mente, at denne undermenneske-moral var på kanten af kollaps, og at et nyt, stærkere og sundere regime snart ville tage over: ”Trump gør det utvetydigt klart, at han ser verden gennem netop sådan en nietzscheansk prisme”.

Frygten for Trump kan således også forklares med, at han fremstår som en urfaderlig kætter, der udfordrer Gud som patriarken. Mange præster er derfor nervøse ved mere og andet end bandeordene og bikini-pigerne. Trump betragtes som en ugudelig faderfigur, der forfører menighederne med en kættersk tanke om den stærkes ret, pakket ind i plumpe udfald mod fromhed, næstekærlighed og politisk korrekthed:

”Nietzsches projekt handlede om at vise, at moral er vilkårlig, og at magt er alt. I virkeligheden var hans projekt at udstille, at den magtfulde definerer moralen, og at pøblen blot følger den magtfulde. Når man betragter Trumps popularitetsbølge er det svært ikke at se parallellen,” skriver præsten Austin Carty – i en sær form for forbrødring mellem konservativt kristne og liberale feminister.

Den afsky, som veluddannede kvinder lægger for dagen i forhold til Trump, virker omvendt proportional med hans gennemslagskraft blandt de kortuddannede mænd, der dels har mistet deres hårde, manuelle jobs, og dels har svært ved at navigere i en ny verden, hvor kvinder generelt klarer sig bedre i uddannelsessystemet. Trumps patriarkalske appel kan virke primitiv, men fænger overraskende nok også an blandt nogle få konservative kvinder. Men langt fra alle.

Valgkampens mest fortættede, patriarkalske episode opstod torsdag d. 6. august under Fox News-debatten mellem de republikanske kandidater. Journalisten og værten for ’The Kelly Files’, den 45-årige Megyn Kelly, spurgte ham direkte: ”Du har kaldt kvinder, som du ikke kan lide, for svin, hunde, drog og ulækre dyr. Din Twitter-konto har flere…”. Trump afbrød straks: ”Kun Rosie O’Donnell”.

Men Megyn Kelly fortsatte ufortrødent: ”Din Twitter-konto har flere nedsættende kommentarer om kvinders udseende. Du fortalte engang en deltager i ‘Celebrity Apprentice’, at det ville være et smukt syn at se hende på knæ. Lyder det for dig som temperamentet for en mand, som vi skulle vælge som præsident? Og hvordan vil du besvare anklagen fra Hillary Clinton, som er den sandsynlige Demokratiske kandidat, at du er en del af en anti-kvindekamp?”.

I første omgang svarede ’The Donald’ tilbage med en svada mod Kina og politisk korrekthed. Men reaktionen kom få timer senere. Donald Trump re-tweetede teksten: ”Fox-seerne giver lave karakterer til bimboen @MegynKelly”. At han besvarede Megyn Kellys spørgsmål ved at kalde hende for en dulle, fik straks de sociale medier til at overophede i arrigskab. Men for Trump selv var dét kun ouverturen.

I et interview på CNN udtalte Trump fredag aften: ”Hun begynder at spørge mig om alle mulige latterlige spørgsmål. Man kunne se blodet komme ud af øjnene. Ud af hendes… wherever. Efter min mening var hun ude af balance”.

Angrebet er i første omgang en lummer anklage om, at Megyn Kelly kun var kritisk, fordi hun var irritabel på grund af menstruation. Kort sagt: Et nedrigt slag under bæltestedet. Ren sexisme. Men Trump spiller samtidig på den oldgamle forestilling om kvinden som en heks – den farlige, utæmmede troldkælling.

Helt tilbage fra hekseprocesserne i 1692 i Salem, Massachusetts, har uafhængige kvinder været mistænkt og anklaget for at ville omstyrte samfundsordenen.

Mange har forsøgt at forstå, hvorfor Trump gav sig selv ‘det røde kort’, og to forklaringer står tilbage: enten at Megyn Kelly fungerede som stedfortræder i smædeangrebet, og at den rette skydeskive var Hillary Clinton, og at seancen således skal ses som en knap så subtil måde at problematisere kvinder i ledende stillinger, eller at han angreb Megyn Kelly, fordi hun er én af de mest prominente, konservative meningsdannere.

Skribenten Callum Borchers sværger til det sidste: ”Kelly er en uopnåelig, kvindelig klippe, som har kradset i hans ego – og så er hun tilfældigvis også vært på et program, der sendes på et af de tidspunkter, hvor der er flest seere blandt netop de republikanske vælgere, som Trump desperat ønsker at komme i kontakt med. Det er opskriften på masser af vrede”.

Ifølge Borchers angreb Trump ganske enkelt Megyn Kelly, fordi hun er den mest magtfulde, konservative medievært, som han endnu ikke har kunnet få til at rose ham for åben skærm.

Grundlæggeren af ‘The Everyday Sexism Project’, Laura Bates, ser Trumps blod-udskamning som et eklatant udtryk for, hvordan kvinder svines til og nedværdiges seksuelt i offentligheden: ”Det her er ikke blot et udbrud, et drama, en fejde eller lidt brok. Det er et ubarmhjertigt og kvindefjendsk misbrug af en højt profileret kvinde, der bare passer sit arbejde. Problemet med, at en kvinde bliver angrebet på en sådan måde på nationalt tv, er, at det får en dominoeffekt, der medfører, at hun også bliver udsat for andre sexistiske angreb,” skriver Laura Bates.

Hun opregner klinisk, at Trump-tilhængere på sociale medier i løbet af ingen tid havde kaldt Megyn Kelly for ‘bitch’ 432 gange, ‘bimbo’ 404 gange, ‘whore’ 88 gange og ‘cunt’ 34 gange.

Plathederne har et formål: Hillary Clinton spøger i kulissen, hver gang Trump taler om kvinder i valgkampen. 70-årige Donald Trumps forhold til den 68-årige Hillary Clinton er lige så modsætningsfyldt som hans skiftende holdning til de fleste centrale samfundsspørgsmål. På den ene side inviterede han både Hillary og Bill Clinton med til sit seneste bryllup, gav hende penge-donationer, da hun stillede op som senator i staten New York og har kaldt hende for en ”fantastisk kvinde”.

På den anden side har han også betegnet hende som den »værste udenrigsminister i USA’s historie« og flere gange udtalt, at hun er for svag til at blive præsident. Efter valgsejren i Indiana i april trykkede Trump perfiditeterne helt i bund: ”Hvis Hillary Clinton var en mand, tror jeg ikke, hun ville kunne få fem procent af stemmerne. Det eneste, hun har for sig, er kvindekortet. Det smukke er, at kvinderne ikke engang kan lide hende«.
Opgørene med Hillary har stærke seksuelle overtoner. Sidste forår re-tweetede Trump en slibrig besked:

”Hvis Hillary Clinton ikke kan tilfredsstille sin mand, hvad får hende så til at tro, at hun kan tilfredsstille Amerika?”.

Kort efter forsøgte Trump at slette det meget direkte forsøg på at minde vælgerne om den gamle, absurde Monica Lewinsky-’sag’. Internettet glemmer imidlertid aldrig, så budskabet forsatte i fri cirkulation, og fik dermed den ønskede effekt: Trump fik udstillet Hillary som en ydmyget kvinde, et halehæng, der tidligere har fundet sig i at blive nedværdiget offentligt, og som derfor heller ikke vil slå igen som præsident, når USA bliver angrebet.

Han udstiller hende desuden som først og sidst et sexobjekt og endda et udueligt et – og gør hende dermed til grin som kandidat til Amerikas mest magtfulde post. Som en klassisk ydmygelsesstrategi forsøger Donald Trump åbenlyst at udskamme Hillary seksuelt, før de skal duellere direkte. Dermed håber han at kunne piske en modvillig stemning op og mobilisere de mange vælgere, også blandt Demokraterne og Bernie-støtterne, som synes at hade Hillary Clinton.

Under et rally i december i Grand Rapids, Michigan gik Trump til angreb på Hillary Clinton, fordi hun under reklamepausen i en tv-debat var gået på toilettet: ”Hvor gik hun hen?” råbte han til de over 7000 fremmødte: ”Jeg ved, hvor hun gik hen. Det er klamt. Jeg vil ikke tale om det,” sagde han og lavede vredne ansigtsgrimasser.

Donald Trump er en løjerlig form for playboy. Han hævder, at han aldrig har drukket alkohol, aldrig røget tobak eller aldrig blot nippet til en kop kaffe. Men i forhold til kvinder har han aldrig holdt sig tilbage. Mest bizart og uhyggeligt udtalte Trump sig, da han medvirkede i tv-showet ’The View’, ja, paradoksalt nok det samme program, som Rosie O’Donnell havde været vært på: ”Hvis Ivanka ikke var min datter, ville jeg måske tage på date med hende”. Publikum grinede højt, men usikkert, og medværten Joy Behar brød forbløffet ind: ”Hvem er du egentlig? Woody Allen?”.

I et af de mange karlekammeragtige samtaler for åben mikrofon, som radioværten Howard Stern havde med Donald Trump i slutningen af 1990’erne, sammenligner han sine sex-eskapader med Vietnam-krigen – fordi han formåede at slippe levende gennem 1980’ernes kønssygdomme, ikke mindst aids: ”Jeg har været så heldig i forhold til hele den verden. Det er farligt derude. Det er skræmmende, ligesom Vietnam. Det var mit personlige Vietnam, og jeg føler mig som en stor, modig soldat”.

Sex-hypokonderiet stoppede ham dog ikke: ”Ofte når jeg gik i seng med én af verdens topkvinder, tænkte jeg for mig selv – og tænkte på mig selv som en knægt fra Queens – ‘Tror du dine egne øjne?”.

Trump fik for alvor afløb for sin trang til smukke kvinder, da han i 1996 købte ’Miss Universe’, en af verdens tre største skønhedskonkurrencer: ”Ærligt talt, da jeg købte Miss Universe blev badedragterne mindre, de høje hæle højere – og seertallene steg”.

I dag har han frasolgt rettighederne til også ‘Miss USA’ og ‘Miss Teen USA’, men i en årrække forspildte Trump ikke en lejlighed til at sole sig i spotlyset fra de unge, tynde kvinder, der ifølge flere deltageres vidnesbyrd følte sig endnu mere ydmyget af ejeren ude bag scenetæppet, end de feministiske kritikere har gjort sig begreb om. Både før, under og efter skønhedskonkurrencerne påtalte Donald Trump deltagernes vægt, og han står som et kanonisk eksempel på, hvordan kvinder gøres til objekter og ting. Eller som han selv siger med en typisk trumpisme: ”Skønhed og elegance, om det er hos en kvinde, en bygning eller et kunstværk er ikke kun noget overfladisk eller noget pænt at se på”.

I kongerækken af amerikanske præsidenter forsøger Trump at skrive sig selv ind ved siden af John F. Kennedy. Residensen i Palm Beach, Florida, er ved at blive ombygget til en kopi af JFK’s berømte ‘Winter White House’, som ligger tæt ved – på samme måde som Elvis Presley fik opsat tre tv-skærme i Graceland, fordi han på en rundtur havde set, at præsident Lyndon B. Johnson have det samme i Det Hvide Hus – og Melania Trump skulle sågar være godt i gang med at blive stylet som en reinkarnation af Jackie Kennedy.

Men i den direkte sammenligning mellem de to kvindebedårere, er det snarere JFK’s glamourøse affære med Hollywood-divaen Marilyn Monroe, der spøger, ikke mindst hos Donald Trump selv. Gennem årene har han gjort sig mange ihærdige bestræbelser på at finde en berømt kvinde, der også kunne kaste glans over ham. Den største besættelse har handlet om engelske Diana Frances Spencer, bedre kendt som Lady Di. Trump skulle have kaldt hende for den »ultimative trofækvinde«, men ifølge en hofdame var følelserne ikke gengældte, idet Lady Di skulle have sagt om Trump: ”Han giver mig myrekryb”.

I avisinterviews har Trump pralet med at have haft affærer med stort set alle 1980’ernes attråede kvinder, fra Madonna til Kim Basinger. Den største, reelle erobring var dog Carla Bruni Tedeschi, som i dag er gift med Frankrigs tidligere præsident Nicolas Sarkozy og som dengang kom ud af et forhold med Mick Jagger fra Rolling Stones. Men Carla Bruni har heller ikke hjulpet til at styrke hans omdømme: ”Trump er helt oplagt en galning. Jeg er dybt flov over det. Jeg har kun mødt ham én gang, for et år siden, til en stor velgørenhedsfest i New York. Jeg har ikke set ham siden,” udtalte den senere præsidentfrue.

I tilfælde af at Nicolas Sarkozy gør comeback og indtager Élysée-palæet, og at Donald Trump vinder flertal som ny præsident, vil det første topmøde mellem Frankrig og USA blive det absolut mest akavede øjeblik i de to nationers 240-årige fælles historie.

Magasinet ‘Spy’ ramte plet i 1980’erne, da de to redaktører Graydon Carter og Kurt Andersen forsøgte at provokere Donald Trump ved at sætte etiketten den ‘kortfingrede liderbuks’på ham; ”short-fingered vulgarian”. Fingrenes længde skulle ses som en metafor på størrelsen på The Donalds lem. Når mænd angribes på deres køn – hvor sjældent det end sker – synes der ikke at være nogen kære mor, for så virker sexisme med et at være tilladt.

Angrebet på Trump virkede, for intet har provokeret ham mere i tidens løb, og intet har hængt bedre ved. Vittigheder om Trumps korte fingre har gang på gang fået ham til at koge over. Her mere end en generation senere har Graydon Carter heller ikke mistet sit bid og vid: ”Som andre bøller er Trump selv ømskindet. Han har intet imod at sige de mest sårende ting til andre, men hvis han hører så meget som en hvisken, der modsiger hans forfængelige selvopfattelse, vrider han sig rundt som en ilder i et bur,” siger den gamle Spy-redaktør, der i dag står i spidsen for magasinet Vanity Fair:

”Bare for at tirre ham, begyndte jeg at kalde ham for en kortfingret liderbuks i Spy Magazine. Og stadig den dag i dag modtager jeg engang imellem kuverter fra Trump med et foto af ham selv, typisk revet ud af et magasin. På alle sammen har han tegnet en ring om sin hånd med en guldtusch, i et tappert forsøg på at fremhæve længden på sine fingre. Jeg har næsten ondt af den stakkels fyr, fordi, for mig, ser fingrene altså stadig helt unormalt stumpe ud”.

Under valgkampagnen er beskyldningen blevet samlet op af rivalen Marco Rubio, som efter selv at være blevet kaldt for ’Little Marco’ af Trump gik til modangreb: ”Jeg forstår ikke, hvorfor hans hænder er på størrelse med en på 1,58 meter? Og ved I, hvad man siger om mænd med små hænder?”, spurgte han publikum på et valgmøde i Roanoke College, Virginia, sidst i februar – og lod svaret hænge kort i luften, før han selv svarede lidt anderledes, end hvad de fleste nok tænkte: ”Man kan ikke stole på dem”.

På den mest barnagtige maner svarede Trump straks tilbage, forurettet og tydeligt ramt: ”Han sagde, at jeg har små hænder. Men de er da ikke små?”, appellerede han til publikum: ”Folk har altid sagt til mig, ‘Donald, du har smukke hænder”. Trump er exceptionelt nærtagende, når det kommer til fingerlængden. At kalde ham vulgær, lummer og plat rører ham tilsyneladende ikke synderligt, men ingen slipper afsted med at kritisere hans fingre ustraffet.

En grundig granskning af Trumps faktuelle fingerlængde har dog påvist, at der er tale om rent hysteri. I virkeligheden ligger hans fingre inden for normalområdet, og som sådan kan finger-balladen afskrives som en slags neurose. Men finger-besættelsen stikker oplagt dybere. Fingeren er kun et symbol.

I et besynderligt øjeblik i amerikansk historie kørte CNN fredag d. 4. marts med en tophistorie med rubrikken: ”Donald Trump forsvarer størrelsen på sin penis”. Det var ikke satire, ej heller en tastefejl. I Fox News-debatten, der blev afholdt i Detroit, sagde Trump direkte: ”Kig på mine hænder? Er det små hænder? Han refererede til mine hænder – og hvis de er små, må noget andet også være småt. Jeg garanterer jer, der er ikke noget problem. Det garanterer jeg”. Umiddelbart efter strøg søgeordene ’Trump + penis’ til tops på Google, og hans kødlige udrustning er siden hen blevet et åbent tema. Bizart nok.

De seksuelt blaserte medier i USA har haft svært ved at håndtere både Trumps egen interesse og vælgernes nyfigenhed over for underlivet. Facebook har forbudt visning af gadekunstneren Ilma Gores portræt af Trump med en mikroskopisk penis – og hendes ferme, feministiske forklaring: ”Bare fordi man har en lille tissemand, kan man godt være en stor pik”. Et galleri i London, Maddox Gallery, udstiller selvfølgelig maleriet. Sex sælger altid.

Afslørende nok har Trump ikke blot normale fingre, men videnskabelige studier har heller ikke kunnet påvise en sammenhæng mellem finger- og penislængder. Han har altså ikke noget problem, og selv hvis han havde, ville dét ikke være et problem i sig selv. Men at Trump vitterligt har et problem med at blive beskyldt for at have en lille penis, er samtidig så åbenlyst for enhver, at han må betragtes som en mand, der er fanget i en uforløst kropsangst. Komplekset kan ses som enten kastrationsangst, penismisundelse eller et sublimeret behov for penisforlængelse. Hans ydre trang til at bygge imposante højhuse virker næsten banal i sammenligning.

De nedværdigende udfald mod navngivne kvinder og den slibrige behandling af deltagerne i diverse skønhedskonkurrencer gør det let at affærdige Trump som en simpel sexist. Hans pludselige udfald i et interview om, at kvinder, der får udført abort, bør straffes, men at mænd til gengæld skal gå fri – for blot tre timer senere at vende delvist rundt og nu sige, at kun abortlægerne skal straffes – har også gjort det let for kvindesagsforkæmpere at indramme ham som en mølædt mandchauvinist.

Som i en flirt elsker han at tirre kvinder. Og hvis man forsøgsvist skal tage hans egne ord for pålydende, er magtspillet over for helst jævnbyrdige kvinder også netop dét, som for alvor driver Donald Trump. I bogen ‘The Art of the Comeback’ forklarer han, hvordan synet på kvinder har ændret sig gennem årene: ”Jeg voksede op i en meget normal familie. Jeg havde den holdning, at aggression, sexlyst, og alt hvad dertil hører, hørte til på mandens side af bordet, ikke kvindens. Men som jeg blev ældre og oplevede livet fra første række i klubber og til fester kloden rundt – jeg har set det meste – begyndte jeg at indse, at kvinder er langt stærkere end mænd. Deres sexlyst får os til at ligne spædbørn. Nogle kvinder forsøger at portrættere sig selv som det ‘svage køn’, men tro dem ikke over en dørtærskel”.

Forfatteren til ‘Rebel in High Heels’, Charlotte Laws – som også har skrevet om blandt andet hævnporno og opfatter sig selv som feminist – ser ligefrem Donald Trump som én af de første egentligt kvindefrigørende præsidentkandidater: ”Han er kønsneutral, når det kommer til ord. Han taler ikke til kvinder, som var vi svage, patetiske eller med behov for beskyttelse. Han skåner ikke kvinder for hårde ord eller bandeord. De er ligeværdige. De er stærke. Men fordi vores kultur stadig bygger på ulighed, kan de fleste ikke håndtere det. De hører kun, at Trumps sprog bryder med status quo og den politiske korrekthed,” skriver Charlotte Laws. Hun ser ham som en ligestillingsorienteret mand, der behandler folk lige ubarmhjertigt, uafhængigt af køn.

I Manchester, New Hampshire, råbte en kvinde i publikum, at modkandidaten Ted Cruz var en ‘pussy’. Trump øjnende straks det spektakulære potentiale, så han gentog ordene til publikums store fornøjelse – dog med det lille twist, at han formelt set korreksede hende: ”Du må ikke sige det, og jeg forventer aldrig at høre det fra dig igen. Hun sagde, han er en ’pussy’”.

I takt med de seksuelle udbrud er taget til i omfang, og også har rettet sig mod de mandlige konkurrenter, har flere og flere kvindelige forfattere stillet spørgsmålstegn ved anklagen om egentlig kvindehad. Den 69-årige Camille Paglia, som er blevet beskrevet som en ‘anti-feministisk feminist’, og stort set altid figurerer på listerne over de mest toneangivende kvinder i Amerika, afskrev først Trump som en ”karneval-billetsælger”. Men gradvist har hun fået øjnene op for en anden understrøm: ”Trumps frygtløse åbenhed og frække energi virker som et vindpust, der blæser de kedeligste klicheer og den skyldstyngede, politiske korrekthed ud i havet. Han fremstår som en brovtende retro-machismo, der giver den gamle garde af feminister feber. Han bor stort med sit urbane flash og bling – ligesom Frank Sinatra. Trump er en arbejdsnarkoman, der ikke drikker og som har en interessant forkærlighed for sofistikerede og viljestærke kvinder fra Europa”.

Sammenligningen med Sinatra trækker et klart spor: Ligesom John F. Kennedy havde Sinatra nemlig også et forhold til Marilyn Monroe, samt blandt andet et ægteskab med Woody Allens senere kone, Mia Farrow, og affærer med skuespillerne Judy Garland og Lauren Bacall. Frank Sinatra er den guldstandard, som Trump aspirerer mod, skønt han – endnu – ikke hævder at have haft et forhold til de nævnte kvinder.

Trumps selviscenesættelse som førsteelsker og hans generelle forherligelse af supermanden, overmennesket, kan udlægges som blottelser fra en usikker og jeg-svag person; en figur, der trækker vod gennem idéhistorien – ikke mindst fra Friedrich Nietzsche, som i ‘Hinsides godt og ondt’ skriver så intenst om de farlige kvinder og deres ”snedige smidighed som rovdyr, tigerkloen under handsken, naivitetens egoisme”, at det får Trumps kvidder til at lyde som et ekko.

Trump er en levemand, der virker til at tumle rundt i en indre kamp mellem på den ene side kun for alvor at tænde på modstanden, friktionen fra jævnbyrdighed, og på den anden side at være en slave af lysten til det hurtige knald og hengivenheden fra den underkastede: ”Ærligt talt, jeg ville ikke have noget imod, hvis der fandtes en form for anti-Viagra. Noget med den modsatte effekt. Jeg praler ikke”.

Spørgsmålet er dog om også Trumps patriarkalske appel er et maskespil, en tilstræbt attitude. Den britiske historiker Niall Ferguson har skrevet en række af de mest pompøst ambitiøse historiebøger, hvor han sammenfatter hele menneskehedens udvikling i slagkraftige, næsten sloganagtige sætninger, for eksempel i hovedværket ‘The Ascent of Money: A Financial History of the World’ fra 2008. Ferguson mener, at Donald Trumps anti-feministiske dagsorden kun er en svag afglans af flere århundreders macho-ideal:

”Han er blot den seneste bannerfører for en verdensomspændende revolte mod feminin politik. Glem begreber som populisme og fascisme: Det er hulemandspolitik. Ikke kun maskulint, men tungt og aggressivt maskulint. Vladimir Putin er den russiske version. Narendra Modi er den indiske version. Xi Jinping er Kinas macho mand. Recep Tayyip Erdogan er Tyrkiets. De taler hårdt. De optræder råt. De ville aldrig nogensinde trøste en grædende pige. Men ironien er, at tidens macho-politikere ikke er særligt mandige sammenlignet med tidligere generationer. Sandt nok, Trump blev sendt på militærskole, da alle andre pædagogiske muligheder var mislykkedes. Men han har aldrig selv været i skudlinjen for alvor. I den forstand er der noget falsk over hans machismo. En mand, der brug for at forsikre verden om størrelsen på sine kønsdele, er ikke macho – han er bare usikker,” skriver Niall Ferguson.

En af USA’s mest markante feministiske intellektuelle, den 56-årige forfatter Susan Faludi, har karakteriseret Trumps patriarkalske attitude præcist – som mere larmende end egentlig dybfølt: ”Hr. Trump er måske den klammeste, men set i forhold til de andre Republikanere er han næppe den største kvindehader. Kun den mest højlydte”.

Dét er en rammende beskrivelse. Trump har udlevet en pubertetsfantasi, som millioner af mænd misunder ham, og som står i skarp kontrast til en ny virkelighed, hvor kvinder uddanner sig bedre end mænd. ’The Donald’ repræsenterer både en tilbagevenden til en svunden tid, hvor kvinder skulle opvarte mænd, og en tidsrejse frem til en virtuel fremtid, hvor alle seksuelle lyster kan udleves frit og kønnene frit kan gå i kødet på hinanden.