Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Den danske etpartisregerings klimapolitik har været en underlig, humørsyg fisk fra dag 1. Inden folketingsvalget i 2019 fyldte klimaet ikke alverden i Socialdemokratiets partiprogram (i hvert fald ikke tilnærmelsesvis så meget, som det burde). Efter valget, da partiet havde lavet et ‘forståelsespapir’ med Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, fremstod statsminister Mette Frederiksen (S) pludselig ekstremt grøn og ambitiøs på klimaets vegne – men dog efter at være blevet presset af støttepartierne.
Så fusede det lidt ud. Klimaminister Dan Jørgensen (S) har ofte været lidt mere et bravado-nummer end leverandør af klimaresultater, og Mette Frederiksen var rød, før hun var grøn. Lige indtil hun sagde, at hun havde skiftet mening, og nu pludselig var lige så grøn, som hun var rød (men ikke mere end det). Den aha-oplevelse fik hun først i år.
For en måned siden kom regeringen så med et udspil med den kedelige titel ‘Danmark kan mere II’, som havde til formål at sætte “retningen for et grønnere og et mere sikkert Danmark“ med en hurtigere udfasning af russisk gas og en “acceleration“ af den grønne omstilling. ‘Danmark kan mere II’ blev hurtigt kritiseret for at være for fodslæbende, uambitiøs og for føjelig over for industrien, navnlig den i særklasse miljøsvinende, italienskejede cementfabrik Aalborg Portland i Mette Frederiksens valgkreds. Det var den virksomhed, hun i 2018 sagde, at hun som aalborgenser ville “hægte“ sig fast i, “før nogen får lov til at lukke det“.
Tirsdag aften lancerede statsministeren så i et dobbeltinterview i Jyllands-Posten en dybt ambitiøs europæisk havvindsatsning i Nordsøen. Sammen med Tyskland, Holland og Belgien skal Danmark bygge vindmøller nok til at producere mindst 150 gigawatt havvind frem mod 2050, svarende til en tidobling af den nuværende kapacitet. Med havvind skal de fire lande altså kunne levere ca. halvdelen af det strømbehov, der ifølge EU-Kommissionen vil være i EU’s lande i 2050. Det er et projekt til 1.000 mia. kr.
Esbjerg-erklæringen
Man ser det for sig. Eller kan man overhovedet det? Vi snakker alligevel om 10.000 havvindmøller i farvandet ud for de fire lande. Ifølge Energistyrelsen stammer 40 pct. af den samlede danske energiproduktion allerede fra vindmøller, så måske kan man sige, at Danmark er med til at tage en for EU-holdet.
Eller som Dan Jørgensen formulerer det over for TV 2 (med vanlig sans for at placere Danmark som et land, der går foran): “En ting er, at vi Danmark gør meget, men vi står kun for 0,1 pct. af verdens drivhusgasudledninger, så hvis det virkelig skal batte noget, skal vi have vores naboer med, og specielt den store i syd, Tyskland, og det får vi nu.“ Jacob Østergaard, der er professor i elteknologi på DTU, siger til DR, at “det lyder rigtig godt. Det er jo virkelig ambitiøst, men det er også det, der skal til for at gennemføre den grønne omstilling.“
Torsdag eftermiddag præsenterer Mette Frederiksen planen sammen med Tysklands kansler Olaf Scholz, Hollands og Belgiens statsministre, Mark Rutte og Alexander de Croo – af alle steder i Esbjerg, hvor man har lagt et Nordsøtopmøde. Der tales allerede om en fælles erklæring: Esbjerg-erklæringen. EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen deltager også for at præsentere EU’s energiplan, RePower EU, som bl.a. skal få bugt med Europas afhængighed af russisk energi inden 2027. For to uger siden kom det frem, at EU havde sat 195 mio. euro af til det projekt.
Og hvor skal pengene til den danske del af havvindmølleprojektet komme fra? Den diskussion vil Mette Frederiksen ikke gå ind i på nuværende tidspunkt, skriver Jyllands-Postens journalist. “Selvfølgelig kan dette ikke lade sig gøre for offentlige kroner,“ siger hun. “Det skal være en samfundsøkonomisk klog investering, og virksomhederne siger, at de er klar.“
I interviewet stiller journalisten hende så et udmærket spørgsmål. Han nævner, at det vel hører “med til historien, at de fire lande også har det mest attraktive havareal til udbygningen af havvind i hele Europa“. Så er det nok at gå efter at producere 150 gigawatt havvind i Nordsøen til hele EU? For hvor skal resten af den rene energi komme fra? “Det er jo kæmpestort og meget ambitiøst,“ svarer Mette Frederiksen og kan på velkendt Mette Frederiksen-manér ikke tøjle sin irritation over et kritisk spørgsmål: “Af alle spørgsmål havde jeg ikke forventet dette, for hvis vi kan levere mere end halvdelen [af EU-målet, red.], så skal Europa nok komme i mål.“ /Oliver Stilling