Rami Kanso
Libanon vil have forandring. Efter de næsten to dage, det tog at tælle stemmerne op fra søndagens parlamentsvalg, er konklusionen klar: De siddende politikere – særligt fra den Iran-støttede militærgruppe og politiske parti Hezbollah – har mistet flertal, og uafhængige og reformsøgende politikere har fået plads i parlamentet.
Selvom de egentlig kun optager 13 ud af 128 sæder, er der tale om et gennembrud i landet, hvor regeringen beskyldes for at bestå af en korrupt elite af de samme politikere, der har siddet i årtier på posten. Oppositionspolitikerne var alle med i thawra – demonstrationerne, der i oktober 2019 samlede befolkningen i et historisk stort oprør mod regeringens laden stå til over for en økonomi i frit fald og ud i en finanskrise, som Verdensbanken kalder den værste nogensinde siden det 19. århundrede.
Lige så hurtigt, som håbet blev genfødt i Libanon – der er notorisk kendt for at møde modgang på modgang – blev det slukket igen. Valget er det første, siden en kæmpeeksplosion for to år siden ramte hovedstaden Beiruts havn og dræbte over 200 mennesker, og efter en coronakrise, der kun gjorde finanskrisen værre. Den libanesiske lire har på de få år mistet 90 pct. af sin værdi – og yderligere 10 siden søndagens valg – størstedelen af befolkningen lever i fattigdom, og benzin- og fødevarepriserne er kun steget, ikke mindst forstærket af krigen i Ukraine.
Valget demonstrerer altså en kamp mellem den regerende og finansielle elite – der ifølge befolkningen var skyld i både ansvarsfralæggelse over for eksplosionen (“De vidste det!“) og i landets kollaps – over for de “99 pct. andre, som er ofre i det her samfund“, som en af oppositionskandidaterne siger det til Reuters.
Særligt for valget er også, at den tidligere premierminister Saad Hariri forud for valget har trukket sig, og hans primært sunnimuslimske støtter derfor helt droppede at stemme og i stedet badede i oppustelige svømmebassiner i midten af byen. Det har efterladt parlamentet splittet, hvor det kristne og pro-saudiske Lebanese Forces er gået frem, og det Hezbollah-allierede parti Free Patriotic Movement (FPM) beholder 18 sæder i parlamentet.
Men selvom ingen nu har flertal, og kritikere peger på, at det kan komplicere og forsinke samarbejdet om de nødvendige reformer, er oppositionen alligevel optimistisk. En af dem er Carmen Geha, ph.d. i offentlig forvaltning og professor ved American University of Beirut, der kalder resultatet et tegn på, at libaneserne kan “trække vejret igen“. Også selvom den næste tid kommer til at være op ad bakke, og det sekteriske politiske system stadig favoriserer de etablerede fraktioner, som libaneserne i årevis har råbt op om.
“Det er også det argument, jeg plejede at plapre løs med som statskundskabsprofessor og bla bla bla. Nu er jeg blevet mere og mere overbevist om, at forandringen sker gradvist. At det handler om at udskifte de personer, der har siddet på magten i årevis. Systemet behøvede ikke at være sygt. Det er de mennesker, som har siddet der i årevis, der har gjort det sygt,“ siger hun til Føljeton.
Smagen af kvinde
Otte ud af de 128 folkevalgte er kvinder, og selvom det ikke umiddelbart lyder af meget, er det rekord for Libanon. Men der er kun grund til at have forsigtig optimisme, mener Geha, der også forsker i ligestilling. Som hun inden valget skrev i CNN, skal man passe på med kun at hylde “de heldige, de veluddannede og de socialt privilegerede“, fordi antallet af kvinder, der er arbejdsløse, som udsættes for vold i hjemmet, og migranter, som udnyttes af landets kafala-system, kun er steget.
Også derfor skal vestlige medier være varsomme, når de hylder valgresultatet ved bare at se på antallet af kvinder repræsenteret alene, som når man under demonstrationerne for tre år siden understregede, hvordan det markerede et fremskridt for ligestillingen, at så mange kvinder var i front: “Det har altid været os, der førte an i den politiske udvikling. Vestlige medier har det med at fetichere os og sige: Wow, se, der er en kvinde i burka ved siden af en i bikini. Det handler om at se på de reelle forandringer,“ siger Geha.
Det billede genkender den libanesisk-slovakiske kunster Rami Kanso også. Han er ophavsmanden bag billedet Take That, der gik viralt under protesterne i 2019. Hans værk afbilder kvinden Malak Alaywe, der sparkede en bodyguard mellem benene i en video, og som blev en mobiliserende kraft for protesterne.
“Alene det, at hun er kvinde og sparker en fyr, der står med en maskinpistol i hænderne, siger meget. Kvinder løber ikke bare væk. De vender ikke det blinde øje til. Men det er ikke nogen overraskelse, jeg har set deres mod mange gange før. Selv i 1970’erne havde vi masser af kvindelige aktivister og martyrer. Jeg har også oplevet det her lag af fetichisme fra nogle af mine kollegaer, der siger, at libanesiske protester altid har en anden smag. En kvindelig smag. Jeg får lyst til at kaste op,“ siger Kanso, som arbejder for den arabiske tv-station Alaraby, der plejede at have hovedsæde i London, men for to uger siden flyttede til Doha i Qatar.
“I Libanon står vi altid over for livvagter. Jeg hader dem. De lukker veje og sætter dig i klemme, bare for at vores ledere kan bevæge sig frit. Og hvordan kan de her ledere, som ikke betaler benzin, som ikke betaler skat, som ikke sidder fast i trafikken, vide hvordan vi føler? De har aldrig brugt fem, fire, tre timer, på bare at sidde fast, og hvor livet bare passerer forbi dig.”
”Jeg er mere optimistisk, end jeg havde troet. Vi har fået så mange slag, vi er vant til at blive deprimerede. Der opstår altid en slags post-revolutionsdepression. Ligesom på valgdagen, hvor vi alle sammen sagde: Lad os gøre vores bedste, men lad os ikke have noget håb. Men vi er meget, meget, meget mere glade nu.“ /Emma Louise Stenholm