Wannsees vanvid

Da EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, i september holdt sin årlige tale om unionens tilstand, var det under overskriften “Strengthening the soul of our union“. Det lyder flot, men hvad betyder det egentlig? I en ny reportageserie undersøger Feuilleton – Føljetons europæiske Doppelgänger – om EU har en sjæl. Er den i fare her 50 år efter, at Danmark trådte ind i unionen? Hvilke værdier bygger den på? Og er den egentlig værd at bevare?

Dette er fjerde del af serien – første, anden og tredje del kan læses (og lyttes) lige her, lige her og lige her.

“MAN TROR, MAN ER I EN AFGANGSHAL/ hvor man spiser et æble, som var det i går/ men så er man pludselig i deportationens tid (fra latin deportare ‘bære, føre bort’)“ – Mette Moestrup, fra digtsamlingen Til den smukkeste.

Togstationen i Oranienburg ligner til forveksling enhver anden søvnig holdeplads i de berlinske forstæder. Et par mere eller mindre indbydende caféer flankerer indgangspartiet, folk trisser afslappet rundt i forårsidyllen. Ved busstoppestedet venter en hel skoleklasse, som viser sig at være dansk. Det virker ikke nødvendigt at spørge dem, hvor de skal hen. Destinationen giver sig selv.

Bussen kører lige til døren. Undervejs har lærerne formanet den påkrævede andægtighed. To teenagedrenge bliver instrueret i at opgive deres plads til en ældre herre, pænt sige “bitte“ når de rejser sig. Manøvren gennemføres uden brok – det er alvor nu. Ud af sæderne, ind i den mørke fortid. “Gedenkstätte und Museum zum Sachsenhausen“, står der på de grå betonblokke. Et salatfad holder strategisk placeret, så det har udsyn over alle de tilkommende. Betjentenes blikke tjener som en påmindelse om ondskaben, der fortsat ulmer i skyggerne.

Modvillig erindring

Jeg er taget til Berlin for at undersøge idéen om menneskelig værdighed. Eller rettere: Værdighedens komplette antitese – Holocaust. Godt 80 år på bagkant står Shoah, som tragedien også kaldes på hebraisk, stadig som en ufattelig skamplet på Europas nyere historie. Som filosof Giorgio Agamben også skriver i værket Remnants of Auschwitz, var Shoah ikke kun et spørgsmål om folkedrab, koncentrationslejren ikke bare et uhyggeligt mordredskab. Nej, noget dybere, endnu mere kriminelt var på spil: I Auschwitz blev mennesker nedværdiget i en sådan grad, at menneskeheden blev dem totalt frataget. Fangerne døde ikke, de blev snarere “fabrikerede“ som lig – for de var allerede blevet berøvet livet længe inden, hjertet holdt op med at slå.

Før ankomsten til Sachsenhausen sætter jeg historieprofessor Arnd Bauerkämper fra Freie Universität stævne, ekspert i såvel Nazityskland som EU’s historie. Spørgsmålet er, hvordan Shoah har påvirket vores syn på menneskelig værdighed – for slet ikke at tale om Europas selvforståelse?

“Det havde en dyb indflydelse på vores forståelse af menneskelig værdighed, selvom mindearbejdet startede relativt sent. Hvis du kigger på årtierne efter Anden Verdenskrig, helt op til 1970’erne, var Holocaust faktisk ikke så vigtig. Ikke i Tyskland og ikke i særligt mange europæiske lande. Det var for smertefuldt. Mange havde draget fordel af Holocaust, beslaglagt jødisk ejendom, og var selvfølgelig bevidste om dette. Så da de få jødiske overlevende vendte tilbage til de europæiske lande efter krigen, var der ikke megen entusiasme. Folk var forsigtige. Mange europæere – og særligt tyskere – vidste, at de havde været involveret i, eller i hvert fald ignoreret Holocaust. De kunne ikke lide at blive mindet om det.“

Selvom retssagen mod Adolf Eichmann i 1961, samt Auschwitz-retssagerne i Frankfurt fra 1963-1965, var med til at skabe en offentlig bevidsthed omkring Holocaust, var det ifølge Arnd Bauerkämper først med udgivelsen af den populære miniserie Holocaust i 1978, at mange europæere – og særligt yngre europæere – for alvor begyndte at interessere sig for emnet.

Den sene opvågnen kan til dels forklares med den kolde krig: Generalforsamlingen i FN fik ganske vist formuleret Menneskerettighedserklæringen i 1948, men menneskerettigheder spillede ikke nogen nævneværdig rolle i 50’ernes og 60’ernes internationale diplomati, hvor mange lande var optaget af ideologisk mudderkastning hen over jerntæppet. Det store “hukommelses-boom“ måtte vente til efter murens fald – kulminerende med den såkaldte Stockholm-erklæring i 2000, der lagde grundstenene for et tværnationalt oplysningssamarbejde om Holocaust.

En eksemplarisk lejr

Sachsenhausen husede overvejende politiske fanger – herunder min egen bedstefar, der ankom til kz-lejren i 1943, efter at være blevet anholdt af Gestapo for sit modstandsarbejde i Randers. Men også jøder, romaer, sintier, homoseksuelle og andre af nazisternes erklærede “fjender“ blev internerede i Sachsenhausen, hvor de blev udsat for tvangsarbejde, udsultning, medicinske eksperimenter, nakkeskud og gasning i henrettelsesbygningen Station Z.

Af de omkring 200.000 mennesker, der var internerede i lejren mellem 1936 og 1945, blev op mod 100.000 dræbt. Som Sachsenhausen-museet skriver på sin hjemmeside, var lejren designet som “en ideel koncentrationslejr, der gav arkitektonisk udtryk for SS’ verdenssyn og var tænkt til, at de internerede skulle underlægges SS’ absolutte magt, såvel symbolsk som reelt“. Med sin nærhed til Berlin fungerede Sachsenhausen som et forbillede for andre kz-lejre, ligesom stedet blev brugt til at uddanne nye SS-vagter.

I dag står det meste af lejren tilbage som en enorm, åben plads. Den omkringliggende mur er nedbrudt visse steder, mens afmærkninger på jorden viser, hvordan barakkerne var placeret henover en nøje afmålt halvcirkel – alle vendt mod indgangens jerngitter, der bærer det dunkle nazi-slogan “Arbeit macht frei“. I midten af pladsen er der opført en enorm betonsøjle og mindestatue for lejrens mange ofre. Folk går andægtigt forbi, nærmest holder vejret i mangel på ord.

Hvad man selv måtte savne af formuleringer, leveres til gengæld i de tilbageværende barakker og bygninger, der alle fortæller deres del af den tragiske historie: Infirmeri, obduktionshus, sengeplads, torturfængsel. Planche på planche beretter om livet i lejren, om nazisternes forbrydelser, om de mange ulykkelige menneskeskæbner. Halsen klumper mere og mere til, mens bevisførelsen hober sig op.

På vej ud af Sachsenhausen går man forbi den lokale politihøjskole, placeret på grunden, hvor der tidligere lå et SS-hovedkvarter. Et skilt vender ud mod vejen: “Menneskelig værdighed skal være ukrænkelig. At respektere og beskytte den skal være alle statslige autoriteters forpligtelse,“ citeres der fra den tyske grundlov.

Værdighed for de få

Ifølge Arnd Bauerkämper var værdighed ikke rigtigt et ord i nazisternes vokabular. Til gengæld var nazisterne stærkt opsatte på at beskytte ariske tyskeres “rettigheder“ i det såkaldte Volksgemeinschaft. I en tale i 1943 forklarer SS-leder Henrich Himmler eksempelvis, hvordan Holocaust ikke bare var berettiget, men nødvendig. Nazisterne var “nødt til“ at gennemføre folkedrabet så det tyske folk kunne beskyttes. “Og han mente selvfølgelig ikke værdighed, men det var antydet. Værdighed var et ord – eller i det mindste et koncept – som nazisterne forbandt meget eksklusivt til den ariske tysker.“

Bag eksklusiviteten lå den totale afvisning af jøder som medmennesker. Jøderne blev reduceret til objekter, udsat for drab på en hidtil uhørt industriel skala. Det enkelte individ blev automatisk stemplet som del af en dødsdømt etnisk gruppe. Hvordan undgår vi, at en lignende situation atter opstår?

“Historien gentager normalt ikke sig selv. Men en lignende proces kunne selvfølgelig finde sted. I de seneste år er vi begyndt at indse truslerne i vores egne demokratier. Demokratier kollapser som regel, fordi de har mistet deres legitimitet, er blevet overvældet af en hjemlig fjende, af dem som modsætter sig demokratiet. Og hvis du ser på visse lande nu, selv USA, er der en risiko ved den tiltagende politiske polarisering,“ fortæller Arnd Bauerkämper.

“Så der er en fare for at noget lignende kan ske igen. Det begynder som regel med omvæltningen af de demokratiske processer, ophævelsen af retsstatsprincipperne – med et autokrati. Det kræver et nedbrud af demokratiske rettigheder, hvis minoriteter skal forfølges, undertrykkes, udryddes. Og dette er en fare. Så vær opmærksom på de første tegn på, at man fundamentalt sætter spørgsmålstegn ved vores demokratiske værdier, ved vores menneskerettigheder. Vi har brug for en stabil institutionel struktur. Og så har vi selvfølgelig brug for minoritetsrettigheder. Demokrati er ikke bare flertalsstyre. Oppositionen bliver også nødt til at have særlige rettigheder.“

Blodigt stævnemøde

“Tiden adskiller denne vinter fra den vinter i vinterhaven/ på den anden side af søen, hvor Wannseekonferencen fandt sted/ og Wannseeprotokollen blev skrevet. Den systematiske optælling,/ land for land. Nu udstillet på en planche, for alle at se./ Er øjet til for at se eller græde (…)/ Selv de rædsler, ingen har bevidnet, finder sted hele tiden, overalt.“ – Mette Moestrup, fra digtsamlingen Til den smukkeste.

Fra Oranienburg kører der en S-Bahn-linje direkte til Wannsee. Stedet, hvor 15 højtrangerede nazister, herunder SS-Obergruppenführer Reinhard Heydrich, lagde de formelle grundsten for “Endlösung“. Den 20. januar 1942 mødtes gruppen af mænd i partiets luksuriøse villa med havudsigt for at diskutere, hvordan man bedst kunne dræbe 11 mio. jøder. Efter mødet kunne de skåle over en cognac, ryge en cigar og nyde de naturskønne omgivelser, langt væk fra Berlins vanlige jas og mag. Hvis man mangler et billede på nazismens absurde menneskeforagt, behøver man blot se mod Wannsee: Forstaden, hvor et historisk folkedrab blev afklappet ved en skrivebordsøvelse.

Der findes ikke nogen entydig ordre eller definitiv dato for, hvornår massedrabene begyndte. Faktum er, at deportationer på forhånd fandt sted, da de 15 nazister satte sig til bords i Wannsee. Mødet var ikke antænderen, men snarere forseglingen af jødernes skæbne. På sin vis gør det blot begivenheden endnu mere skræmmende: Mændene rundt om bordet vidste udemærket, hvad de sagde ja til.

Efter en tur rundt i villaen, der i dag fungerer som et såkaldt dokumentationscenter, taler jeg med Eike Stegen, presseansvarlig på stedet. Han giver et lynkursus i husets historie: Efter at være blevet købt af SS i 1940, blev ejendommen indrettet som et gæstehus. Her kunne loyale partisoldater afholde fødselsdage og tage en svømmetur i søen – ligesom stedet blev brugt til særlige møder. På trods af husets symbolske betydning, var man dog noget stedmoderlig i dets behandling efter krigen:

“Du kan sige, at huset i sig selv er den største udstillingsmontre, når vi taler om måderne Vesttyskland bearbejde forbrydelserne på efter 1945. Det blev brugt som et ungdomsherberg. Og at man brugte en villa som denne som et ungdomsherberg, er et godt eksempel på den politik, der optegnede byen efter krigen. Socialdemokraterne havde et stort flertal, Ernst Reuter og Willy Brandt blev ikoniske skikkelser. Og de påstod, at det var bedre at gøre huset tilgængeligt for arbejderbørn fra det indre Berlin end at gøre det til et mindested eller uddannelsescenter, der bearbejdede nazifortiden. Det blev argumenteret, at det at have børn her som legede, sang og dansede var en passende måde at håndtere det her forfærdelige sted på.“

Renskuret sprog

Først i 1992 blev villaen omdannet til et dokumentationscenter. I salen, hvor mødet menes at have fundet sted, er en kopi af mødeprotokollen udstillet. Med velvalgte eufemismer opridser protokollen, hvordan de 15 deltagere har diskuteret de praktiske spørgsmål. Hvor mange jøder kunne man regne med at deportere fra de enkelte lande? Hvad skulle man gøre med “halve“ jøder eller jøder fra blandede ægteskaber?

Ord som “arbejdsudnyttelse“, “evakuering“ og “specialbehandling“ dækker behændigt over mødets blodige konsekvenser. Og spørger man Eike Stegen, har formuleringerne haft en helt lavpraktisk effekt: “Jeg tror, at [nazisterne, red.] har haft brug for den sproglige renskuring for deres egen samvittighed. Når man arbejdede på ministerkontorerne inde i byen og havde papirarbejdet foran sig, havde man det bedre, når der var et sanitært sprog at læne sig opad, så dokumenterne ikke ville være blodige.“

Meget er blevet skrevet om nazismens sproglige indskrænkethed. Nazismen gled “over i massernes kød og blod gennem enkelte ord“, bemærker Viktor Klemperer i klassikeren LTI – Lingua Tertii Imperii. “Essensen af dette sprogsystem var ikke at fastholde disse mennesker i en uvidenhed om, hvad de gjorde, men afholde dem fra at sammenligne det med deres gamle, ‘normale’ viden om mord og løgne,“ skriver Hannah Arendt i Eichmann i Jerusalem. Selv Karl Ove Knausgård bider i Min kamp mærke i de sproglige forskydninger:

“Jødeudryddelsen foregik uden for sproget, den blev ikke benævnt, var en stum hændelse, og jøderne selv var også uden for sproget, forvist til deres kroppe, til “det“, navnløshedens intet, som også til sidst blev tilintetgjort.“

Bag alle eufemismerne og de sproglige indskrænkninger gemmer sig millionvis af menneskeskæbner, som blev nægtet deres egen stemme, deres eget sprog, deres egen identitet. I den nazistiske selvforståelse foregik alt efter bogen, de nødvendige møder blev formfuldendt afholdt, så Shoah kunne realiseres. Embedsmænd behandlede folkedrabet, som var der tale om enhver anden opgave. Eller som Eike Stegen udtrykker det: “Auschwitz var ikke civiliseret, den tilhørte ikke vores civiliserede verden. Men den blev organiseret på en civiliseret måde.“

Evigt opgør

Efter mit besøg i Wannsee og Sachsenhausen får jeg kontakt til fransk-tyske Amélie Reichmuth, der er en del af gruppen Voices of the Next Generations. Igangsat af stiftelsen, der er ansvarlig for at bevare Sachsenhausen som museum, undersøger gruppen, hvordan tredjegenerationsefterkommere af kz-fanger fra Sachsenhausen kan videreføre erindringsarbejdet. Vi taler om mønstre, der genfødes, og om vigtigheden af fortsat oplysning. For selvom Tyskland (og Europa) er kommet langt siden efterkrigstidens modvillige opgør, er kampen for menneskelig værdighed langt fra færdig – hvad den nuværende krig i Ukraine eksempelvis illustrerer:

“Der er rigtig mange grundproblemer med tankegangen, som stadig er i Tyskland, om du tænker på racisme og xenofobi og fremmedhad, eller om du taler om højreradikalisme. Det tvinger Tyskland til at se sig selv i spejlet. Ikke bare af hensyn til det som er sket indtil nu, men også af hensyn til det, som kommer til at ske i fremtiden. Jeg synes, det bliver til en fetich, når man siger i Tyskland, okay, vi har håndteret vores fortid, vi har gjort det godt og bedre, vi har lært af vores egen historie. Når du for eksempel ser på Ukraine, så er det bare… meget hyklerisk i virkeligheden. Jeg skammer mig, når jeg ser, hvordan man taler om situationen i Ukraine i visse kredse og belærer ukrainerne om, at de bare skal lade være med at kæmpe og overgive sig selv. Eller når man ikke vil have, at den tyske regering leverer våben til Ukraine, så de kan forsvare sig selv.“

I omfang og udformning tåler krigen i Ukraine ingen sammenligning med Anden Verdenskrig. Og selvom vi har set skrækindjagende eksempler på henrettelser af civile i Butja, er vi endnu langt fra et decideret folkemord, for slet ikke at tale om Shoahs uhyrligheder. Alligevel er der noget, der vækker genklang i ukrainernes kamp mod overmagten: De kæmper for ikke at blive glemt af historien, for ikke at få udvisket deres identitet, for ikke at blive ofre for Ruslands umenneskeliggørende spin. De kæmper – som så mange andre før dem – for deres værdighed. /David Dragsted 

Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.