Vitaly Armand/AFP/Ritzau Scanpix
Kald os verdensfjerne, men det kommer ærligt talt bag på os at erfare, at danskerne har indledt en stille armageddon mod byområdernes bestanddele af sølvmåger. Vi kan godt være med på, at luftens rotter er trælse, og at der måske er vel mange af dem. Men at de ligefrem for alt i verden skal udraderes, den var ny. Nye tal fra Naturstyrelsen vidner imidlertid om, at ansøgningerne vælter ind fra danskere, der ønsker at kaste sig ind i en civil kamp for at nakke måger; smadre deres æg med vandkanoner, meje deres reder ned med selvkørende plæneklippere. Fantasien fejler ikke noget. Tag fx Jonas Cort, som ejer firmaet SkyLevel, der efter sigende er eksperter ud i mågeregulering. “Selv kalder Jonas Cort sig mågekriger, og den krig udkæmper han med drone,“ som DR så fint formulerer det.
Selvom man kunne tro og håbe, at denne trang til at eliminere landets sølvmåger var en særlig dansk ting, så er de voldsparate danskere muligvis ikke de eneste, der mærker en snigende trang til at pløkke måger. Gyldne måger, hvis du forstår sådan en lille én. Mandag kom det frem, at McDonald’s planlægger at lukke alle sine restauranter i Rusland, hvilket vil betyde et russisk farvel (do svidaniya) til Big Macs og Happy Meals. Det kunne let være verdens mest uanseelige nyhed i den endeløse strøm af vigtigere krigsbegivenheder. Alligevel forestiller vi os, at udmeldingen vil kunne gøre en mågekriger ud af Vladimir Putin, der måske ovenikøbet selv vil fatte en vandkanon og begynde at plaffe de gyldne buer ud af det russiske gadebillede. For det er altså lidt af et nederlag, at de nu står til at forsvinde.
Smagen af frihed
Nogle vil måske kunne huske billederne af de vilde køer, der dannede sig ved de farveladeglade kæderestauranter, da de efter murens fald åbnede i Rusland. Her blev McDonald’s et symbol på forbindelsen til USA og kapitalismens goder – og russerne skulle i den grad be’ om det. Generelt var stemningen så god, at den velrenommerede og tredobbelte Pulitzerprisvindende udenrigskorrespondent Thomas Friedman i 1996 formulerede en fredsteori i burgerkædens navn: Ingen to lande, sagde han, der begge havde McDonald’s-restauranter, havde nogensinde været i krig med hinanden – hvilket på det tidspunkt faktisk var rigtigt. Teorien var i sig selv rimelig emblematisk for de fremskridts- og handelsfikserede ’90’ere eller det, man kunne kalde en omgang bedaget neoliberalt pladder. Men den siger også noget om, hvor meget symbolværdi, man tillagde de her amerikanske globaliserede foretagender.
Selvom drømmen om “vestlig frihed“ måske er sygnet lidt hen gennem de tre årtier, der er blevet langet hamburgere over disken i Rusland, vil det nok alligevel blive svært for Putin at forklare McDonald’s retræte over for befolkningen. Det her er en sanktion, der er synlig i gadebilledet, og som vil besværliggøre fortællingen om den succesfulde invasion af Ukraine.
Tilsvarende træls må det være, at der i denne uge har dannet sig kø ved en af USA’s andre store eksportforetagender, nemlig sikkerhedsfællesskabet Nato. I begyndelsen af ugen modtog Nato formelt ansøgninger fra Finland og Sverige om medlemskab, og hvor den fritøsegule måge måske nok kun signalerer en symbolsk alliance, er Nato et anderledes konkret fællesskab. Konkrete er udfordringerne så til gengæld også blevet, for straks valgte Nato-medlemmet Tyrkiet at blokere for en hurtig optagelsesproces for de to nordiske lande, en beslutning landets præsident Recep Tayyip Erdoğan siden har stået last og brast om.
De officielle begrundelser (bl.a. at Sverige og Finland skulle støtte Kurdistans Arbejderparti) lugter langt væk. Samtidig forlyder det, at Putin har en tur til Ankara på sin krigsbulletin. Hvad dén slyngelforsamling har på programmet er ikke godt at vide, men helt ueffent er det ikke for mågekrigeren Putin at have en finger med i spillet, når Nato nu vil til at lege én stor familie(restaurant). /Asta Kongsted