Afsløret som voksenbaby

Kender du typen: Bizart blondt hår? Opfører sig ofte som et selvoptaget enebarn? Mest kendt fra sladderpressen? Og med konstante og spektakulære udsagn om alt mellem himmel og jord, som så til gengæld sjældent er tænkt igennem i detaljen?

Det kunne oplagt være den hollandske islamkritiker Geert Wilders. Eller den republikanske præsidentkandidat, ejendomsmogulen Donald Trump. Men manden i centrum for den globale nyhedsstrøm er, selvfølgelig, den 52-årige Alexander Boris de Pfeffel Johnson, tidligere konservativ borgmester i London, bedre kendt som ‘BoJo’.

I løbet af det seneste døgn har han med sjælden tydelighed udstillet de kontante begrænsninger, som populistiske kampagnepolitikere har dagen efter valget. Når det pludselig bliver alvor: På 24 timer er Boris Johnson klappet totalt sammen i offentligheden og har mistet den sidste grad af respekt fra både venner og fjender.

Modet svigtede, da han for alvor skulle træde i karakter som mere og andet end en humoristisk levemand. Boris Johnson var hellere end gerne med til at smadre alle vinglassene til festen forleden og skabe maksimal tumult, men nu, hvor det er blevet tid til oprydning, gider han ikke længere være med.

I går afviste Boris Johnson definitivt at stille op som ny premierminister i Storbritannien: ”Jeg har konkluderet, at den person, som skal lede Storbritannien, ikke er mig,” sagde han på et pressemøde, der ellers oprindeligt var pompøst planlagt til at skyde hans imperiale kandidatur afsted. På selveste St Ermin’s Hotel, hvor Winston Churchill tilbage i 1940 samlede en gruppe udvalgte mænd til – som det hed – ‘Setting Europe Ablaze’.

Den journalist-uddannede Boris Johnson har skrevet en rost biografi om Churchill, og han ser tilmed sig selv som hans arvtager. Men dét synspunkt står han alene med nu. For her i 2016 har Boris Johnson ikke for alvor formået at sætte Europa i flammer, kun ild til sit eget hår. Efter at have ført an i ‘Leave’-kampagnen for britisk udmeldelse af EU-samarbejdet og efter at have sejret sidste torsdag var forventningen – ikke mindst i hans eget konservative parti – at Boris Johnson ville træde ind og tage ansvar. Men nej.

I et forbitret opgør med kampagne-kompagnonen, justitsminister Michael Gove, som også anbefalede ‘Leave’, er Boris Johnson nu blevet manøvreret ud på et sidespor. Efter en uges sonderinger i magtens korridorer, hvor Boris Johnson selv forsøgte at mobilisere opbakningen blandt de konservative parlamentsmedlemmer, måtte han lide den ydmygelse pludselig at høre om Michael Goves kandidatur i medierne.

Bundlinjen er og var, at ingen på forhånd ville garantere Boris Johnson, at han blot kunne få premierminister-posten. I stedet ville han – som alle andre kandidater – være nødt til at vinde opbakning i en åben urafstemning. Og dét tør han tydeligvis ikke.

Typen kendes også herhjemme, dog med en lidt mindre ilter hårpragt: Efter folketingsvalget sidste sommer blev Dansk Folkeparti det største borgerlige parti med Kristian Thulesen Dahl i spidsen. Han vandt valget, men turde heller ikke tage ansvar. Ligeså efter retsforbeholds-folkeafstemningen i december, hvor nej-siden også pludselig var tavse og passive, da først nej’et var en realitet.

Nogle vil kalde fænomenet for ansvarsforflygtigelse. Psykologer bruger en mere præcis betegnelse: voksenbabyer.