Reportage
Den smukke, franske løgn
Da EU-Kommissionens forperson, Ursula von der Leyen, i september holdt sin årlige tale om unionens tilstand, var det under overskriften “Strengthening the soul of our union“. Det lyder flot, men hvad betyder det egentlig? I en ny reportageserie undersøger Feuilleton – Føljetons europæiske Doppelgänger – om EU har en sjæl. Er den i fare her 50 år efter, at Danmark trådte ind i unionen? Hvilke værdier bygger den på? Og er den egentlig værd at bevare?
For enden af Avenue des Champs-Élysées, mellem Élyséepalæet og Tuileries-haven, ligger pladsen, hvor den første guillotine blev rejst under den franske revolution. “Den nationale barberkniv“ som den også blev kaldt. Nu står der i stedet en høj søjle med egyptiske hieroglyffer, og køretøjerne farer rundt i pladsens rundkørsel, som en karussel af knallerter og turistbusser.
Engang hed den Place de la Révolution. Men da man ændrede navnet til Place de la Concorde – Enighedspladsen – i 1795, var det for endeligt at signalere en ende på de bitre blodsudgydelser. Friheden, ligheden og broderskabet vandt, og det franske motto ringer stadig sit ekko igennem de parisiske gader.
Hvis man går forbi Elyséepalæet og et godt stykke ned af Rue Saint-Honoré, kommer man til den centrale storcentermetrostation Châtelet-Les Halles. Her kunne Shahin Hazamys familiemedlemmer – og andre brune muslimer – ikke bevæge sig ind efter mørkets frembrud for kun tyve år siden uden at sikre sig chikane og voldelige overfald. Da vi mødtes her, var gaden til gengæld lys, varm og summende.
“Jeg elsker Paris. Det er min…,“ siger han og tøver. Så henvender han sig på fransk til min fotograf i stedet for, som hurtigt er kommet til at fungere som tolk. Fotograftolken oversætter: “Han har rejst en del, men Paris er unik.“
Ghettoreporteren
27-årige Shahin Hazamy er selverklæret “ghettoreporter“. Han voksede op i de belastede forstadsområder i Paris. Nu har han en kone, en nyfødt og et arbejde. “Et godt liv,“ som han kalder det. Som ghettoreporter bruger han sine sociale medier til at dokumentere diskrimination og politibrutalitet, som er hverdag for mange muslimer i Frankrig.
Vi har ikke talt længe, da han viser mig en video, som var optaget dagen før, vi mødtes: To unge, tørklædebærende kvinder opholder sig ved et gadehjørne, hvor de er i gang med lave en dansevideo til mediet Tik-Tok. En kvinde med lyst skulderlangt hår i midt-40’erne antaster dem: “Skammer I jer ikke?“ siger hun, “I står der og laver Tik-Toks med slør på. Politiet er på vej. N**ere og dumme arabere, vi vil ikke have jer her.“
”Det var i går,“ gentager han. “Det er et interessant fænomen. Med den ekstremt voldelige diskurs fra det yderste højre bliver folk vænnet til idéer, som var ekstreme engang, men som nu ser mere moderate ud, fordi der findes en mere ekstrem diskurs. Der er kommet en større accept af den der måde at tale på.“
Hvis man spørger Shahin Hazamy, hvordan tonen over for muslimer og indvandrere er blevet så hård i Frankrig, er store dele af svaret at finde i det franske mediebillede.
“I de seneste år kan man se, at det er blevet lidt ligesom i USA med CNN og FOX,“ begynder han. “Medierne har valgt at gå i nogle meget konkrete retninger.“
Shahin peger på den berømte tv-kanal Canal+, som siden 2015 har været ejet af milliardæren Vincent Bolloré. Bolloré har gjort kanalen til en betydelig stemme for den yderste højrefløj, som skal “forsvare den franske identitet“. I oktober sidste år gav kanalen cirka tyve minutters uimodsagt taletid til Renaud Camus – hjernen bag konspirationsteorien om “den store udskiftning“ af Europas hvide befolkning med afrikanske og mellemøstlige indvandrere. I en overgang sidste år var kanalen den mest sete i Frankrig.
Det er en normalisering af den ekstreme højreradikalisme, som ifølge Shahin Hazamy er med til at legitimere en lidt mindre ekstrem højreradikalisme. Marine Le Pens forslåede forbud mod at gå med tørklæde lyder jo ikke så radikalt som Éric Zemmours forslåede forbud mod overhovedet at hedde Mohammed.
Den daglige racisme bliver ikke italesat og nyhedshistorierne om, at det for eksempel skyldes ramadanen (og ikke krigen i Ukraine), at der ikke er solsikkeolie på hylderne i supermarkedet, er polemiske. Derfor er han glad for at have muligheden for at vise, via de sociale medier, hvilken virkelighed de franske muslimer faktisk lever i.
Folk, der tror, at de er cowboys
I 2016 konkluderede Defender of Rights, en uafhængig administrativ myndighed i Frankrig, i en omfattende undersøgelse af over 5.000 parisere, at en “ung mand, der opfattes som sort eller arabisk“, havde 20 gange større sandsynlighed for at blive stoppet af politiet end andre. Den ulighed kan Shahin nikke genkendende til. Han kender alt til at blive stoppet, tjekket og undersøgt, sågar smidt i detentionen, uden grund. Men Shahin forsøger at holde øjnene på bolden:
“Jeg har intet had til politiet. Jeg har endda modtaget et par beskeder fra politifolk, der siger tak for arbejdet, og nogle gange sender de sager til mig. Andre gange får jeg beskeder som: ‘Jeg har et par problemer med de her fyre, som er kommet ind i politiet og tror, at de skal “ud og feste med pistolerne“’. Jeg kan godt lide politiet, når de gør deres arbejde, men problemet er, at de ikke kun gør deres arbejde, og at der er et reelt ideologisk problem i institutionen. Et racistisk problem. Og folk, der tror, at de er cowboys.“
Shahin Hazamys aktivisme handler ikke om at undergrave politiet. Han vil bare stille dem til ansvar. “Vi skal filme politiet, ikke kaste sten efter dem,“ siger han og sipper til sit saftevand. Han drømmer om en grundlæggende forandring i måden folk bliver oplyst. En “revolution i medielandskabet“: “En intellektuel og konceptuel revolution. Ikke en revolution i betydningen krig og afbrænding af ting, men en revolution i udbredelsen af information.“
I mørke er alle katte grå
Boulevard Voltaire forbinder to franske mindesmærker. I den ene ende er Place de la Nation, som under revolutionen var hjemsted for de allermest aktive guillotiner i landet. I den anden er Place de la République. Det er her, Marianne troner med menneskerettighedserklæringen – les droits de l’homme – under den ene arm og den anden løftet i vejret med en olivenkvist, som frihedsgudinde og som selve personificeringen af Frankrigs universelle værdier.
Les droits de l’homme er den første menneskerettighedserklæring af sin slags. Den blev skrevet i 1789, og den skulle sikre frie og lige rettigheder for alle. Eller næsten alle. Kun mænd faktisk. Men dog, det var alligevel et skridt på vejen.
I 1948 lagde Paris så hus til udformningen af FN’s verdenserklæring om Menneskerettighederne, i en opdateret version. Her hed det, at “alle er lige for loven og har uden forskelsbehandling af nogen art lige ret til lovens beskyttelse“. Det er grundessensen i det franske begreb om “universalisme“: At alle er lige trods etnicitet, religion, klasse og køn.
“Vores model er universalistisk, ikke multikulturel,“ sagde den franske præsident Emmanuel Macron i 2020 til The New York Times. “I vores samfund bekymrer jeg mig ikke om, hvorvidt folk er sorte, gule eller hvide, om de er katolikker eller muslimer, en person er først og fremmest en borger.“
Og det er jo en nobel værdi. Den ligner noget, som endnu er en uadskillelig del af den moderne europæiske tanke, selvom den ikke altid bliver efterlevet. Det universalistiske princip ligger til grund for, at man i Frankrig har gjort det ulovligt for de offentlige instanser at indsamle data på baggrund af race, etnicitet og religion. Og i lyset af Vichy-regeringen, der brugte den slags data til at forfølge og deportere jøder under Anden Verdenskrig, ser et sådant forbud jo helt fornuftigt ud.
Men mens den farveblinde stat kigger væk, udspiller raceproblematikkerne sig imidlertid til hverdag i de parisiske gader. Det var det, Black Lives Matter-bevægelsen forsøgte at sætte fokus på i 2020, da den efter drabet på George Floyd antændte utallige demonstrationer verden over. Også i Frankrig blev Black Lives Matter en betydelig bevægelse, og her er fortællingen om unge, sorte mænd, der dør ved myndighedernes hånd langt fra blot et amerikansk fænomen. I 2016 blev Adama Traoré, en 24-årig malisisk-fransk mand, en del af den usynlige statistik. Dræbt af politiet med hovedet i jorden uden at kunne få luft. Ligesom George Floyd – der var bare ingen video.
Pan-Afrikansk revolution
“There is a George Floyd every day in France,“ siger Egountchi Behanzin til mig, da vi mødes i Porte de Saint-Cloud. Han er præsident for Ligue de Défense Noire Africaine (LDNA) – en NGO, der arbejder for at fremme rettighederne for folk fra Afrika, eller af afrikansk afstamning, i Frankrig.
Det var først, da jeg stod ved metrostationen og ventede på min fransktolkende fotograf, at Egountchi Behanzin kontaktede mig på WhatsApp. Jeg åbnede beskeden og klikkede mig ind på hans profilbillede: en grøn væg og en klynge af afrikanske flag i baggrunden. En stor fingerring. En millitærbaskerhue, som man kender den fra ikoniske revolutionsledere. En badge med organisationens logo, der forestiller en løve og det afrikanske kontinent. I hans beskrivelse står der: Politisk aktivist / PanAfrikaner / Revolutionær / Grundlægger af NGO’en Ligue de Défense Noire Africaine. “Text me when you friend arrives. I’m in the zone,“ skrev han.
Da vi mødes, har han taget det, der vel bedst kan betegnes som en bodyguard med. Behanzin går nemlig sjældent ud alene, fordi han i kraft af sit arbejde lever med daglige dødstrusler. Det fortæller han på caféen, hvor vi sætter os. Egountchi Behanzin, min fototolk, den høflige bodyguard og jeg.
I LDNA vil de ikke tale om “racisme“. “Det ord er blevet udhulet,“ forklarer han, “og den franske forfatning hverken fordømmer eller anerkender racisme. Så vi taler om ‘negrofobi’ i stedet.“
Behanzin henviser til, at man i 2018 fjernede ordet “race“ fra forfatningen. Man mente, at ordet var knyttet til en racistisk ideologi, til kolonialisme og undertrykkelse. Det er endnu et eksempel på universalismens blinde vinkel. I lighedens navn – og af misforstået hensyn – ignorer man de basale forskelle mellem borgere og efterlader dem ude af stand til at italesætte problemer, der relaterer til de forskelle.
LDNA’s primære opgave er at bekæmpe negrofobien, hvor de ser den – en fobi, der ifølge Behanzin har rødder i den europæiske selvforståelse i relationen til det afrikanske kontinent.
“Europæerne pålagde os en model og en måde at se verden på. De koloniserede og tog magten. De pålagde os et bestemt syn på verden, og så sagde de, at de var bedre til det. De lægger værdi i det, de tvinger andre til også at gøre, som at bygge store ting og tage ud i rummet, bygge biler, teknologi osv. Og det er bare arbitrært. De koloniserede os og pålagde os, at deres værdier og deres bekymringer var de vigtigste. Og da afrikanerne altså ikke var så avancerede som dem på disse områder, så blev de bare en del af hierarkiet.“
Frankrigs indenrigsminister Gérald Darmanin har beskrevet LDNA som en racistisk organisation.
Og ned ad samme boldgade er de blevet kaldt tilhængere af sort overherredømme, radikale separatister og ekstremister. “En masse ord med ‘-ister’,“ siger Behanzin.
“Vi vil ikke have, at I hvide mennesker skal ydmyge jer selv. Vi vil have juridiske virkninger. Vi ønsker ikke, at I sidder med jeres ene knæ på jorden, det er vi ligeglade med. Vi er her for at løfte sammen, og vi vil have lovgivning.“
Alligevel er der en snert af noget militant over LDNA. Deres motto lyder: “Le respect ne se négocie pas. Il s’impose,“ som betyder noget i retningen af: “Respekt kan ikke forhandles. Den påtvinger sig.“ Og det gør den. For et par år siden krævede aktivisterne en medarbejder hos banken BNP fyret, fordi han var medlem af den højreekstreme organisation Generation Identitaire. Det lykkedes til sidst:
“Vi gik fysisk til værks med nogle af kammeraterne. Det var ligesom psykisk chikane. Vi bruger deres metoder mod dem: Vi skrev og skrev, ringede og ringede i telefonen, sendte mails og malede et nyt offentligt billede [af banken, red.], så den blev nødt til at beskytte sig selv. Og fordi mange sorte mennesker var kunder i banken, så truede vi med at lukke vores konti. Så de var nødt til at fyre manden til sidst, fordi presset var enormt.“
Que faire, Marianne?
Afstanden mellem de yderste poler i det franske spørgsmål om racisme, nationalitet og identitet er enorm. Det polariserede mediebillede understøtter kun den afstand, og det fodrer stigmatiseringen og diskriminationen, der til stadighed præger livet for mange franske borgere.
Lighed for loven og frihed fra forskelsbehandling, som er grundidéerne i menneskerettighederne, bliver dagligt knægtet i de parisiske gader. Den franske regering dukker sig for ansvaret under de sympatiske, universelle idéer og ved for eksempel at begrænse mulighederne for at indsamle data på baggrund af race, etnicitet og religion, begrænser de også muligheden for at håndhæve det noble lighedsideal.
En intellektuel og konceptuel revolution må man desværre nok vente længe på, men trods alt er der nogle, som Shahin Hazamy og Egountchi Behanzin, der arbejder på at fremkalde den. Omend med forskellige metoder. Nogle må gøre det, for presset fra det ekstreme højre stiger, og den “moderate midte“ vender blikket væk i sin insisteren på universalismens triumf.
Inden jeg mødtes med Shahin Hazamy, kom jeg tilfældigt forbi en tegning uden for Élyséepalæet, der var blevet hængt op på en lygtepæl. En meget hjemmelavet én på et stykke A3-papir: Et ansigt i profil – det kunne være Mariannes – malet i Trikolorens farver, med den frygiske røde hue på hovedet og en næse så lang og løgnagtig som Pinnochios. Nedenfor stod de tre ikoniske ord i sarkastisk skråskrift: Liberté, Egalité, Fraternité. Denne smukke, franske løgn. /Jon Kvist Sommer
Artikelserien udgives med tilskud fra Europa-Nævnet.