Pludselig blev Norden større. Meget større

I asken fra det smuldrende britiske imperium kan et nyt norrønt storrige være på vej til at opstå: Med Skotlands fornyede ønske om at løsrive sig fra Storbritannien og blive en selvstændig nation – og hvis man skal tro skotske politikere også en klar ambition om at søge et tættere samarbejde med de nordiske lande – kan den seneste uges kaotiske, geopolitiske opbrud føre til, at Danmark (igen) bliver en del af en slagkraft blok på den globale scene.

Ja, det lyder kugleskørt, men kendsgerningerne dybt nede under de politiske dagdrømmerier taler for sig selv:

Et nyt nordisk samarbejde, hvor Skotland går tættere sammen med Sverige, Norge, Island, Finland og det danske kongerige, samt Ålandsøerne, vil samlet set bøffes op til at få en økonomisk styrke oppe i verdens top 10 – større end Ruslands økonomi og kun en anelse mindre end hele Indiens tigerøkonomi. Ifølge Verdensbanken ville den udvidede nordiske blok få  en økonomisk slagstyrke på over 2.000 mia. dollar om året. Meget tæt på at kunne blive en del af G7-klubben, de allerstørste økonomier i verden.

Geografisk vil en udvidet nordisk blot også kunne gøre sig i den absolutte superliga. Med et samlet areal på omkring 3.500 kvadratkilometer er de nordiske lande, inkl. Skotland og ikke mindst Grønland, større end Indien, men retfærdigvis ganske langt efter de seks kæmper: Australien, Brasilien, USA, USA, Kina, Canada og Rusland.

Geologisk har landområderne også hørt sammen i tidernes morgen, gennem historien har den skotske kongefamilie giftet sig ind i den dansk-norske kongefamilie, og geografisk hører Skotland faktisk fint hjemme i den nordiske cirkel, hvor Danmark reelt er det mest sydlige land. Prøv at kigge på kortet nedenfor:

Drømmen om Norden

Veteranen i skotsk politik, den tidligere førsteminister, 61-årige Alex Salmond, er begejstret for de nye muligheder for løsrivelse efter Brexit-afstemningen. I alle skotske valgkredse stemte et flertal ‘Remain’, og ønskede dermed at forblive en del af det europæiske samarbejde.

Skotterne mener – i hvert de toneangivende politikere fra Scottish National Party, SNP – at det er englænderne og waliserne, som har forladt dem, ikke omvendt, og at Skotland derfor nu er frit stillet til at løsne båndene. Forrige år tabte selvstændighedsforkæmpere imidlertid en folkeafstemning i Skotland om netop løsrivelse. Selvstændighedsbevægelsen fik ‘kun’ 44,7 procent af stemmerne i 2014. Men stemningen er i røre.

Vilkårene er grundlæggende forandret, ifølge Alex Salmond, og målet er klart: ”Vi skotter stræber efter at blive medlem af Nordisk Råd, i første omgang som observatør. Men senere som egentligt medlem. Vi har et fællesskab med de nordiske lande, som vi skal bygge videre på i de kommende år,” udtaler Alex Salmond til Føljeton.

Nordisk Råd? Ikke ligefrem en politisk organisation, som normalt er omdrejningspunktet for nyhedsstrømmen. Blandt de nordiske lande opfattes Nordisk Råd efterhånden kun som en form for hyggeklub for enten unge wannabes eller ældre has-beens fra parlamenternes bageste rækker. Ønsket om medlemskab af Nordisk Råd må først og fremmest ses symbolsk.

I praktisk politik er de nordiske lande ikke særligt tæt sammensvejsede udadtil: Norge og Island er ikke medlemmer af EU, og kun Finland er med i euroen, mens Danmark og Sverige ofte stemmer stik modsat hinanden i EU. Realpolitisk er der således ikke tale om et egentligt udenrigspolitisk fællesskab m mellem de nordiske land. Endnu?

Opbruddet i Storbritannien kan sætte en kaotisk dominoeffekt i gang, hvor den stadig tættere union fragmenterer ude i kanten – og de europæiske lande i stedet begynder at blive klynget sammen i regionale fællesskaber. Skotsk løsrivelse vil sætte gang i en helt ny dynamik.

Oprør mod Thatcher

Men er Skotland overhovedet et nordisk land? Dét føler de i hvert fald selv, og dermed er den første afgørende forudsætning til stede. Men hvorfor? Hvad er det, som gør Skotland til en del af det norrøne fællesskab?

Den dansk-uddannede tyske konsulent Thomas Widmann, som bor i Skotland og driver bloggen ‘Arc of Prosperity‘ om netop forbindelseslinjerne mellem Skotland og Norden, fremhæver, at skotterne siden Thatcher-tiden i 1980’erne har ønsket sig i en mere skandinavisk retning:

”Skotland stod i forreste række, da Thatcher iværksatte sine neoliberale planer i 80’erne, og velfærdsstaten er blevet undermineret af alle britiske regeringer lige siden. De fleste skotter er lede og kede af udviklingen, og vil gerne udvide og videreudvikle velfærdsstaten, frem for at afvikle den. F.eks. har den skotske regering afskaffet studiegebyrerne på universiteterne, gjort receptpligtig medicin gratis, og kraftigt reduceret børnehavepriserne,” siger Thomas Widmann.

Han pointerer, at der også er vigtige kulturelle og sproglige lighedspunkter mellem Skotland og de andre nordiske lande: ”Sprogligt er der et slægtsskab – skotsk, sproget i Lavlandet, er fyldt med ord, som danskere umiddelbart forstår, som f.eks. ‘kirk’, ‘fordel’, ‘efter’, ‘doo’ (‘due’), ‘wir’ (‘vores’), ‘fremmit’, ‘reek’ (‘ryge’), ‘big’ (‘bygge’), ‘flit’ (‘flytte’), ‘owerset’, ‘kist’ og mange flere. Kulturelt er der også et slægtsskab, men det er svært at definere. Men jeg vil mene, at f.eks. Janteloven også findes i et vist omfang i Skotland – folk kan ikke lide at rose sig selv, fordi de ellers vil blive hakket på,” siger Thomas Widmann.

Skepsis mod skotter

Et fællesskab kræver gensidighed, og selv om skotterne ser nye muligheder, er det langt fra givet, at tilnærmelserne vil blive gengældt fra nordisk side. I forbindelse med den skotske folkeafstemning i 2014, hvor idéen blev luftet første gang, var reaktionerne afdæmpede fra de andre nordiske lande. Fra officielt hold er der ikke mange politikere, som har lyst til at åbne op for et medlemskab af f.eks. Nordisk Råd.

Blandt de mere dedikerede fortalere for et styrket nordisk samarbejde er der ligefrem udtalt modstand mod at optage Skotland. Formanden for det lille parti, Demokratisk Norden, Ole Nordholm, afviser muligheden kategorisk:

”Skotland er ikke en del af det geografiske område Norden. Skotland og England – eller Estland for den sags skyld – kan af forskellige årsager, bl.a. sproglige, ikke være fuldbyrdede medlemmer af det nordiske samarbejde. Nordisk Råd er skandinavisk-sproget, svensk, norsk og dansk, understøttet af lejlighedsvis tolkning og oversættelse til og fra finsk og islandsk. Engelsk er højest et hjælpesprog,” siger Ole Nordholm og understreger, at sprogfællesskabet for ham er kardinalpunktet.

I Skotland dominerer det venstre-socialdemokratiske parti Scottish National Party, SNP, men som økonomisk model er skotterne underlagt den britiske model. Ole Nordholm afviser på den baggrund, at den skotske samfundsmodel har tilstrækkeligt klare lighedspunkter med de nordiske velfærdsmodeller: ”De nordiske velfærdssystemer ligner – i store træk – hinandens med skattefinansierede systemer. De står i modsætning til de fleste andre landes, herunder Skotlands, mere forsikringsorienterede systemer. Derfor afviger Skotland ganske enkelt for meget”.

Forudsætningen for, at Skotland overhovedet formelt ville kunne søge om optagelse i Nordisk Råd – og derigennem styrke samarbejde på tværs af Nordsøen og det nordøstlige Atlanterhav – er dog, at skotterne river sig løs fra Storbritannien, og dermed den engelske velfærdsmodel. En sådan skilsmisse kan få mindst lige så store indvirkning på både Europakortet og EU-samarbejdet, som Storbritanniens påbegyndte udmeldelse.

Frygt for fragmentation

Modstanden mod skotsk løsrivelse kommer fra to kanten, dels er der en indre nervøsitet for, om Skotland vil kunne klare sig selv økonomisk og sikkerhedspolitisk, og dels er der en stærk ydre modvilje mod at lade regioner i Europa bryde ud og blive selvstændige lande. Andre EU-nationer, ikke mindst Spanien, har årelange og blodige spændinger mellem centralmagten og separatistiske regioner.

Spaniens premierminister, den konservative Mariano Rajoy, har på forhånd afvist enhver mulighed for, at Skotland kan løsrive sig fra Storbritannien og bagefter blive medlem af EU: ”Skotland har ikke beføjelser til at kunne forhandle med EU. Spanien modsætter sig forhandling med nogen som helst andre end den britiske regering. Jeg er ekstremt imod det, og traktaterne er ekstremt imod det, og alle er imod det. Hvis Storbritannien forlader EU, går Skotland med ud,” sagde Mariano Rajoy efter ugens EU-topmøde.

Den største barriere skal dog fortsat findes blandt de skotske vælgere selv. For skulle Skotland pludselig erstatte pundet med euro? Og med den faldende oliepris er det også blevet tvivlsomt, om Skotlands økonomi kan bære sig selv. I går offentliggjorde tænketanken Centre for Policy Studies en rapport, der kalder den økonomiske situation for et selvstændigt Skotland for et ”Grækenland uden solskin”, med afgørende risici for store problemer.

Thomas Widmann vurderer imidlertid, at holdningerne for alvor er i skred: ”Ret få skotter er følelsesmæssigt imod et selvstændigt Skotland. En meget stor gruppe lider blot af, at de tvivler på, om Skotland kan klare sig uden England. Som mange sagde til mig i 2014: ‘My heart says Yes, but my head says No’. Men nu hvor den britiske regering opfører sig så inkompetent, og truer skotske interesser, flytter folk sig, så både hjerte og hovede begynder at siger ja”.

Fremkomsten af en ny nordisk union fremtvinges dog næppe på initiativ fra hverken nordmænd, svenskere, finner eller danskere. Perspektivet er ellers storladent: Det nye Norden vil komme i samme økonomiske vægtklasse som Indien! En samlet ny-nordisk befolkning på blot 32 mio. borgere vil råde over en økonomi og et areal, som over 40 gange så mennesker er tvunget til at dele på det sub-asiatiske kontinent. Den nye Norden kunne blive klodens rigeste region – en socialdemokratisk-præget supermagt.

Eller hov? Den danske og den svenske regering taler jo knap nok med hinanden. Statsminister Lars Løkke Rasmussen og statsminister Stefan Löfven lægger ikke engang skjul på deres afsky for hinanden. Pasunionen er opløst og alle skal vise identitetspapirer ved grænsen.

Skotterne skal nok ikke hænge deres hat på os skandinaver, hvis de vil styrke det mellemfolkelige samarbejde. Men dét ændrer altså ikke, at de norrøne nationer reelt ligner hinanden, næsten som ni dråber koldt regnvand.