Flydende grænser

Første gang det sker, kan jeg næsten ikke tro mit eget held. I det lille propelfly fra Athen til den græske ø Lesbos dumper en høj mand med venlige øjne og en begyndende måne ned i sædet ved siden af mig. Det viser sig hurtigt, at han har brugt de sidste syv år på at arbejde på en skole, der også fungerer som værested for flygtninge og lokale i øens hovedby Mytilini. Han er med andre ord den rette til at fortælle mig om stemningen på den ø, der i 2015 blev vendt på den anden ende af det, der siden skulle blive kendt som “flygtningekrisen“. På vej ud af lufthavnen falder jeg i snak med en belgisk kvinde, der arbejder som advokat for øens asylansøgere. Over frokost den næste dag støder jeg på hende igen, morgenen efter hilser jeg på min sidemand fra flyet i forbifarten, og mens jeg skriver dette, sidder der en mand overfor mig, som vist nok er den chauffør, der tidligere på dagen kørte mig ud til byens flygtningelejr. Alt dette for at sige, at Lesbos er lille. Hovedbyen Mytilini er mikroskopisk. Derfor findes der ikke lykketræf her, kun sparsom plads.

Da flygtninge fra hovedsagligt Syrien, Irak og Afghanistan kom til øen, var der altså ingen vej udenom. Alle oplevede det, og alle måtte tage stilling til deres egen rolle. Det blev et lokalt anliggende at tage imod de mange flygtninge, og flere tog sammen med nytilkomne frivillige og ngo’er opgaven på sig. Det første lange stykke tid var der lokal opbakning og lyst til at hjælpe. Jeg forestiller mig en eksalteret stemning, der må have mindet om, hvad vi herhjemme oplever, når krige bryder ud eller en pandemi rammer; den opstemthed der indfinder sig, når danskerne for en kort stund finder fælles rytme og formål, synger fællessange og samler ind.

Som vi også kender det herhjemme, aftager gejsten ofte i takt med, at begivenhederne mister deres nyhedsværdi. Så vender vi blikket væk og finder noget nyt at gå op i. På Lesbos ændrede situationen sig dog ikke, fordi folkestemningen gjorde det – en kendsgerning, som det nynazistiske parti Gyldent Daggry kunne bore ned i; landet var stadig økonomisk på spanden efter finanskrisen i 2008, og flygtningekrisen blev en beholder, der skulle rumme og forklare landets sociale og økonomiske problemer. Der var tilslutning til den populistiske bevægelses forklaringsmodel, og kort forinden partiet imploderede i en strøm af kriminalitet og fængselsdomme, havde det en tredjedel af befolkningens opbakning. Da den højredrejede premierminister Kyriakos Mitsotakis i 2019 vandt parlamentsvalget, var det med lovning på en stram udlændingepolitik, der lagde sig op ad Gyldent Daggrys fortælling om den ‘destruktive’ flygtningekrise.

Iskaffe og mure af beton

Her syv år senere er migrationen over Middelhavet stilnet af, og Mytilini er ikke længere i undtagelsestilstand. Et nostalgisk udvalg af international pop – vi taler George Michael, Toto og Anastacia – strømmer ud af restauranternes højtalere, kattene mæsker sig i skrald fra de vammelt og sødligt lugtende containere, mændene deler små flasker Ouzo til frokosten, og på byens caféer forlyder det, at de unge er begyndt at drikke islatte i stedet for den nationale kaffedrik, frappé. Alligevel er flygtningekrisen stadig præsent. Få kilometer uden for byen ligger øens flygtningelejr, og da jeg nærmer mig i en taxa, skifter landskabet karakter.

Fabrikker og autoværksteder er hegnet ind, og langs vejen går flygtninge enten på vej til eller fra lejren. Familier med børn i vakkelvorne klapvogne, kærestepar, unge mænd med tomme blikke. Lejren ligner et topsikret fængsel. En tre meter høj betonmur rejser sig i det golde landskab. Den er svøbt i pigtråd, og da jeg på forhånd har fået at vide, at journalister flittigt bliver holdt væk, får jeg den tanke, at muren har en dobbelt funktion: Uvedkommende holdes ude, og flygtningene holdes så vidt muligt inde. Man har gjort sit for, at øboerne ikke længere skal mærke deres omgivelser. På samme måde er lovgivningen blevet strammet, så det nu udløser domme for menneskesmugling at hjælpe flygtninge i land. Tager man billeder af kystvagtens skibe, tiltales man for spionage, sådan som en 74-årig nordmand tidligere på året oplevede det.

På et skrabet kontor tilbage i Mytilini fortæller Lorraine Leete, der er menneskerettighedsadvokat og stifter af Legal Centre Lesvos, at det ville være en fejl at se den dalende mængde asylansøgere ved Europas grænser som en sejr i sig selv. Snarere er det nok et resultat af drakoniske lovtiltag og af de pushbacks, og som bl.a. foregår ved Grækenlands grænser. Her er det de senere år flittigt blevet dokumenteret, hvordan den græske kystvagt på voldelig vis saboterer migranters både og trækker dem tilbage til Tyrkiet for at holde dem fra Europa. En stor rapport viste tidligere på året endnu engang, at det europæiske grænseagentur Frontex også er involverede i den voldelige og ulovlige praksis, der i flere tilfælde har ledt til drukneulykker.

“Især på Lesbos arbejder vi i en kontekst, hvor den migrerende del af befolkningen er blevet reduceret drastisk, højst sandsynligt grundet bl.a. pushback-mekanismen. Det er den lokale befolkning på en eller anden måde tilfreds med, og mange organisationer har forladt øen, fordi der ikke er så meget arbejde at udføre i forhold til humanitær bistand. Så de af os, der er tilbage, er små. Samtidig er menneskerettighedskrænkelserne eskaleret i forhold til den vold, som folk møder ved grænsen,“ siger Leete.

Mens årvågenheden omkring Grækenlands behandling af migranter og flygtninge er dalet, er mekanismen omkring brugen af pushbacks blevet systematisk. “Det er ikke noget, der sker tilfældigt eller for et par både. Det er klart regeringens politik mod migranter, der kommer til Grækenland,“ fortæller Leete, der sammen med sit team arbejder med at afdække de overtrædelser af menneskerettigheds- og europæiske love, der finder sted, når migranter på åbent hav bliver afholdt fra at søge asyl.

“Politiet opførte sig som kriminelle“

Der er noget ved pushback-mekanismen, der undslår sig forestillingsevnen. Jeg har læst om den, læst hvordan kroppe lemlæstes, bestjæles, befamles, og jeg har set billeder af mænd, kvinder og børn i uduelige gummibåde. Alligevel har det ikke sat sig som et billede på min nethinde, hændelserne hænger ikke ved. Måske fordi de er for grumme, måske fordi de er for langt fra, hvad jeg forestiller mig kan finde sted på europæisk jord. Det ændrer sig en aften på et hotelværelse i Athen. Her taler jeg med Mehmet over WhatsApp, en ung videojournalist fra Syrien, der fortæller, at han siden starten af 2022 har været på flugt fra sit hjemland, hvor hans kritiske journalistik har sat ham i regimets dødelige søgelys. I Tyrkiet, hvor han lige nu er under jorden, risikerer han at blive tvangsdeporteret tilbage til Syrien – en praksis, som den tyrkiske regering i flere år har benyttet sig af. Derfor betalte han i april en menneskesmugler for at føre sig til Grækenland.

Usentimentalt beskriver han, hvordan hans gruppe efter at have krydset grænsen ved Evros-floden blev fanget af det græske politi nær byen Arriana. Her blev de tævet, fik stjålet deres mobiltelefoner, penge og tasker og kørt afsted til et detentionscenter, der ikke var markeret som en politistation. Mehmet beskriver det som et mørkt og uhyggeligt fængsel, hvor omkring 60 flygtninge og migranter blev tilbageholdt. Igennem mere end fem timer blev de igen udsat for vold og nægtet føde, inden de blev ført tilbage til floden og sat ombord på en gummibåd med kurs mod Tyrkiet. “[Politiet] opførte sig som kriminelle,“ fortæller han.

Fælles for Mehmets historie og de hundredevis af pushback-vidnesbyrd, der er blevet samlet igennem årene, er bruddene på en række fundamentale menneskerettigheder. Lorraine Leete fortæller, at de ofte bygger deres retssager op om overtrædelser af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som bl.a. tæller retten til liv, forbud mod tortur og forbud mod arbitrær indespærring. Ifølge EU’s retsstatsprincip er alle lige for loven, ligesom magt skal udøves i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder.

Jeg kommer i tanke om et magasin, jeg fandt i flyveren på vej til Lesbos. Omgærdet af doriske søjler stod der “Olympic Values“ med svungne bogstaver på forsiden. “I er stolte af jeres historie,“ sagde jeg til min sidemakker, skolelæreren. “Ja, den taler vi meget om,“ grinede han. Stolte er vi også i resten af Europa. Der er noget storladent over at tilhøre samme kontinent som demokratiets vugge. En kendt, men ofte også underkendt, indvending mod dén fortælling er dog, at rettighederne kun gjaldt en gruppe hvide mænd, der udgjorde omkring 5-10 pct. af befolkningen. Anskaffelsen af rettigheder til de få skete på bekostning af de mange.

Mens coronapandemien har raset, og krigen i Ukraine er taget til, fortsætter den græske kystvagt med at foretage livsfarlige pushbacks på mørkt vand. Og som Lorraine Leete understreger, skal man ikke tage fejl af, at Grækenland er EU’s forlængede arm i håndteringen af de ydre grænser: “Pushbacks har både politisk og finansielt været understøttet af EU fra starten. Men vi så det tydeligt i 2020, da Tyrkiet annoncerede, at de ikke længere ville afholde folk fra at forlade Tyrkiet. Grækenland begyndte som modsvar at sende forstærkninger til grænsen, hvor flere migranter efterfølgende blev dræbt. Og EU’s reaktion var at øge bistanden til både Grækenlands og Frontex’ grænseoperationer. På præcis samme tid begyndte antallet af pushbacks at eskalere.“

For Mehmet betyder den statistik ikke noget. Han drømmer om at leve i sikkerhed og om at kunne udføre sit arbejde i fred. Derfor er han fast besluttet på at komme til Europa, selvom han risikerer at blive udsat for overgreb endnu engang. Mens han samler penge og kræfter til rejsen, opruster Frontex, hvis grænsehær frem mod 2027 skal komme til at bestå af 10.000 personer. Samtidig daler Europas interesse for Mehmet og de tusinder af mennesker, der stadig ønsker sig en sikker tilværelse inden for EU’s grænser.

Lesbos er en lille ø, men Europa er et stort sted. Vi kan altid finde noget nyt at vende blikket mod, når vi taber interessen for en krise. Prisen for det er til gengæld ofte et større spillerum for undergravelsen af de værdier, vi putter på forsiden af vores magasiner. /Asta Kongsted 

Mehmet er et dæknavn. Redaktionen er bekendt med hans identitet. 

Føljeton har været i kontakt med Frontex angående anklagerne om indblanding i pushbacks af migranter: “Frontex er fuldt forpligtet til at opretholde de højeste standarder for grænsekontrol inden for vores operationer, ligesom vores officerer er forpligtet af et adfærdskodeks. Det er denne standard, vi tilgår alle vores operationer med. Grundlæggende rettigheder, inklusiv non-refoulement-princippet, er kernen i alle agenturets aktiviteter,“ skriver de i et skriftligt svar. De afviser samtidig at ville afbryde samarbejdet med den græske kystvagt for at undgå eventuel medvirken til dennes påståede lovovertrædelser. 

Artikelserien udgives med støtte fra Europa-Nævnet.