Jens Thaysen/Scanpix
Det klare ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet ved onsdagens folkeafstemning fremstår som et overvældende ryk i europæisk retning. Og den historisk høje ja-procent på 66,9 pct. efterlader da også et indtryk af, at den folkelige begejstring for EU-samarbejdet har nået nye højder.
Men helt så entydigt er det samlede billede ikke. I hvert fald ikke under den glanspolerede overflade.
Dem, der møder op, bestemmer – og det udslagsgivende ved ugens EU-folkeafstemning var faktisk alle dem, der valgte netop ikke at møde frem på stemmestederne. Valgdeltagelsen blev opsigtsvækkende lav: Blot 65,8 pct. af de stemmeberettigede danskere valgte at gøre brug af deres stemmeret. Et markant lavpunkt.
Når ja-procenten fremstår så overrumplende høj, skyldes det i virkeligheden en slags proportionsforvrængning: Antallet af ja-vælgere lå nemlig kun en anelse over gennemsnittet ved de tidligere EU-folkeafstemninger, altså svarende nogenlunde til dem, som gennemsnitligt har stemt ja ved de foregående folkeafstemninger, mens antallet af nej-vælgere til gengæld lå i historisk bund denne gang. Eller sagt med andre ord: Hvis valgdeltagelsen havde været normal, ville afstemningsresultatet have været endt væsentligt tættere.
Den lave valgdeltagelse handler imidlertid om mere og andet end blot antallet stemmer. For det er langt fra er tilfældigt, hvem som vælger at stemme.
Valgforskningen dokumenterer, at det i langt højere grad er højtuddannede, vellønnede og generelt mere velorganiserede typer, som altid gør brug af deres stemmeret, og som ligefrem opfatter det som en borgerpligt.
Omvendt har sofavælgerne – som altså voksede betydeligt som gruppe her i år – også en række sociale fællestræk, og som logisk nok trækker i den stik modsatte retning. Sofavælgerne har kortere uddannelser, hvis overhovedet nogen, lavere lønninger og er heller just aktive foreningsmennesker. Valgdeltagelsen er således socialt skævvredet. Ulige.
Groft sagt var valgdeltagelsen højest i de rigeste valgkredse, hvor ja-flertallet også var massivt, mens valgdeltagelsen kun sneg sig lige over 50 pct. i en række af de fattigste og mest belastede valgkredse. Eksempelvis stemte kun 53,5 pct. af vælgerne i Ishøj Kommune på Københavns vestegn, mens 78,6 pct. fandt vej til stemmeurnerne i Rudersdal i Nordsjælland.
Når valgdeltagelsen falder som i år, har det dermed ikke alene betydning for udfaldet, men i allerhøjeste grad også for den sociale repræsentation – og de foreløbige opgørelser over valgresultater tyder på, at det i højere grad end både ved tidligere EU-folkeafstemninger og folketingsvalg var de relativt fattigere og kortest uddannede, som blev hjemme på sofaen.
Det oprør fra udkanten – kulturkampen mod etablissementet – som i en årrække har domineret dansk politik ser ud til at være fuset ud. De vælgergrupper, som hidtil har været vrede og mest frustrerede over tingenes tilstand, protestvælgerne om man vil, har tilsyneladende tabt gejsten.
Den manglende mobilisering på nej-siden er bestemt ikke tilfældig. På intet tidspunkt i løbet af de seneste 50 års intense og til tider dramatisk højspændte EU-debat har modstanderne stået så svagt og spredt. Nej-siden har ført en uengageret valgkamp – halvt på skrømt, halvt uden lidenskab.
Det måske mest tankevækkende ved EU-folkeafstemningen har været, at ingen af nej-politikerne har formået nedkaste forbandelser over Bruxelles, forudskikket død og ødelæggelse eller i det mindste bare gejlet vælgerne op i raseri. Tværtimod har flere af nej-politikerne været mindst lige så sagtmodige som ja-politikerne.
Hidtil har det ellers været en fast tradition, at nej-siden lynhurtigt har forvandlet enhver folkeafstemning til et protestvalg, gerne om alt mellem himmel og jord. Ansporet af EU-modstandernes ærlige mistillid var det tidligere let for alle vrede, frustrerede og rodløse vælgere at bruge folkeafstemningen som en uforpligtende anledning til sige skråt op til systemet.
Engang fungerede EU-folkeafstemningerne som en slags demokratiske lynafledere, hvor folk med vidt forskellige motiver kunne være imod etablissementet, bare for en enkelt dag. Med dybe rødder i den stolte danske tradition for en kort magtdistance – en folkelig skik, der kan spores tilbage til Ludvig Holbergs komedier, der gjorde tykt grin med de privilegerede og selvhøjtidelige – har EU-debatten hidtil fungeret som en åben slagmark mellem beslutningstagere og menigmand.
Men ikke længere. I hvert fald udeblev yderfløjenes protestvælgere i stort tal på selve valgdagen, og dermed har den etablerede midte genvundet kontrollen med dansk politik. Udkantsoprørerne, de utilpassede og de mest marginaliserede har atter overladt de vigtigste beslutninger til de mere ressourcestærke borgere.
Hverken Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige eller Enhedslisten evner lige nu at overbevise dem, der har mistet tilliden til både det repræsentative demokrati og selv den direkte kanal i form af folkeafstemningerne. De tre yderfløjspartier har mistet rollen som brohoveder fra periferien og ind til det etablerede politiske system.
Pendulsvingningen ind mod centrum skaber orden og stabilitet, men betyder samtidig også, at alle de brovtende brokkerøve og konspiratoriske kværulanter, som ellers har buldret rundt i den offentlige debat siden Brexit og Trump, nu ikke længere kommer til at fylde så meget.
Folkeafstemningen blev et farvel til den populære forestilling om, at der skulle findes et tavst flertal, som politikerne altid er nødt til at behage. Men de misfornøjede findes nu stadig derude, i ganske stort antal: De stemmer bare ikke længere. /Lars Trier Mogensen