Nyhedsanalysen
fw - mandag
Huhej for en uge, der om noget har stået i EU’s og folkeafstemningens tegn. Det kunne sjovt nok også mærkes i Føljetons spalter. Mandag fortsatte vores brevkorrespondancer om forsvarsforbeholdet, hvor vi kort fortalt har givet ordet til prominente debattører, forfattere og eksperter fra Østersøregionen og Norden for at høre deres perspektiv på afstemningen – og for at blive klogere på konsekvenserne af et dansk ja eller nej. Det var den russiske (og Putin-kritiske) forfatter Lyudmila Unitskaya, vi denne gang havde fat i, og hun lagde ikke fingrene imellem: “For hver måned bliver det mere og mere åbenlyst, at det at forblive stille i den nuværende situation er farligt for fremtidens Europa.“
I ‘Kære læser’ så Oliver Stilling nærmere på den stadig mere alvorlige fødevaresituation, som krigen i Ukraine også er med til at afføde. Tilsammen tegner Rusland og Ukraine sig for omkring 30 pct. af den globale hvedeeksport, hvorfor kornmanglen virkelig er begyndt at spidse til. Læg dertil, at Kina – verdens største hvedeproducent – regner med en elendig høst, alt imens markerne i Indien svitses af ekstreme varmegrader, og så har du ellers opskriften på en ulmende katastrofe.