Philip Davali/Ritzau Scanpix
Vil du virkelig presse dine modstandere, nægte dem bare et øjebliks ro, er den moderne overfaldsfodbold svær at komme udenom. Idéen er sådan set simpel: Hver gang det andet hold har bolden, stormer dine spillere frem og presser, som gjaldt det liv eller død. Målet er at begrænse spilmulighederne, indsnævre fjendernes manøvrerum, så de nærmest tvinges til at give dig bolden. Og når først den er erobret, er situationen allerede vendt om: Du har alle spilmuligheder åbne, mens modstanderen er behændigt fanget på det forkerte ben.
Om statsminister Mette Frederiksen (S) har fået set meget fodbold på det seneste, skal vi ikke kunne sige, men her ved den politiske sæsonafslutning er der da fuld fart på taktiktavlen. Bedst som Minkkommissionens beretning ventes at blive en presbold for regeringen, er et nyt udspil allerede ved at overfalde oppositionen og begrænse dens udsyn. Som et særligt ekvilibristisk træk har Mette Frederiksen endog byttet rundt på trøjerne, så hun højlydt kan undre sig over, at ingen gider spille sammen med hende – særligt når alle nu er på samme hold.
Defensiven forklædt som offensiv blev lanceret grundlovsdag, da Mette Frederiksen fortalte (betalingsmur) til Jyllands-Posten, at hun altså sagtens kan se en regering henover midten af dansk politik. Inspireret af det nationale kompromis omkring dansk sikkerhedspolitik mellem Socialdemokratiet, Venstre, SF, De Radikale og De Konservative – et kompromis, der bl.a. resulterede i folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet – ønsker statsministeren simpelthen at udvide rammerne for det brede politiske samarbejde. For hvorfor giver det egentlig ikke mening at samarbejde i en tid præget af kriser, lyder det retoriske spørgsmål.
Ja, som et ekko af Lars Løkke Rasmussens udmelding ved sidste valgkamp, ønsker Mette Frederiksen åbenbart at lave et dansk svar på Tysklands Große Koalition: En midtersøgende regering, der får tingene gjort uden for mange dikkedarer – og uden for megen ideologisk pres og fnidder fra yderfløjene. Det seneste midtereksperiment i 1978, hvor oliekrisen førte til en kortlivet SV-regering, var ganske vist en gedigen fiasko, men tiden må altså forstås at være en anden nu. Særligt hvis man sidder i Socialdemokratiet og gerne vil beholde regeringsmagten efter næste folketingsvalg.
Helt forventeligt har Mette Frederiksens udmelding ført til øjeblikkelig (men forsigtig) opbakning fra SF, ramaskrig fra Enhedslisten, begejstring fra De Radikale og afvisning fra både Konservative og Venstre. Og helt forventeligt har statsministeren allerede brugt sidstnævntes afvisning til at score nogle nemme point. Med ét er det ikke længere regeringen, der udviser magtfuldkommenhed og stædigt kører solo – nej, det er snarere de blå partier, der åbenbart nægter at tænke på Danmarks bedste, når de principielt afviser samarbejdet. Samtidig bliver Radikales trussel om, at man ikke vil støtte en ny etpartisregering, forbilledligt skudt til hjørne. Om noget viser Mette Frederiksens udspil jo, at regeringen er klar på nye løsninger. Sofie Carsten Nielsen (RV) kan sove roligt om natten.
Hvor Lars Løkke Rasmussens nye parti Moderaterne reelt står i spillet, må valgkampen vise. Sikkert er det dog, at regeringen allerede har stjålet Moderaternes hofnummer – og så endda på dagen, hvor Løkke endelig kunne præsentere partiet. Det bliver i hvert fald svært at lege troværdig kongemager, når Mette Frederiksen allerede har kronet sig selv som midterpolitikkens dronning. Og så er vi ellers tilbage ved overfaldsfodbolden: Fanget mellem truslen om et nyt, muligt parti fra Inger Støjberg og et omklamrende Socialdemokrati, får Venstre og Konservative stadigt sværere ved at udstikke en tydelig politisk kurs med vælgertække. Rummet mellem midten og højre bliver simpelthen for småt. Dermed ikke sagt, at regeringen ikke også vil stå ganske sårbart, hvis blå blok mod forventning får spillet sig igennem presset, og Enhedslisten ikke længere gider at dække op i bagrummet. /David Dragsted