Mørkt vand under isbjerget

Enigheden virker eksemplarisk. Da Danmarks statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag underskrev en aftale om en “historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark“ sammen med formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), sågar på neutral grund i Tórshavn, kunne det fremstå som en lykkelig slutning på et langstrakt og til tider forbitret opgør.

Umiddelbart udtrykker aftalen et gensidigt ønske om mindelig forsoning. Den danske statsminister Mette Frederiksen, som formelt handler på hele Rigsfællesskabets vegne i bl.a. udenrigspolitikken, udtalte veltilfreds: “Det dansk-grønlandske forhold er stærkt og bygger på gensidig respekt for hinanden.“

Men det vil være naivt at tro, at den nye historiske udredning vil komme til at spille samme rolle i begge lande, og endnu mere blåøjet at tro, at selve udredningen ikke hurtigt vil blive genstand for ophedet og hidsig politisering. Alene den forestående formulering af kommissoriet vil kunne skabe en større og splittende strid om identiteter.

I Grønland er ønsket om en historisk kulegravning således blevet formuleret som et krav om en “sandhedskommission“ – efter sydafrikansk forbillede. Sammenligningen er lige så bevidst, som den er provokerende nede i regeringskontorerne i København. Det er kolonifortiden, der står på spil.

For en yngre generation af grønlændere – der tilmed kræver at blive tiltalt inuit – står Danmark og Kalaallit Nunaat i dag over for en usentimental opgør- og forsoningsproces, der minder om genopbygningsarbejdet mellem sorte og hvide efter apartheid-regimets fald i begyndelsen af 1990’erne. Inuit lives matter.

Fra dansk side er perspektiverne langt fra lige så dramatiske. For regeringen i Danmark handler fortidens mørke kapitler mestendels om personlige fejltagelser og uheldige misforståelser, som det kun vil være godt at få bragt frem i dagens lys. Fra dansk side har det næsten karakter af en ahaoplevelse:

“Vi har i den seneste tid fået kendskab til sager og forløb, som vidner om, at der fortsat er kapitler i vores fælles historie, som vi ikke har fået afdækket,“ lyder det fra Mette Frederiksen, som dermed understreger, at det har været nyere afsløringer af bl.a. forløbet med de 22 grønlandske børn, som blev tvangsfjernet og sendt til Danmark i 1951.

For grønlænderne rækker overgrebene imidlertid langt længere tilbage og er udtryk for en langt mere strukturel form for undertrykkelse. Hvad der for danskerne fremtræder som enkeltstående episoder, er snarere udtryk for et kolonialt mønster for grønlænderne, og derfor er der tung sprængkraft gemt i den historiske udredning.

“Vi skal italesætte vores historie. Vi skal have afdækket baggrunden for de forskellige beslutninger, der er taget igennem årene,“ forklarer landsstyreformand Múte B. Egede, som også allerede er på vagt over for, at udredningen i sig selv kan komme til at genskabe og videreføre det hierarkiske og skævvredne forhold mellem Danmark og Grønland:

“Historisk set har man i Grønland erfaringer med, at der kommer nogle med en pegefinger og prøver at fortælle, hvad vi skal og ikke skal gøre. Hvis man er ligeværdige og reelt har ligeværdighed, så behandler man ikke hinanden på den måde.“

I et interview i Altinget pointerer 35-årige Múte B. Egede – som vel at mærke ikke hører til de hårdeste nationalister i Grønland – at udredningen er et første skridt, “hvis man skal igennem afkoloniseringen“. Bemærke ordene “hvis“ og “afkoloniseringen“. For den nye generation af selvbevidste grønlændere er det tydeligvis stadig et åbent spørgsmål, om Danmark er parat til at ville afslutte kolonialiseringen af Grønland.

Selv om Mette Frederiksen og Múte B. Egede på overfladen er blevet enige, gemmer der sig altså dybere spændinger nede under aftalens ordlyd. Og i virkeligheden kan det meget vel blive danskerne, der ender med at blive mest chokerede af udredningens resultater, særligt hvis forskerne har modet til at blotlægge de klemte nerver, der har præget det asymmetriske forhold.

Det allermest ømfindtlige paradoks vil vise sig at være, at danskerne har optrådt mere og mere kolonialistiske, desto mere der gennem tiderne er blevet talt om modernisering og selvstændiggørelse. Som forfatteren til Imperiets børn, Anne Kirstine Hermann, begavet har udstillet, satte den sidste store kommission, Grønlandskommissionen, absurd nok turbo på en kamufleret kolonialisering – under dække af afkolonialisering.

Dengang bestod kommissionen af ti danskere og fem grønlændere, og den daværende socialdemokratiske statsminister Hans Hedtoft forklarede motivet som et forsøg på at “vise verdens andre nationer, hvorledes vi på human måde forstår at føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på“. Og tilføjede i 1948: “Dette er overfor verden vor adkomst til at besidde Grønland.“

Dengang var den hvide mands byrde selve drivkraften. Den danske forestilling om at ville “føre grønlænderne fra det mere primitive stade op til det niveau, vi selv befinder os på“, tilmed for at legitimere at Danmark forsat kunne “besidde Grønland“, er selve den kolonihistorie, som grønlænderne nu håber at få gjort fundamentalt op med.

Men historien risikerer at gentage sig.

Statsminister Mette Frederiksen kan meget vel komme til at gentage sin forgængers mission, og ligesom Hans Hedtoft komme til at optræde som den store skolemester, der vil belære grønlænderne om deres egen fortid. Udredningen kan næppe undgå at bevæge sig ind i et ekstremt følsomt terræn, hvor danskernes fromme intentioner har gjort ondt værre. /Lars Trier Mogensen