Nyhedsanalysen

Kom så, Danmark

0:00 / 0:00

Efter at det danske herrelandshold i fodbold tabte 0-1 til Kroatien på hjemmebane i Parken i sidste uge, lagde en dansk kvinde ved navn Asma Almass et opslag ud på LinkedIn, som var så fint, at det animerede landstræner Kasper Hjulmand til at gå ind og skrive en besked til hende i kommentartråden.

“Jeg har aldrig følt mig mere dansk, end jeg gjorde i fredags,“ skrev Asma Almass, der ifølge sin profil på det sociale medie arbejder som jobkonsulent i Københavns Kommune og er med til at drive det lille kaffefirma Happy Beans, som bruger bønner fra Yemen, hvor hun vist har sine rødder. Hun havde vundet nogle billetter til kampen, 0g hendes søn skulle være såkaldt “indløbsbarn“ – det vil sige at løbe ind på banen sammen med spillerne inden kampen. Klædt i rødt og hvidt var de kørt hen til stadion med offentlig transport og havde på vejen oplevet, at alle fodboldfans, de faldt i snak med på vejen, brugte den inkluderende vending “vi“ som i “vi skal bare vinde i aften“. I Parken fortsatte oplevelsen af at være en del af et “vi“.

“Det, jeg vil frem til, er, at fodbold kan noget,“ fortsatte hun efterfulgt af en fodbold- og en hjerte-emoji. “Det fællesskab og sammenhold, der i fodbold smadrer alle fordomme, som kan være i luften, når mennesker mødes på tværs. Det var en fed oplevelse, og jeg vil gøre det igen.“

Asma Almass lagde samtidig et foto ud af hende og sønnen siddende på lægterne. Drengen ser meget, meget glad ud. Nogen må have gjort Kasper Hjulmand opmærksom på opslaget, for i hvert fald havde han taget sig tid til at svare: “Det varmer mit hjerte. Det er hele meningen med vores ALLESAMMENS hold.“

En anden person, der også var til fodbold hin fredag, er Mette Frederiksen (S). Det ved vi bl.a., fordi hun vanen tro lagde en selfie ud på sit foretrukne sociale medie, Instagram. “Hepper på de danske drenge,“ stod der i den staccatostil, statsministeren bruger, når hun henvender sig til den dårligst uddannede del af Socialdemokratiets vælgere, som hun åbenbart opfatter som lidt døde i sværen. “Sammenholdet er helt enestående. Både på og uden for banen. Skønt at mærke. Og god start. Kom så, Danmark.“

Ligesom Asma Almass og hendes søn smiler statsministeren på sit billede, men af en eller anden grund virker smilet tvungent og stivnet; som om hun netop i samme øjeblik er kommet i tanker om, at det er i denne måned, at Minkkommissionen leverer sin beretning.

Det er muligt, at det “enestående“ sammenhold, som Mette Frederiksen refererer til, vitterlig bare handler om sammenholdet omkring landsholdet, men når hun nu er landets statsminister, kunne man måske godt tillade sig at ønske, at det handlede om hele Danmark. Desværre, det gør det 100 pct. ikke.

Når man tager i betragtning, på hvor mange politiske områder Frederiksen i løbet af sin regeringsperiode har ændret standpunkt til det diametralt modsatte af, hvad hun tidligere mente, er det påfaldende, at hun på flygtninge- og udlændingeområdet holder fast i den xenofobiske kurs, som hun har lagt for dagen fra dag 1.

Det ikke være sådan, at mennesker, der bor i vores land, føler, at de ikke er en del af et “vi“. Det kan ikke være rigtigt, at det kun er rammerne Parken, når landsholdet spiller, der kan give den følelse. Som en anden skriver i kommentarfeltet under Asma Almass’ opslag: “Tear down those walls.“ Så vi’et og samhørighedsfølelsen kan flyde ud i gaderne, først på Østerbro, så Sjælland og øerne og endelig hele landet. Det andet er så fattigt, pinagtigt og usolidarisk.

Et dejligt land

At folk med flygtninge- og indvandrerbaggrund ikke føler sig velkomne, kommer også til udtryk ved, at sammenlagt 180 afghanere, som slap ud af Afghanistan, da Taliban overtag kontrollen med landet, frivilligt har valgt at forlade Danmark til fordel for USA. De tør ikke blive i et land, der kun har givet dem to års opholdstilladelse uden sikker mulighed for at forlængelse.

“Danmark er et dejligt land. Det er systemet, der er problemet,“ siger den 43-årige Arash Rasuli til dagbladet Information (betalingsmur). Han har sammen med sin kone og børn fået mulighed for at komme til USA og få permanent opholdstilladelse. “Vi kan ikke se en fremtid her, når vi ikke ved, om vi kan blive. Vi bliver nødt til at finde et sted, vi kan kalde hjem, når vi har mistet alt. Vi har ikke et land længere, og jeg skal skabe en fremtid for mine børn.“

Kaare Dybvad Bek (S), der ved den seneste rokade overtog posten som udlændinge- og integrationsminister efter Mattias Tesfaye (S), skriver lakonisk til avisen, at han ønsker folk som Rasuli held og lykke. “Nogle har valgt at blive her i Danmark, og andre har valgt at rejse videre.“

Valgt og valgt. Næ, sammenholdet er da ikke enestående. Kom så, Danmark. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12