Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Har man brug for lidt god, gammeldags teambuilding (og er man derudover en lidt træls mellemledertype), er der ikke noget som at gå over glødende kul. Oplevelsen af at kunne gøre noget tilsyneladende umuligt – og endda komme uskadt ud af affæren, er virkelig noget, der kan binde hele holdet sammen. Det skader selvfølgelig heller ikke, at seancen har nogle undertoner af blind tro og gruppepres. Mod al sund fornuft må du have værsgo’ at vade ud på kullene, for nu har de andre jo også gjort det. Se det er samarbejde!
Der, hvor øvelsen godt kan blive lidt pinlig, er, hvis folk faktisk brænder fusserne undervejs. Det kan en teambuilding-gruppe fra Schweiz bevidne. Som BBC fortæller i en lille kuriøs historie, måtte 25 mennesker simpelthen behandles for forbrændinger – og 13 ligefrem indlægges – efter de havde gået barfodet over glødende kul. Hvad, der helt præcis gik galt, vides ikke. Vi kan dog ikke dy os for at tænke på nummer 25 i rækken, der vel har stået og ventet på sin tur på kullene. Har vedkommende bare ignoreret de andres smerteskrig, inden personen selv tog springet? Eller har der været en særlig karismatisk leder til stede, som folk pinedød ville følge efter, forbrændinger eller ej?
Guderne skal vide, at Dansk Folkeparti har brug for en seriøs omgang teambuilding, hvis det detroniserede parti skal hives ud af sin selvforskyldte suppedas. Meget tyder dog på, at medlemmerne ikke ligefrem hungrer efter at følge med Morten Messerschmidt ud på de brændende kul. Det hjælper vist heller ikke, at Messerschmidts skadesbehandling ser ud til at være af tvivlsom karakter.
Fredag kunne DF’s tidligere formand Kristian Thulesen Dahl fortælle i et interview med Radio4, at han ikke vil genopstille for partiet ved næste folketingsvalg. Det har ligget i luften i noget tid (tag bare historien om, at Tulle som DF’s forsvarsordfører valgte at udeblive fra partiets valgfest til folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet), men kønt ser det ikke ud. Særligt når man tænker på, at Messerschmidts tilbud til Thulesen Dahl om nye ordførerskaber kun har gjort striden værre. Den gamle forståelse om, at interne uenigheder ikke må drøftes i medierne, er for længst en saga blot. Samtidig fortsætter medlemsflugten i DF’s lokalforeninger.
Kort fortalt: Partiet står over for en total nedsmeltning. Alligevel er det, som om Morten Messerschmidts brandslukning mest består i at hælde vand på grillen. Det gør dog hverken kullene mindre varme eller DF’s position mindre smertelig.
Dovent angreb
Står det til Messerschmidt, skal partiet nu genvinde sin styrke ved at gå til frontalangreb på “wokeismen“. Under det tårefremkaldende slogan “det er okay at være almindelig“, vil partiet simpelthen forsøge at vinde vælgere ved at kritisere “krænkelseshysteriet“ og pege på alle de ting, man åbenbart ikke må sige længere.
“Krænkelseshysteriet er ved at blive en bred tendens. Man må ikke kalde ting for Kæmpe Eskimo eller kagemand, almindelige homoseksuelle skal promovere 71 forskellige køn for at kunne være med i deres forening,“ forklarer Messerschmidt til Avisen Danmark, mens han – som avisen formulerer det – “synligt sætter stor pris på sin Kongo-is“. Hvad, det præcis er for en “bred tendens“, Messerschmidt sigter mod, står dog lidt hen i det uvisse.
Som Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, forklarer til DR, peger en undersøgelse på, at der faktisk ikke er specielt stor opbakning til den såkaldte “woke-bevægelse“ i Danmark. Snarere mener otte ud af ti danskere eksempelvis, at blackface ikke er problematisk. Sagt med andre ord er et stort flertal stadig enige om, at minoriteter kan rende og hoppe – og selvsamme flertal går typisk i rundhyl, hver gang det påpeges, at vi måske bør tage vores indbyggede bias op til genovervejelse.
“Fremstå svag, når du er stærk, og stærk, når du er svag,“ skriver Sun Tzu et sted i Krigskunsten. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at DF og Messerschmidt står svagere end nogensinde. Hvor stærk man virker, når man bevidst tramper på de svageste i samfundet – og fejlagtigt beskylder dem for at have overhånden – kan dog vist godt diskuteres. Måske er der faktisk vælgertække i at fægte med identitetspolitiske (og bogstavelige) vindmøller. Det ligner dog mest af alt en ligegyldig krampetrækning fra et parti, der fuldkommen har tabt den politiske dagsorden. I den forstand passer det vel egentlig meget godt, at DF vil være anti-woke – for partiet er for længst faldet i søvn. /David Dragsted