Nyhedsanalyse

En hurtig tur i kryptokarrusellen

0:00 / 0:00

Jose Cabezas/Reuters/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun på det konventionelle aktiemarked, at investorer er blevet godt nervøse af al snakken om inflation, rentestigninger og energikriser. Den seneste uges tid har markedet for kryptovalutaer været i så iøjnefaldende et frit fald, at det kan give sus i maven til selv de mest garvede bitcoin-entusiaster. Lørdag blev et foreløbigt lavpunkt nået, da prisen på én bitcoin nåede ned under 18.000 dollar, sammenlignet med rekorden på 68.000 dollar tilbage i november. Tilsvarende faldt prisen på Ether – den næstvigtigste kryptovaluta efter bitcoin – med godt og vel 75 pct. Kryptokritikerne har kronede dage, mens uerfarne investorer risikerer at fingrene i klemme i det uregulerede salgsbonanza.

Om noget synes den seneste kryptokrise i hvert fald at understrege den fortsatte væsensforskel mellem Wall Streets hektiske handel og kryptoverdenens ditto. Omend priserne på værdierne er faldet begge steder, kan udsvingene måske bedst sammenlignes med en karruseltur i Tivoli i København og en tilsvarende omgang i Dahlgårds Tivoli. På papiret ligner de to hinanden, men i sidstnævnte får du flere nærdødsoplevelser og tvivlsomme sikkerhedsforanstaltninger med i pakken. For slet ikke at tale om fornemmelsen af at være et sted, hvor alt vitterligt kan ske.

Allerede tilbage i maj blev en chokbølge sendt gennem kryptomarkedet, da den såkaldte stablecoin TerraUSD pludselig kollapsede. Det skabte af gode grunde bekymrede miner, for hele pointen med en såkaldt stablecoin er, at dens værdi er bundet til dollaren, hvorfor store prisudsving reelt burde være umulige. Selskabet bag TerraUSD havde imidlertid ikke været i stand til at holde sine løfter – men havde i stedet ligefrem bevidst ført folk bag lyset. Frygten var, andre kollaps ventede ude i horisonten; at tilsvarende kryptoprojekter ville vise sig at være mindst lige så uholdbare, med katastrofale følger for hele industrien. Pludselig føltes det som en evighed siden, at superstjerner som LeBron James og Larry David reklamerede for bitcoin under Super Bowl.

Siden da er uroen blot fortsat, alt imens den altså har viklet sig ind i bredere bekymringer for verdensøkonomien. Og hvad der værre er, ser selv større spillere på markedet nu ud til at være i problemer. I sidste uge måtte handelsbørsen Binance kortvarigt stoppe for udbetalinger, mens den populære Celsius Network har meddelt, at man ikke kan give folk deres penge som følge af “ekstreme markedsforhold“. Samtidig har handelsbørsen Coinbase valgt at afskedige godt 18 pct. af sine ansatte, ligesom prisen på bitcoin nu er så lav, at den i visse tilfælde ikke længere er profitabel at udvinde (hvilket så faktisk er en god nyhed for klimaet).

Den samme tommelfingerregel gælder som altid, når snakken falder på, om dét her er mon kryptovalutaernes endeligt: Bitcoin og deslige har tidligere været ude i nogle umiddelbart fatale prisfald for blot at vende tilbage stærkere end nogen sinde. Udsving på markedet er generelt mere ekstreme, hvilket gør det svært at behandle krypto som ethvert andet spekulationsobjekt – hvad, der ligner en sikker katastrofe, kan hurtigt (og overraskende) vende igen. Som førnævnte Super Bowl-reklamer illustrerer, har kryptovalutaerne imidlertid fået en bredere appel end nogensinde før. Flere folk er kommet med på karrusellen, der ikke er lige så forberedte på den kvalmefremkaldende svingom – og det kan snildt gøre oplevelsen dybt ubehagelig for alle andre passagerer. /David Dragsted

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12