Daud Aron Ahmed og Khaterah Parwani
Bertel Haarder siger, at hans danmarkskanon er sat i verden for at gøre os alle sammen bevidste om, hvilke særlige værdier vi er rundet af hertillands. Umiddelbart lyder det som et herligt forenende projekt. Men så hovedløst som kulturministeren gebærder sig i debatten om kanonen, kan man få den tanke, at den først og fremmest er et beskæftigelsesprojekt – for ham selv.
Eksempel: I et interview med Føljeton for nogle uger siden fortalte han om en oplevelse, han havde på Hovedbanegården, da han var ude for at bede almindelige danskere om forslag til sin kanon: En lille dreng svarede rask væk ”ramadanen!” og forklarede det (i Bertel Haarders egen gengivelse) med, at ”den er til for de fattiges skyld, og den giver fællesskab”. Det udtrykte Haarder glæde og begejstring over i interviewet, og han ærgrede sig over, at ingen havde optaget drengens svar på bånd.
Da en journalist så forleden spørger ham, om ramadanen kommer med på listen, svarer ministeren kontant: ”Nej, det gør den absolut ikke.”
Men hvorfor egentlig ikke? Det kan godt være, at ramadanen ikke er en gammel dansk ‘værdi’, men hvorfor ikke gøre plads til en fin tradition, der praktiseres af tusindvis af medborgere, og som handler om noget, som nogen sikkert tror er en dansk opfindelse, nemlig fællesskab?
Det er i den samme artikel, at Bertel Haarder udtaler: ”Jeg tror aldrig, en pakistaner kan blive dansker. Han kan blive dansk-pakistaner.”
Hvorfor overhovedet sige det?
Lørdag bragte Føljeton et stort portrætinterview med parret Khaterah Parwani og Daud Aron Ahmed. Parwani er født i Afghanistan, og Ahmed er fra Danmark, men han har pakistanskfødte forældre. De to fortalte åbenhjertigt om deres kærlighed, som forstokket kultur og religion var lige ved at kvæle. Men heldigvis havde de modet til at sige fuck you very much og følge deres hjerter.
I weekenden gengav Khaterah Parwani en samtale på sin Facebook-side, hun havde haft med sin far. Lad den også være Føljetons kommentar til Bertel Haarder:
Far: Hvordan har pakistaneren det?
Mig (Khaterah Parwani): Din svigersøn? Som hedder Daud? Han har det godt. Han hilser.
(…)
Mig: Bertel siger, at en pakistaner kan aldrig helt blive en dansker. I burde drikke kaffe sammen. I burde drikke kaffe sammen, nu hvor i har så meget til fælles…
Far: Sig til ham, at uanset hvad man kalder sig, så er det ikke afgørende for ens kærlighed til Danmark. Jeg er født og opvokset i Afghanistan, men da jeg kom til Danmark, var det ligesom med den store kærlighed og den eneste ene. Ligesom Rumi beskrev det, da han blev spurgt, hvor han har hjemme, og han svarede: Der hvor min elskede er har jeg hjemme. Min elskede er Danmark. Jeg havde jo en vision i Afghanistan, men jeg vidste ikke, at sådan en vision reelt fandtes, så da jeg kom til Danmark, var det som at møde drømmekvinden. Den personlige åbenbaring tager man nok for givet, når man ikke har kendt andet end ‘hende’. Det har jeg i den grad. Jeg har kendt til brutaliteter, så jeg vil altid elske og værdsætte ‘hende’ inderligt. Spørg Bertel, om han har kendt til andet, levet i andet og derfor forstår værdien af at have fundet ‘hende’, sin elskede?
Mig: Det vil jeg sige til ham, når jeg ser ham igen.
Far: Og sig så til pakistaneren, at vi griller næste weekend.
Mig: ….
Føljeton: Det er sigende, at Bertel Haarder konsekvent kalder danmarkskanonen for ”min danmarkskanon”.