Klimapessimismens pris

Tilbage i 2019 skrev den anerkendte amerikanske forfatter Jonathan Franzen et ret opsigtsvækkende essay i The New Yorker. Under overskriften “What If We Stopped Pretending?“ plæderede Franzen for, at vi lige så godt kan indrømme, at vi er fucked. Klimakrisen kan ikke forhindres, for vi har kendt til den i årtier, uden rigtigt at gøre noget ved den. Og hvilken grund er der til at tro, at det ikke vil fortsætte sådan? “Kald mig en pessimist eller humanist, men jeg ser ikke den menneskelige natur ændre sig fundamentalt i den nære fremtid. Jeg kan køre titusindvis af scenarier gennem min model, men ikke i en eneste af dem kan jeg se for mig, at målet om en opvarmning under to grader bliver indfriet,“ lød det mavesurt fra den midaldrende pessimist.

Af gode grunde fik Franzen hurtigt ørerne i maskinen hos både klimaforskere og aktivister. Selvom essayet rummede en lidt halvhjertet henvisning til, at vi da stadig kan forsøge at begrænse CO2-udledningerne, var det svært at overse den fatalistiske pointe om, at “et falsk håb om frelse kan være aktivt skadende“. Stod det til forfatteren, skulle vi hellere fokusere kræfterne på den uundgåelige apokalypse. Klimakampen var tabt, kaosset på vej, og ethvert skridt mod et mere retfærdigt samfund ville nu være en klimahandling – CO2-reducerende eller ej. Sådan spiller klaveret dog ikke, lød det i responsen til Franzen. Der er en hårfin balance mellem at indse situationens alvor og lade afmagten få overtaget. Ja, at springe ud som climate de-nihilist er faktisk udtryk for en særlig privilegeret position. Det signalerer, at du har råd til at være fuldkommen ligeglad.

Virtue signalling – at foregive, du går op i et problem, uden egentlig at gøre noget ved det – har længe plaget klimaindsatsen. På papiret ser det måske flot ud, at den danske industri nu skal betale en CO2-skat. Men hvad siger det egentlig om de grønne ambitioner, når de mest udledende virksomheder som Aalborg Portland samtidig får en skikkelig rabat? De semi-tomme løfter kan nemt undersælge katastrofen, give et skinbillede af forandring, mens status quo reelt opretholdes. I det mindste er virtue signalling dog også med til at drive debatten fremad. Har du først fået sagt tilpas mange gange, at du kerer dig om klimaet, kan du (forhåbentlig) blive nødt at handle på det. Så er det – som Financial Times eksempelvis også skriver (betalingsmur) – straks værre med vice signalling: Brovtende at positionere sig selv som en hård hund, der vil blæse håbet et stykke.

Ikke mere Franzen

Ret skal være ret: Argumenterne for klimaalarmisme er mange. Udover at vores klode rent faktisk er ved at nedsmelte for øjnene af os, arrrrghhh, kan det også skabe nødvendig handling, når folks følelser bliver ramt. Panikken kan – heldigvis – være konstruktiv. Der, hvor det hele kammer over, er hvis den ene historie efter den anden om katastrofale oversvømmelser i Kina, om uhørt tørke i Somalia og om voldsomme hedebølger i Europa, får folk til at lave en Franzen og kaste håndklædet i ringen. Ethvert decimal tæller, når den fortsatte opvarmning skal begrænses. Det eneste, vi ikke har råd til, er, hvis håbløsheden vinder. Hvis personer, der brænder for klimasagen, pludselig brænder ud.

I Information kunne man tidligere på ugen læse (betalingsmur) en oversat tekst af den mangeårige klimaforkæmper Bill McKibben, der havde talt med de to ditto klimaaktivister Luisa Neubauer og Kumi Naidoo – og det var på mange måder opløftende læsning. Selvom både Naidoo og Neubauer understregede, at man hidtil er blevet forført af såkaldt “håndtryksaktivisme“, hvor adgang til magthavere er blevet forvekslet med indflydelse, havde ingen af dem tænkt sig at acceptere nederlaget. Eller som Naidoo formulerede det:

“Ganske vist er der kun et lille mulighedsvindue, og det er ved ret hurtigt at lukke helt, men lad os være meget eksplicitte her: Dét øjeblik af historien, vi befinder os i, er et, hvor vi må sige, at pessimisme er en luksus, vi ganske enkelt ikke har råd til – og uanset hvor pessimistiske vi kan være i vores analyser på forskellige tidspunkter, kan vi bedst overvinde den større pessimisme gennem optimismen i vores kreativitet, vores energi og vores aktioner for at skabe forandring – også selv om vi ikke vinder kampen med det samme allerede i morgen.“

Det kan lyde så uendeligt banalt, men der er faktisk grund til at tro, at klimakampen ikke er tabt endnu. For hver historie om langsommeligt EU-bureaukrati, der spænder ben for nye vindmølleopførelser, kan der heldigvis også findes historier om byer som Los Angeles, der pønser på at forbyde opførslen af nye tankstationer. De altafgørende grønne tiltag er stadig for få og for uambitiøse, men de findes. Og som situationen ser ud lige nu, er det værste vi kan gøre at lade sortsynet skygge for vores handlingsrum. Ingen er tjent med flere Jonathan Franzen’er. I øvrigt mener vi, at Aalborg Portland bør nedlægges. /David Dragsted