Alting for allerførste gang

Billetterne blev sat til salg for tre år siden. Nu ligger den første og formentlig ugens eneste kolde øl endelig i maven. Teltpløkker bliver hamret i jorden, og på en enkelt dag bliver en grøn græsplet i Roskilde til Danmarks fjerdestørste by. En by, hvor dåsemad er et måltid, og de eneste retninger, der findes, er øst og vest. Men blandt dem, der allerede kender vejen til de mest funklende dansegulve i Dream City og det koldeste brusebad, er der også dem, der kun har hørt historierne om væltede hegn og ulækre søer. De har ventet længe på at opleve det hele selv. Og det er dem, der er hovedpersonerne.

Klokken er 23. Det er ikke alle, der er kommet endnu. Solen er gået ned, men det sidste lilla lys hænger stadig fast i toppen af teltene. Under en hvid pavillon er festen allerede i gang. Nogle af de andre er i gang med at bygge den anden. Det er ikke en stille fest, selvom de ikke har medbragt deres eget anlæg.

Carla og Liva er de første, der kommer til det afmærkede område. De er nemme at få øje på med deres nyerhvervede studenterhuer, der selv efter fredagens vogntur stadig er hvide. De fleste kommer først senere. Modsat tidligere år skulle de ikke løbe efter at få en teltplads. ”Vi er blevet nogle rigtige luksusdyr,” siger Carla. ”Vi føler os som små børn, når folk siger tillykke,” siger Carla. ”Men vi er jo virkelig gamle i forhold til, at det er vores første gang.”

Carla og Liva er de eneste, der siger det ærligt. Som var det en samtale om de første kys under lagnerne, fortæller andre, at de altså elsker Roskilde Festival og har været her fucking mange gange. Vi står rundt om et nyindkøbt plasticbord, så alle kan holde øje med hinanden. ”Har I overvejet, at alle vores øl er blevet flade?,” lyder det inde fra et fortelt, hvor det medbragte øllager befinder sig. Det betyder ikke så meget. Efter et par øl ryger facaden, og forklaringerne skifter. For de fleste er det faktisk den første gang, de er afsted, og selv de mest øvede har kun været her en enkelt gang med efterskolen.

”Vi er studenter, og vi er på Roskilde, og livet er fucking godt.” Det er første dag på festival. Foto: Frederik Danielsen

De er ellers ikke nervøse. Heller ikke for at få deres studentertid dokumenteret. De er jo fra dramalinjen, forklarer de. Camp Hårkogt har været planlagt i tre år. Dengang var de ældste lige startet på Sankt Annæ Gymnasium i Valby. Da Roskilde Festival to år i træk blev aflyst, lavede de ikke noget andet sammen i stedet. Enkelte tog i sommerhus, men somrene, de havde glædet sig til, blev taget fra dem.

Det er ikke alle i campen, der er studenter. Livas lillesøster startede sidste år på samme gymnasium og bor med sin søster. Hun var en af de 5.000 personer, der fik en af Roskildes særlige billetter for unge. Den skulle give dem, der ikke har haft mulighed for at få deres festivaldebut de sidste to år, bedre chance for at få ”den dér uspolerede, store oplevelse, hvor alting anskues og mærkes for allerførste gang,” som Roskilde Festival selv formulerer det.

Kastanje har som en af campens få beboere rent faktisk været på Roskilde Festival før. Hende og venindens lyse hår får lov at forblive henholdsvis touperet og glat uden den tætsiddende hue på. ”Men det her er nok første rigtige gang,” siger hun.

Studentertidens traditioner er med på Roskilde Festival. 24 streger giver en firkant i huen. Foto: Frederik Danielsen

Det er de to, der har arrangeret festen. Der var kun plads til 40 mennesker, så de valgte deres bedste venner først. Andre måtte komme på venteliste. Det er dem, der arrangerer, dem der bestemmer. ”Jeg tror bare kun, at de gør det, hvis det er dig, der skriver,” lyder det for eksempel, da en pige bliver spurgt, om ikke hun vil bede de andre om at købe en lyskæde med i gruppechatten, som vi også er blevet inviteret ind i.

De sociale dynamikker mærkes som et sug i maven, så snart man træder ind i deres område. Det er ikke svært at forestille sig, hvor man selv ville være endt. Man kunne være den højtråbende pige med bar mave, der sætter festen i gang. Eller ham, der sidder inde bag teltdugen og egentlig allerhelst bare vil i seng. Det kan godt være, at Roskilde Festival er et frirum, men på denne lille afmærkede græsplet hersker der alligevel et indgroet hierarki.

”Det er et andet samfund. Der er ingen regler. Der er intet, man skal,” siger Kastanje. ”Ej, skal vi ikke lige holde en tale?” Hun holder aldrig talen, men skænker shots med jordbær- og lakridssmag op i papkopper og udbringer en skål. En time senere er mørket faldet på. De bedre forberedte lejre lyser op med lyskæder, farverige diskolys eller skarpe LED-striber.

Camp Hårkogt er taget direkte fra koret på det musikalske Sankt Annæ Gymnasium til karaoke. Foto: Frederik Danielsen

Camp Hårkogt er ikke helt klar til fest endnu, men heldigvis bliver de budt op til dans et andet sted. De forlader deres egen lejr hånd i hånd. Græsset er blevet et dansegulv, men de ved ikke længere, hvor de er, og hvor de skal hen. Roskilde Festival føles både stort og småt på samme tid. Hvor end de kigger hen, er en ny fest, et nyt sted, man kan slippe tankerne fri.

Da vi kommer tilbage dagen efter, er den anden pavillon blevet sat op, og begge er blevet pyntet med farverige flagguirlander og lyskæder. De eneste i campen, er dem, der er enten for fulde eller for trætte til at tage med de andre til koncert. De sidder rundt om et rodet bord, viser stregerne på deres underarme og deler en bøtte cherrytomater.

Forskere siger, at de er en del af den generation, der vil være påvirket af corona resten af deres liv. At begivenheder som finanskriser, terrorangrebet den 11. september eller verdensomspændende pandemier kan forme generationer og afgøre, hvordan de ser på verden, bruger deres penge eller former deres kærlighedsforhold.

Om det er rigtigt, prøver vi at komme nærmere i løbet af ugen, hvor vi har fået lov at flytte ind og være med, når de ligger i ske, fletter hår og kysser bag bardunerne. Foreløbigt virker de ikke så meget anderledes end os selv. Heller ikke selvom de synes, at vi er meget gamle.

Tekst: Emilie Ewald og Emma Louise Stenholm

Fotos: Frederik Danielsen