Foto: Charlie Bibby/Financial Times
Da professor i social og politisk teori Amia Srinivasan skrev essayet Retten til sex, var hun inspireret af porno. I sine samtaler med eleverne på Oxford University blev hun overrasket over, hvorfor de ville begrænse den, selvom de ved, at de ikke kan tøjle internettets kræfter – og selvom de er blevet voksne i en verden, hvor nøgne kroppe er allestedsnærværende.
Srinivasan hyldes som et af dette århundredes mest fremsynede politiske teoretikere. Hun er både den yngste og første brune underviser på sit område, hvor også den russisk-britiske idéhistoriker Isaiah Berlin engang huserede. Hvor han lagde grundlaget for vores skelnen mellem positiv og negativ frihed, tager Srinivasan frihedsbegrebet med ind i soveværelset.
For som hun har forklaret i The Guardian, tager hun sex ”meget, meget seriøst”. Sex er et politisk fænomen, og du er heller ikke fri under lagnerne. Sex er altid rettet mod bestemte kroppe, gerne the hot blonde slut, mens andre kroppe har mindre kapital. Godt nok er sex og porno sjældent det samme, og Srinivasan er da heller ikke glad for de ”mimesis-maskiner”, hun mener, at vi forvandles til. At vi skaber en efterligning af virkeligheden og opretholder et vaniljesødt billede af, at mandlig dominans er så behageligt for kvinden, ”at hun bare går med til det”.
Men lige så kritisk, Srinivasan er over for pornoen, lige så kritisk er hun over, hvordan love former os som mennesker. Censurerer vi pornoen, mener hun, lader vi ikke bare de største virksomheder ensrette blikket på kroppen, så vi kun ser én måde at udtrykke og bevæge sig på. Nej, uanset antallet af gode intentioner, ødelægger vi også levegrundlaget for de marginaliserede kvinder, der oftest producerer den.
Og videre ind i søgehistorikken
Til Financial Times fortæller Amia Srinivasan, at det ikke kun er kvinderne i hendes undervisningslokaler, der interesserer sig for porno: ”Jeg tror ikke, at noget feministisk spørgsmål nogensinde har været et spørgsmål om kvinder mod mænd. Det er aldrig så enkelt som det […] Næsten alle, måske alle mænd, har selv oplevet at støde hårdt på patriarkalske normer.”
Det gælder også fri abort, som interviewet egentlig handler om, og som igen er blevet aktuelt, efter en på mange måder afkoblet amerikansk højesteret fredag omstødte den skelsættende Roe mod Wade-dom fra 1973. Fordelt på de binære køn er det cirka lige mange mænd og kvinder – og flere end halvdelen – der støtter retten til fri abort, som nu ikke længere er forfatningssikret. Det er altså igen ikke en kamp mellem mand og kvinde, men mellem ideologi og religion.
I USA frygter man, at det kun er begyndelsen, og at abort nu ikke bare bliver umuligt, men også kriminaliseret. Kvinder landet over opfordrer nu hinanden til at slette deres menstruationsapps, i samme ubærlige – og hvad der burde være unødvendige – forsvar, som når amerikanske skoler investerer milliarder for at beskytte sig mod skyderier. Og noget tyder på, at der er noget om det. For fem år siden fik den sorte kvinde Latice Ficher sin telefon undersøgt for søgninger efter abortpiller. Der var ingen beviser, men hun blev alligevel anklaget for mord.
Som flere sorte aktivister har beskrevet de seneste par dage, går det værst ud over de farvede kvinder, der oftest er fattigere og dermed har sværest ved at krydse landegrænser. Det gælder også herhjemme, hvor abort er ulovligt i en tredjedel af vores rigsfællesskab. Dystopien er altså for længst indtruffet og tåler ingen sammenligning med romaner som The Handmaid’s Tale.
Mens der er kø ved håndvasken hos både Joe Biden og Barack Obama, der har haft rigeligt med muligheder for at vende udviklingen, håber Srinisivan nu på et vendepunkt for de amerikanske kvinder. Men hun tør ikke tro på det, så længe vi bestemmer over hinandens kroppe. Og det er nu engang med abort, som det er med porno: Uanset, hvor meget vi regulerer den, forsvinder den ikke. /Emma Louise Stenholm