”Jeg var bange for at græde alene i mit telt”

Lyserøde, grønne og orange skyer af hårfarve hænger i den varme luft. Der former sig et flettetog for alle med langt hår. Marius sidder på det afsvedne, gule græs og får lagt håret over kryds af en pige i en campingstol, som får sit eget ordnet af en pige, der står op. De tager iPhone-billeder af fletningerne, så de selv kan se og vurdere om de er tilfredse. De bytter pladserne ud.

”Du må altså ikke sige ups,” siger Clara grinende til Ella, der står bagved med en tot af det glatte hår i hænderne. Normalt er det Claras far, der svinger frisørsaksen købt i Matas under første nedlukning. Nu er det Ella med en klodset køkkensaks og mørk glimmereyeliner om øjnene.

De sidste telte i Camp Hårkogt er sat op, og skuldrene er solbrændte. De trætte hænger stadig i campingstolene rundt om bordet. På den ene langside sidder tre personer med hver deres toilettaske foran sig. De holder små spejle op foran deres ansigter, smører concealer oven i solcremen og tegner øjenbrynene op. En dåse med majskorn balancerer på en campingstols kopholder.

Foto: Frederik Danielsen

Snart er alle samlet under pavillonen, og folk, de ikke kender, flokkes til. Hårsalonen blev annonceret til morgensamlingen efter at have sunget Langebro og Sådan er Kapitalismen.

Et nyt studie fra Københavns Universitet har vist, at de to længerevarende nedlukninger ikke har haft en vedvarende negativ effekt på unge i alderen 18 til 24 år. Selvom dén konklusion nuancerer samtalen om trivsel og ensomhed blandt unge, viser Sundhedsstyrelsens årlige nationale sundhedsprofil for 2021 imidlertid, ”at særligt unge har en dårlig mental sundhed, og at den bliver dårligere for hver gang, vi har gennemført undersøgelsen.”

Men lige her, som de sidder på Roskilde Festival og med fingrene i hinandens hår, er det nemmere at få øje på det første billede.

”Jeg var bange for, at mit sociale batteri ville være totalt drænet, at jeg skulle leve af cocktailpølser og græde alene i mit telt. Men jeg har faktisk bare lyst til alting, og det hele på én gang,” fortæller Clara. Ella lytter med og nikker.

Foto: Frederik Danielsen

Når Clara snakker, slår hun ud med armene og bevæger hovedet. Ella gør sit bedste for at følge med bevægelserne. Undervejs bytter vi roller, og hun spørger, hvordan vi er endt med at sidde her. Hun fortæller, at hun har overvejet den samme uddannelse.

”Det er mærkeligt, at de andre allerede er færdige. Og at det snart er en selv, der skal vælge, hvad man vil,” siger hun. Men hun er glad for at have et helt år tilbage inden for gymnasiets faste rammer.

Når det perfekte øjeblik afbrydes

To veninder ved siden af hjælper hinanden med at farve deres fletninger og er forsigtige med ikke at få den lyserøde farve på resten af håret. De diskuterer udvalget af tatoveringer: Skal det være en sommerfugl, og hvilken? Måske et blomstermotiv? Hvor skal den placeres?

De holder tatoveringerne op til deres hud på armen og halsen og beslutter sig for hver deres sommerfugl. Placerer dem i midten af deres kraveben og fugter dem med vand fra en vanddunk. Andre er mindre stilbevidste. En af drengene har fået fat i den grønne, orange og glitrede hårfarve og sprayer sine venners hår, indtil det er helt stift.

”Jeg skal altså ikke have det der i håret,” siger Marius, der nu har fire sirlige fletninger. ”De er alt for gamle.” Han viser undersiden af den ene spraydåse. Den udløb sidste år.

Foto: Frederik Danielsen

På Roskilde Festival har håndsprit altid været fast inventar i bæltetasken. Spritten, der i to år er blevet flittigt brugt i klasseværelser og supermarkeder, bliver nu brugt til at fjerne rester af hårfarve fra hænderne. Carlas hvide shorts har overlevet uden pletter.

”BeReal!”, udbryder den ene af drengene. Han har sin telefon i hænderne og laver selv en ironisk trutmund. Han vender kameraet mod bordet med tomme dåser. Han lægger billedet op på det sociale medie, der skal vise et ufiltreret billede af virkeligheden, når notifikationen tikker ind på et uforudsigeligt tidspunkt på dagen. Et alternativ til steder som Instagram, hvor livet ofte ser mere perfekt ud, end det er. Selvom det ægte øjeblik lige nu virker ret perfekt.

Det er det dog langt fra alle øjeblikke, der er. Der er ikke plads til alle i festivalens frirum, når idéen om ingen regler overskrider grænserne. Eksempelvis har Politiken identificeret 59 anmeldelser om voldtægt, forsøg på voldtægt eller voldtægtslignende forhold fra 2010 til 2019, da festivalen senest blev afholdt. Og det er bare dem, der er blevet sagt højt.

Foto: Frederik Danielsen

Ella har søgt ly for varmen under campens pavillon. Hun har også været lidt nervøs for ”det der med klamme mænd.” Som da hun mandag stod i kø til at fylde sin vanddunk og en beruset mand begyndte at sige ”alt muligt klamt” til hende. ”Jeg sagde selvfølgelig fra, men det føltes stadig virkelig øv bagefter.”

”Jeg ignorerer egentlig bare sådan noget. Jeg er nærmest nået til et punkt, hvor jeg bare forventer det. Så jeg bliver ikke engang rigtig irriteret,” siger Freja. Hun er et år ældre end Ella og har stadig sin studenterhue på, selvom det er 27 grader i skyggen. Men selv med skrækhistorierne i baghovedet er de enige om, at det føles trygt at være her. Så længe de passer på hinanden.

Tekst: Emilie Ewald og Emma Louise Stenholm

Fotos: Frederik Danielsen