Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Suverænen er den, der bestemmer over undtagelsestilstanden. Sådan lyder en nyklassisk definition på overlegen magtudøvelse, og sådan må konklusionen også lyde oven på minkskandalen: Statsminister Mette Frederiksens demonstrerer lige nu sit historisk håndfaste greb om statsmagten ved – tilsyneladende – at klare frisag, selv her efter Minkkommissionens opsigtsvækkende hårde beretning.
Ikke siden Hornslet-rapporten, der udløste Tamilsagen mod Erik Ninn Hansen tilbage i 1993, er en dansk regering blevet udsat for en så gennemgribende kritik i kommissionsberetning. Kommissionen affejer fuldstændigt statsministerens forsvarsargument om, at coronasituationens alvor gjorde det nødvendigt at handle hurtigt. Men hun undviger alligevel. Og det viser hidtil uset styrke.
I beretningen bliver det ellers slået fast, at det netop er i krisetider, at retsstatens principper skal holdes i hævd. At tilspidsede situationer kun gør det mere påkrævet, at magthaverne tænker sig grundigt om og følger procedurerne. Ifølge Minkkommissionen gjorde pandemiens panik det således kun vigtigere at overholde de demokratiske spilleregler.
Men sådan skete det bare ikke. Tværtimod. Under Mette Frederiksens kontrollerende topstyring blev nogle af de mest fundamentale demokratiske retsprincipper helt åbenlyst tilsidesat, nemlig at vidtgående beslutninger altid skal være funderet i gældende lov. Hvis politikerne i et folkestyre vil gøre noget, som ikke allerede er lovligt, er de ganske enkelt forpligtet til at ændre reglerne, før de handler.
Det stik modsatte skete. Anført af landsdommer Michael Kistrup lyder den barske konklusion, at statsminister Mette Frederiksens instruks på pressemødet 4. november 2020 om, at alle mink skulle aflives, var ”klart ulovlig”, og at hun dermed optrådte ”groft vildledende” over for både offentligheden og Folketinget, da hun insisterede på, at myndigheden skulle udføre en ordre uden lovhjemmel.
Som det hedder i beretningen: ”Samlet set er det kommissionens vurdering, at Statsministeriet har handlet meget kritisabelt i forløbet, som førte til den grove vildledning af minkavlere og offentlighed og den klart ulovlige instruks til myndigheder i forbindelse med pressemødet den 4. november.”
Men kommissionen har en vigtig tilføjelse, som tegner til at blive udslagsgivende for det videre forløb på Christiansborg. Mette Frederiksens lovbrud skete ikke med forsæt, altså i ond vilje eller bare med vilje. Tværtimod finder kommissionens medlemmer ikke dokumentation for, at statsministeren skulle være blevet klart og tydeligt advaret om, at hun var i fuld færd med selv at bryde loven:
”Kommissionen finder således, at Mette Frederiksens udmeldinger på pressemødet den 4. november 2020 objektivt set var groft vildledende, men at Mette Frederiksen subjektivt ikke havde viden herom eller hensigt hertil,” som det afgørende hedder i beretningen. Og det er dette lille ord, som ser ud til at redde statsministeren, ”subjektivt”.
Det er og bliver nemlig en ren politisk beslutning, hvordan partierne i Folketinget vil reagere på statsministerens ulovlige instruks og grove vildledning. Og her optræder alle tre støttepartier foreløbigt som netop støttepartier, simpelthen ved at frede Frederiksen. Modsat tidligere skandalesager har Enhedslisten, SF og De Radikale indtil videre valgt at se bort fra den hårde kritik mod Mette Frederiksen, for i stedet at se fremad.
Nøgternt betragtet kunne der ellers bestemt være grundlag for at gå videre med en uvildig advokatundersøgelse – og særligt undersøge, hvor grænsen reelt går for uagtsomhed, herunder det, der kaldes for ministerens ”initiativpligt”, altså den statsretlige forpligtelse til som forvaltningschef at sikre sig på eget initiativ, at alle vigtige beslutninger er lovlige.
Men for alle tre støttepartier vejer realpolitiske hensyn frem mod og ikke mindst efter næste valg tydeligvis tungere end de mere abstrakte retsprincipper. De ædle argumenter, der i sin tid blev fremført mod Inger Støjberg, og hvor både Enhedslisten og De Radikale krævede en advokatundersøgelse allerede inden Instrukskommissionen blev offentliggjort, er pludselig blevet vendt på hovedet.
I den ene ende ønsker Enhedslisten ikke at kompromittere en socialdemokratisk statsminister, som de i det store og hele er tilfreds med. Mai Villadsen frygter at udløse et borgerligt magtskifte. Og i den anden stræber De Radikale tydeligvis så meget efter endelig igen at få ministerposter, og derfor ønsker Sofie Carsten Nielsen heller ikke at skabe unødig konfrontation.
Heri ligger Mette Frederiksens måske største magtmanifestation til dato. Hvis de tre støttepartier fortsætter den ultraloyale linje, hvor ordførerne fra Enhedslisten, SF og De Radikale er nødt til at slå knuder på sig selv og kolbøtter i offentligheden for at undvige beskyldninger om hykleri, vil det blive en overrumplende sejr for Mette Frederiksen. Så har hun igen bevist, at det er hende, der kontrollerer situationen totalt.
Hvis Enhedslisten, SF og De Radikale ikke engang tør reagere på en kommissionsberetning, der på sjælden brutal vis udstiller mislykket magtfuldkommenhed i regeringstoppen, ja, så har Mette Frederiksen vundet et større slag om magten i Danmark. For så har hun tvunget ikke mindst venstrefløjen til at indse, at rå magt kan være vigtigere end idealistiske principper.
Hvis Mette Frederiksen lykkes med at manøvrere sig fri af Minkkommissionens beretning – ene og alene fordi støttepartierne er villige til lade sig aflønne senere og på anden vis – har hun som statsminister bevist, at Enhedslisten, SF og De Radikale i dag har ladet sig forvandle og er klar til at opføre sig mindst lige så kynisk som Socialdemokratiet. Målet helliger midlerne. /Lars Trier Mogensen