Fucking specifikt og sygt privilegeret

Tusinder af mennesker stimler ivrigt sammen foran Orange Scene, men Carla og de andre fra klassen sidder ned. Vi finder hinanden under et pink flag, selvom vi var tæt på at måtte give op. Et par af drengene maser sig frem i det orangeblå skær, der lyser over scenen inden solnedgang, men Carla og den ene veninde bliver tilbage. De kan alligevel ikke se noget som helst.

Selvom det er deres første gang på festivalspladsen, har de hverken travlt med at komme foran eller at drikke sig fulde. Hvor alle omkring os står med øl og cigaretter i hånden, nogle med joints, er Carlas hænder frie. Hun løfter sin højre og og piller sig i øjet, så de små hår under den røde top kommer til syne.

”Jeg vågnede highkey bare op i teltet. Det var helt galt,” siger hun og viser os et billede af sine burgerøjne. I morges vågnede hun med et bygkorn. Samaritterne sagde, at det bare var støv, og at hun ikke skulle bekymre sig. Det er også næsten allerede væk igen.

For Carla er alt highkey. Ifølge de uofficielle ordbøger betyder det noget, der er intenst, men kan også erstatte ord som ‘meget’ eller ‘virkelig’. Det er ikke altid til at vide, hvordan Carla bruger det. Men man er aldrig i tvivl om, hvad hun mener.

”Skal vi ikke highkey som fejring skylde os selv en lille rengøring i kampen, hihhi?” skrev hun for eksempel i gruppechatten tidligere på dagen. Brug et askebæger, smid din makreldåse i skraldespanden, ryd op når du har lavet mad, og efterlad campen pænere, end da du kom. ”RYD NU FOR HELVEDE OP!!!” Opfordringen har mange variationer. Fælles for de de fleste er, at det ”seriøst ikke er særlig svært.”

Men her foran Orange Scene er der ingen sure miner. Heller ikke selvom campen bare flyder fucking meget, for verden går også videre, som Carla forklarer det. Hun og veninden har armene om hinanden. I foråret talte man om, at de unge har fået sværere ved at styre sig og febrilsk skaber urolighed til enhver fest, men hvis der nogensinde har været sådan en coronafeber, er den ikke nået til Sankt Annæ Gymnasium. Det er de stille sange, der får øjnene til at lyse op.

”Han er lidt cringe, men på den søde måde. Jeg tror altså ikke, at han tager hårde stoffer,” siger veninden. Den amerikanske rapper Post Malone er gået ind på Roskildes hovedscene Orange Festival. De er trætte. Det har været hårdt at komme igennem ugen, men de kolde bade har været redningen. Også selvom Carla troede, at det var netop badene, der ville være de mest grænseoverskridende, fordi alle går i bad sammen.

”Man ser hinandens kroppe uden at dømme hinanden. Det der med, at man bare løber ind, uanset om man er høj som lav, dreng som pige. Hele lortet. Det er så fedt. Det fjerner et tabu om, at mænd og kvinder ikke bader sammen. Det skaber et rum for os på min alder, hvor kropsidealer bliver meget online online. Den her festival er meget lidt influencer-agtig,” siger Carla.

”Når jeg vågner om morgenen i det der virkelig varme telt, vil jeg bare hjem og vaske mit hår, få nogle grøntsager og se en dyne. Men når jeg tager det kolde bad på Roskilde, er jeg bare sådan nej, nej. Jeg er en woman of survival”.

Forventningerne forsvinder aldrig helt

Carla er vågnet op i teltet. Festivalen sover endnu, selvom hun hver morgen vågner til lyden af den tidligere DR-julekalender Pagten i et technoremix. Hun skal snart hjem til studentergilderne. Og selvom hun glæder sig, vil hun også gerne være lige her. For festivalen har på mange måder udvisket hendes grænser på den gode måde.

”Man kan legit gå rundt i bikini og bare være meget letpåklædt, og ingen siger noget til det. Ingen siger noget til det, som man måske ville, hvis man gik i København i en kort kjole.”

Torsdag var Carla inde at se Megan Thee Stallion, der seriøst bare var pissestilet, som hun siger det. ”Det var bare twerk på twerk, og alle pigerne står bare og danser meget provokerende. Det var sygt sjovt, og jeg følte mig vildt tryg i det. Ingen gjorde det til et utilpas rum for mig til at danse på den måde, jeg havde lyst til.”

Carla har stadig sin studenterhue i teltet. Også selvom hendes storebrødre advarede hende om, at hun nok ville miste den. Men huen tog på mange måder stressen ud af ligningen. Særligt inden festivalen gik i gang, hvor hun slet ikke havde tid til at tænke på, hvem hun skulle bo med, hvad hun skulle pakke, og hvordan det hele skulle gå, fordi hun stod midt i eksamen. Nu står hun i det, hun kalder den diametrale modsætning.

”Studentertiden bliver meget formel, og med folk, der ønsker tillykke. Folk, der spørger hvordan man har det med nu med at være et voksent menneske. Det er meget sådan, så gør du det her, så får du en hvid kjole på, og folk kommer med jordbær. Det er altid jordbær. Det er mega specifikt. Og så er der Roskilde, som også er fucking specifikt. Du har nogle telte. Så skal du have en pavillon. Der er nogle regler, men det er på en helt anden skala. Og her bliver de kombineret i nærmest samme uge.”

”I min alder er det meget oplagt, at det, man gør, er at stå op klokken 8, tage ud og lave alt muligt sjovt, fordi det er det man skal. Så fester du fra koncerterne starter, og så går du i seng klokken 5 og står op igen klokken 8. Og så gør du det hver dag. Det er sådan… Det synes jeg måske godt kan blive lidt meget.”

Forventningerne er ikke helt væk på Roskilde. Og det er også det, der har været det hårdeste. For du hele tiden skal tage stilling til, hvor du skal gå hen og med hvem, for har du ikke en gruppe kan det godt være lidt ”nøjeren” at gå rundt alene, siger Carla.

”Ikke fordi man er utryg, men fordi det er sådan en social standing. Det er blevet tabu. Det føler jeg lidt for folk på min alder.”

Hun kan dog ikke helt blive enig med sig selv, om hvor hård ugen egentlig har været. For så svært er det jo ikke.

”Det er så fucking dumt. Jeg er jo sygt privilegeret. Men jeg glæder mig til at tage hjem efter Tessa. Og til gilderne. Og at se vennerne fra campen på en lidt mere civiliseret måde. Nu vender vi tilbage til det formelle.”

Tekst: Emilie Ewald og Emma Louise Stenholm

Fotos: Frederik Danielsen