Scanpix
Provokationen er lige så enkel, som den er effektiv: At vifte med et flag, som er politisk bandlyst og officielt sortlistet – og derved straks fremkalde en ubekvem debat om, hvem der egentlig bestemmer, hvad politikere og andet godtfolk må ytre i et frit samfund.
Mediestuntet lykkedes forleden for venstrefløjen i Sverige, som længe har været stærkt kritiske over for dels indmeldelsen i Nato-samarbejdet og dels de hemmelige indrømmelser, som statsminister Magdalena Andersson angiveligt har været nødt til at give til Tyrkiets præsident Erdoğan.
Tre riksdagsmedlemmer fra Vänsterpartiet – som bedst kan sammenlignes med Enhedslisten – poserede mandag på Almedalsveckan, det originale folkemøde, med flag fra kurdiske organisationer, herunder PKK, som er på EU’s terrorliste. Det er særligt flaget med en rød stjerne på gul baggrund, inde i en grøn cirkel på rød baggrund, som vækker opstandelse – simpelthen fordi Kurdistans Arbejderparti, Partiya Karkerên Kurdistanê, er ulovligt, også i Sverige.
Lige nu er det ikke offentligt kendt, hvad Sverige reelt har måttet acceptere af krav fra Nato-landet Tyrkiet som en betingelse for at blive medlem sammen med Finland. På den ene side har præsident Erdoğan meget åbenmundet fortalt, at Sverige og Finland er parate til at anholde og udlevere kurdiske dissidenter, mens Sveriges socialdemokratiske statsminister Magdalena Andersson er noget mere sparsom med oplysningerne.
Venstrefløjens stjerne i Sverige, 37-årige Nooshi Dadgostar, forsøger at tvinge statsministeren til at fortælle åbent om den lyssky lokumsaftale, der tydeligvis er blevet indgået på Nato-topmødet i Madrid i sidste uge. I sin tale på Almedalsveckan krævede Nooshi Dadgostar fuld offentlighed:
“Sverige er meget bedre end den aftale, som Magdalena Andersson har trykket hånd med despoten Erdoğan om,“ lød det fra Vänsterpartiets frontfigur, som advarede om, at den tyrkiske præsident “forsøger at lukke munden på det svenske folks støtte til menneskerettigheder“.
For Dadgostar og Vänsterpartiet er kurderne ved at få samme symbolske rolle som palæstinenserne, og nu er det vel at mærke Sverige, som spiller skurkerollen. Modsat flere årtiers udenrigspolitisk aktivisme, hvor Sverige har været alliancefri – og derfor har kunnet blande sig markant i alverdens brændpunkter – er den barske realisme ved at indhente Nordens største militærmagt.
Tilgangen til kurderne udstiller omvæltningen. Hidtil har Sverige officielt kunnet stille sig solidarisk på samme side som en række undertrykte folk – fra Palæstina til netop Kurdistan – og har derved promoveret en særlig udenrigspolitisk exceptionalisme. Ved ikke at være medlem af Nato har Sverige således kunnet føre en langt mere offensiv og selvstændig udenrigspolitik end fx Danmark.
Særligt den socialdemokratiske statsminister Olof Palme evnede på spektakulær vis at udnytte den særegne position som alliancefri. Som svensk statsminister i begyndelsen af 1970’erne fik Olof Palme skabt en forestilling om, at Sverige kunne optræde som en “humanistisk stormagt“ på verdensscenen, og denne unikke position varede lige indtil sidste uge.
Hvis nogle stadig skulle være i tvivl om, at Sverige ikke længere kan gå egne veje, fik de tre riksdagsmedlemmer fra Vänsterpartiet markeret afslutningen. Flag-stuntet bliver ligefrem betragtet som et næsten guerilla-agtigt forsøg på at sabotere Sveriges optagelse i Nato. Det er vitterligt også opsigtsvækkende, omend ganske forståeligt hvis Magdalena Andersson har lavet et beskidt kompromis med Erdoğan.
Justits- og indenrigsminister Morgan Johansson reagerede prompte – og følte sig ligefrem kaldet til at trække Palme-kortet: “Det er helt uacceptabelt. PKK blev terrorstemplet allerede i 1984 – af Olof Palmes regering. Og med god grund: PKK har mange uskyldige menneskeliv på samvittigheden. Vänsterpartiets ledelse bør straks tage afstand fra aktionen.“
Udfordringen for Vänsterpartiet og styrken for den socialdemokratiske regering er, at det altovervejende vælgerflertal ser ud til at støtte Sveriges optagelse i Nato-samarbejdet, og skønt de tilslørede indrømmelser til Tyrkiet næppe er populære i sig selv, er der mange svenskere, som er mere end villige til at ofre kurdiske modstandsfolk til fordel for hjemlig sikkerhed.
Truslerne er nemlig påfaldende jordnære. Selv om det kan virke skørt, når præsident Putin sammenligner sig selv med Peter den Store, er det ganske konkret, når han varsler planer om at ville invadere svensk land – måske ligefrem Østersø-øen Gotland, hvor der jo i disse dage afholdes Almedalsveckan. Som optakt til Sveriges ansøgning om medlemskab i Nato-samarbejdet lød det fra Kreml: “Peter den Store førte den store nordiske krig i 21 år. Du kan få det indtryk, at han ved at kæmpe mod Sverige tog noget. Han tog ikke noget fra dem, han tog noget tilbage,“ sagde Vladimir Putin, som næsten samtidig udtalte: “Rusland bliver nødt til at reagere, hvis Nato opretter infrastruktur i Sverige og Finland“.
Nu er indmeldelsen ved at være en realitet, og alle frygter for, hvad Putin kan finde på af modreaktioner. Mere end for Erdoğans krav. Siden den kolde krig har sovjetiske ubåde mere eller mindre rutinemæssigt krænket det svenske søterritorium, ikke mindst i farvandene omkring den strategisk vigtige ø Gotland, og derfor blev det mødt med begejstring, da amerikanske soldater i forrige uge deltog i militære øvelser – netop på Gotland.
I valget mellem ædel idealisme og snavset realisme er Sverige svinget som et pendul i rekordfart. Logikken synes at være: Hellere bøje sig for Erdoğan og dermed kunne blive optaget i Nato, end at give sig så meget som en millimeter over for Putin. Og i vægtningen mellem ophøjede frihedsprincipper og primitive tryghedsinstinkter har den politiske virkelighed dermed taget en gevaldig kolbøtte.
Epoken, hvor Sverige fungerede som et stolt helle for udenlandske systemkritikere og forfulgte dissidenter, er blevet bragt til ende – som en direkte følge af Putins invasion i Ukraine. Og befolkningen bakker massivt op bag regeringen: I valget mellem enten kurdiske flag eller flere kanoner på Gotland er hr. og fru Jönsson ikke i tvivl. /Lars Trier Mogensen
Fortsættelse følger. Læs på fredag om den allestedsnærværende og ikonisk svenske debat om både nye og gamle former for diskrimination, der præger Almedalsveckan som optakt til Riksdagsvalget i september.