Emil Helms/Ritzau Scanpix
Der er noget ved kriser, der får os til at hade uvisheden endnu mere, end vi plejer. Krisetilstanden efterlader os med et stort og rungende hvorfor, som vi simpelthen ikke har kræfterne til at holde på afstand. Vi søger tryghed i de store, forkromede forklaringer, og derfor skal pilen helst ikke pege mod os selv. Efter søndagens tragiske hændelse i storcentret Field’s på Amager har vi igen haft akut brug for at finde svar. Og kollektivt har vi besluttet, at det skal findes i den unge gerningsmands psykiske helbred.
Der er noget trygt over den forklaring, fordi den er håndgribelig: Manden var mentalt ustabil, og han fik ikke den fornødne hjælp til at håndtere sin sygdom. Kun derfor kunne han gøre, hvad han gjorde. På ryggen af den fortælling, kan politikerne nu losse til den nationale handlingsplan for psykiatrien, som man af ubegribelige årsager har ladet ligge brak.
Der er ikke nogen grund til at påstå, at gerningsmandens psykiske tilstand ikke skulle have noget at gøre med hans gerninger. Han havde brug for hjælp og fik det muligvis ikke i tilstrækkelig grad. Efter alt at dømme har han haft det virkelig dårligt. Men der er heller ikke nogen grund til at tro, at det kun skulle have noget med sygdommen at gøre.
Hvert år oplever mere end 700.000 voksne danskere symptomer på psykisk sygdom, og selvom de varierer i sværhedsgrad, er fællesnævneren, at det aldrig før har resulteret i et skyderi som det, vi var vidner til i søndags. Allerede mandag bragede Politiken ud med den misvisende rubrik “Psykisk syge lever i en parallelverden, som er lige så virkelig som vores“. Den slags er med til at understøtte en forestilling om, at psykisk syge sådan helt generelt lever i en helt anden virkelighed end “almindelige“ mennesker.
Når debatten nu centrerer sig om psykisk syge personer og mangler i psykiatrien, gør man en i forvejen udsat og notorisk stigmatiseret del af samfundet til belejlig syndebuk. Vi spørger, hvordan psykiatrien dog kunne svigte så grumt (et spørgsmål, vi kender svaret på, når vi husker på, hvordan den systematisk underprioriteres). Vi spørger ikke, hvordan vores samfund kan svigte unge mænd så grumt, at de ender med at begå forbrydelser af en kaliber, vi kun på afstand har set udspille sig i navnlig USA.
Psykiatrien skal omgående have midler i både hoved og røv. Det har den hele tiden skullet have. Men det kommer ikke i sig selv til at forhindre, at lignende skyderier vil finde sted i fremtiden. Psykisk syge mennesker i al almindelighed foretager ikke masseskyderier. Vi behøver kun kigge mod USA for at se, at det gør til gengæld desperate unge mennesker – mænd – der er blevet brændt af samfundet omkring dem. Et samfund, der i stigende grad vægter økonomisk vækst og personlig succes over kollektiv trivsel.
Derfor gør vi os selv en ualmindeligt stor bjørnetjeneste ved at rette alles øjne mod psykiatrien. Det enkle svar lokker især i svære tider. Men det vil hverken gøre Danmark til et sikrere eller sundere sted ikke at spørge, hvad der helt grundlæggende i vores samfund gør os syge, vrede, desperate til at begynde med. /Asta Kongsted