Scanpix
Alting er politisk, også tragedier. Under tre døgn efter masseskyderiet på Amager – og lige inden den tidligere japanske premierminister blev skudt – blev også det svenske folkemøde, Almedalveckan, ramt af et knivdrab. En 33-årig mand gik pludselig til angreb på en 64-årig kvinde uden foran et hotel, hvor lederen af Centerpartiet, Annie Lööf, netop var i færd med at afslutte sit pressemøde. Den smukke og sommerlyse idyl i Visby på Gotland blev splintret.
Ulykkeligvis viser knivangrebet sig at være et mere eller mindre politisk motiveret attentat, idet den dræbte kvinde var ansvarlig for psykiatrien i de svenske regioner, og overgrebsmanden har da også erkendt, at han gik målrettet efter hende, formentlig i en slags hævnakt. Præcis som i Danmark, hvor politikerne også straks har forsøgt at udnytte opmærksomheden fra tragedien i Field’s til politiske manifestationer, er knivdrabet under den svenske politikeruge også straks blevet tillagt symbolsk betydning.
Da Centerpartiets leder, Annie Lööf, få timer efter attentatet møder op under massiv politibeskyttelse, gør hun det til sin mest slagkraftige pointe, at alt for mange kvinder er volds- og dødstruet af mænd, ja eller at alt for mange mænd hader kvinder. Derfor er der brug for et fundamentalt opgør med vold i hjemmene og enhver ansats til toksisk maskulinitet: “Der findes få vigtigere samfundsopgaver end at stoppe vold mod kvinder. Mænd, der slår og truer, skal aldrig kunne undvige. Men det som slutter i slag og dødsvold begynder i noget andet,“ siger 38-årige Annie Lööf, som i de senere år har spillet en nøglerolle i svensk politik: “Volden begynder i normer og værdier, i skolen og i kommentarfelterne. I kontrol, undertrykkelse og trusler. Vi er nødt til at sætte tydeligere grænser.“ Til bragende bifald blandt publikum i Almedalen – den lille lund i Visby, som udgør omdrejningspunktet for det originale, svenske folkemøde – formåede Annie Lööf at udnytte den ængstelige situation til at sætte en stærkt mobiliserende dagsorden forud for Riksdagsvalget 11. september. Vold mod kvinder er en udbredt bekymring, som er så kraftfuld i Sverige, at dagsordenen ligefrem kan have potentialet til at flytte titusindvis af udslagsgivende stemmer.
Men Centerpartiet står bestemt ikke alene. Og det er heller ikke kun venstrefløjen, som forsøger at udfordre og overtrumfe med forslag til at stoppe volden mod kvinder‚ lidt på samme måde som det i vid udstrækning er lykkedes at begrænse vold mod børn i de seneste ti år, bl.a. ved at forbyde revselsesretten. Men svarene dækker i Sverige over hele det politiske spektrum.
Det store højrenationale parti, Sverigedemokraterne – som oprindeligt kunne minde om en kopi af Dansk Folkeparti, men som i dag mere oplagt må ses som selve inspirationskilden til Inger Støjbergs nye og fremadstormende parti Danmarksdemokraterne – fører også valgkampagne på utrygheden blandt kvinder. Men fra et diametralt modsat udgangspunkt.
Under slagordet “Nej til sosse-feminisme“ har partiformand Jimmie Åkesson fået selskab af en stor skare af kvindelige sverigedemokrater, der synligt og aktivt er til stede på i første omgang Almedalsveckan, men tydeligvis også som en generalprøve på den kommende uger og måneders valgkamp. Afsættet for Sverigedemokraternes anti-feministiske kvindekampagne er en undersøgelse, som viser, at flere og flere svenske kvinder er utrygge, når de går tur med hunden: En stigning fra 21 til 30 pct. mens Socialdemokraterna har været ved magten.
Det opsigtsvækkende budskab er, at Socialdemokraterne og deres støttepartier måske snakker om kvinders rettigheder, men i praksis og i hverdagen intet gør. Tværtimod har kombinationen af en slap retspolitik og en liberal udlændingepolitik ført til stadig mere kaotiske tilstande i svenske byer, hvor kriminelle bander og voldmænd har fået frit spil.
Frem for direkte at føre valgkamp på modstand mod flygtninge og indvandring har Sverigedemokraterne således twistet deres budskaber, så de henvender sig til den store gruppe af middelklassevælgere, som hverken betragter sig selv som udlændingeskeptikere eller anti-feminister, men som til gengæld oplever en reel utryghed for både dem selv og deres børn. På den måde er Sverigedemokraterne ved at udvikle en ny, avanceret og mere subtil form for populistisk nationalkonservatisme.
Ved primært at fokusere på problemet, utrygheden i hverdagen, formår både Jimmie Åkesson og hans kvindelige hjælpere ganske effektivt at få vælgerne til selv at lægge to og to sammen – og selv komme frem til, at selve årsagen til volden, balladen og optøjerne meget vel kan være den politiske linje, som er blevet ført under de seneste års socialdemokratisk regering, i dag anført af Sveriges første kvindelige statsminister Magdalena Andersson.
Valgkamp er kvindekamp i Sverige. Men den omvæltende udvikling viser, at feministiske politikere ikke længere har monopol på debatten. Når Annie Lööf på den ene side formår at sætte vold mod kvinder øverst på dagsordenen, kan det på den anden side meget vel blive Jimmie Åkesson, der ender med at overbevise vælgerne om, at svaret er hårdere straffe og en strammere udlændingepolitik.
Højrefløjen har knækket koden til en ny form for kvindekamp, der tilmed kan vise sig at have bredt fat i kvindelige vælgere med korte uddannelser og uden for de store byer. Frygten for voldtægt, overgreb og krænkelser kan vise sig at føre til en hårdere langt mere konservativ retspolitik. /Lars Trier Mogensen