Foto: Western Sahara Research Watch
Når man befinder sig i Marokko, forsvinder Vestsahara fra verdenskortet. Eller i hvert fald fra Google Maps. Vestsahara ligger klemt mellem Mauretanien, Algeriet og Marokko. Uden for Marokko er den 444 km lange grænse mellem Marokko og Vestsahara markeret af en stiplet linje, der illustrerer, at grænsen fortsat er omstridt.
Da Spanien forlod sin tidligere koloni i 1976, rykkede både Marokko og Mauretanien ind for at trække deres egne streger i sandet. I 1979 blev Mauretanien overvundet af Polisario Front, der repræsenterer det saharawiske folk. Samme år indledte Marokkos Kong Hassan II den historiske Grønne March, hvor 350.000 civile marokkanere bosatte sig i Vestsahara langs Atlanterhavet.
Organisationen Western Sahara Research Watch har kortlagt, hvordan Marokko – denne gang med vindmøller og solpaneler – forsøger at male Vestsaharas sandørken grøn. Ifølge deres rapport fra oktober 2021 vil vindenergi i det besatte Vestsahara udgøre omkring 47 pct. af Marokkos samlede vindkapacitet i år 2030. I samme år vil mellem ca. 7 og 32 pct. af Marokkos solenergi komme fra området. Ifølge Western Sahara Research Watch er denne bæredygtige infrastruktur ikke bare Marokkos forsøg på at greenwashe deres besættelse. Den vil også forlænge den i forvejen lange konflikt.
Ressourcer har altid spillet en hovedrolle i konflikten. Vestsaharas undergrund er fyldt med fosfat, og havet er proppet af fisk. “Ressourcer giver Marokko en indkomst for besættelsen, og de bruger dem til at sætte den politiske dagsorden,“ fortæller Sara Eyckmans, der er international koordinator i Western Sahara Resource Watch. “Det er meget vanskeligt for Marokko at gøre juridisk krav på Vestsahara som sit territorium. Den Internationale Domstol og EU-Domstolen har gentagende gange afgjort, at Vestsahara ikke er en del af Marokko. Men Marokko kan udnytte den magt, de har, til at få sin position bekræftet af andre internationale aktører. Her er ressourcerne særligt interessante. Hvis de har en handelsaftale eller en fiskeriaftale med EU, der også inkluderer ressourcer fra Vestsahara, så kan de over tid skabe en naturlighed omkring deres indflydelse over landet.“
Hvordan vil Marokkos grønne projekter i Vestsahara forlænge konflikten?
“Marokko har meget dyre regninger for import af olieprodukter. Hvis de overgår til vedvarende energi, vil det reducere deres omkostninger. Men hvis en betydelig del af den vedvarende energi skal produceres i et område, der er under militær besættelse, vil det naturligvis styrke Marokkos behov for at blive i Vestsahara og betyde, at det er mindre sandsynligt, at landet vil opgive kravet over området, uanset hvor ubegrundet det måtte være. Det energioverskud, som Marokko kan generere, vil komme fra Vestsahara. I Vestsahara er der en mindre befolkning og mindre industriel aktivitet. Det overskud kan blive sendt til Europa og andre steder.“
Hvorfor bruger I ordet “greenwashing“ om denne proces?
“Man hører efterhånden mere kritik af projekter for vedvarende energi. Eller at de ikke nødvendigvis altid er så “rene“, som man troede for 10 år siden. Ikke desto mindre lever vi i en tid, hvor det i høj grad betragtes som vejen frem og som en etisk og mere bæredygtig måde at producere energi på. Samtidig er der tilfælde, hvor disse projekter kan være forbundet med betydelige menneskerettighedsspørgsmål. Her er Vestsahara et skoleeksempel. Marokko opererer i en ulovlig besættelse, i et område, der betragtes som en sort boks for menneskerettigheder. Hvis man ser på rapporten fra Freedom House hvert år, ligger Vestsahara næsten på samme niveau som Nordkorea og Syrien med hensyn til borgerrettigheder.“
Hvordan kan virksomheder retfærdiggøre at bygge og operere på besat territorium?
“Virksomhederne vil primært argumentere for, at de gør det for at gavne befolkningen i Vestsahara. Derfor vil de henvise til en juridisk udtalelse fra 2002. I 2002 fik Marokko nemlig lov til at udforske kulbrintereserver i Vestsahara. FN’s Sikkerhedsråd anmodede om en juridisk udtalelse om det, som konkluderede, at denne type udforskning – eller udnyttelse – af mineralressourcer kun kan udføres, hvis det er i overensstemmelse med befolkningens ønsker i området.
Det, vi har set og fortsat ser, er, at virksomhederne copypaster fra denne udtalelse, så det retfærdiggør det, de gør. Forfatteren af denne udtalelse har hele tiden sagt, at det ikke er det, de mente, og at det ikke er deres konklusion. Ikke desto mindre vil virksomhederne blive ved med at pege på, at deres projekter skaber fordele i form af jobs og finansielle ressourcer. Men selv hvis man ser sådan på det, er de mennesker, der i øjeblikket bor i Vestsahara marokkanske bosættere, ikke saharawier. De er i undertal i deres hjemland.
Virksomhederne vil ikke gå ind på spørgsmålet om selvbestemmelse, men går ud fra, at det vil være godt for Vestsaharas befolkning. Det begynder at lyde neokolonialt. Især de vedvarende virksomheder vil sige, at de ikke fjerner ressourcer eller tager noget væk, de leverer bare ren energi. Men det er et spørgsmål om samtykke. Den energi, der produceres, vil Marokkos industrielle og økonomiske interesser og spille en rolle i besættelsen.“
Siden Ruslands invasion af Ukraine har EU’s energiafhængighed af Rusland stået meget høj på den europæiske dagsorden. Hvordan har Marokko positioneret sig, nu hvor EU leder efter nye energileverandører?
“Marokko er langt foran de resterende nordafrikanske lande med hensyn til at oprette vindmølle- og solcelleparker. Og det har fået fornyet betydning med situationen med Rusland og Ukraine. Og det er politisk problematisk, fordi det ville betyde, at EU ville være delvis afhængig af Marokko. Vi har set dette tidligere med den første af EU-Domstolens afgørelser, hvor Marokko frøs de diplomatiske forbindelser med EU i et vist tidsrum. Det vender altid tilbage til EU. Marokko vil ikke samarbejde med EU om antiterrorisme eller migration, hvis de har en fast holdning til Vestsahara.
Hvis EU’s energiforsyning bliver afhængig af Marokko, vil det vil betyde, at de europæiske lande må tage stilling til deres holdning til Vestsahara. Vil vi give efter for Marokko? Eller vil vi respektere vores egne domstole og trække en grænse? Fra et politisk perspektiv er det en kompliceret situation, som meget vel kan forlænge konflikten. Hvis man har EU’s opbakning, vil det ikke give Marokko incitament til at deltage i FN-forhandlinger.“
Men det er vel ikke så meget bedre at være afhængige af Marokkos energi?
“EU kommer ikke til at få en konsekvent tilgang til forskellige konflikter. Den eneste ting, der virkelig kan gøre en forskel i Vestsahara, er EU-Domstolens afgørelser.“
På fredag spørger Føljeton Polisario Fronts advokat, Manuel Devers, hvilken forskel EU-Domstolen har gjort og kan gøre for Vestsaharas fremtid. /Emilie Ewald