Paul Klee – ”Die Zwitscher-Maschine” (1922)
Hvad har Paul Klees kvidremaskine, vampyrstumfilmen Nosferatu og T.S. Elliots digt Ødemarken tilfælles? Jamen, de fylder alle 100 år i 2022 – og det skal selvfølgelig fejres! I denne uges sommerserie spoler Jon Kvist Sommer tiden tilbage til 1922 og dissekerer de kulturelle højdepunkter, der vist ikke er så forældede endda…
Se for dig, hvordan du kunne tage fat i håndtaget og snurre kablet rundt. Man kan næsten forestille sig, hvordan fuglene ville blive siddende helt uden at baske med vingerne, men blot kvidre videre upåvirket, snurrende som kyllinger på rotisserispyd.
De kan måske slet ikke flyve, for de har jo ikke rigtigt vinger. Kun den næb-lignende udformning og en ensom fjer hist og her afslører, at det overhovedet er fugle, der tale om. Abstrakte og vanskabte ligner de noget, en gal opfinder har lavet i sin garage. Eller måske noget et barn har tegnet.
Men det er ikke noget barn, for den schweiziske maler og grafiker Paul Klee var 43 år, da han malede ”Die Zwitscher-Maschine”, eller Kvidremaskinen, som det hedder på dansk. Det blev til i 1922, og derfor kan vi i år fejre 100-året for et maleri, som – siger rygtet – skulle have inspireret over 100 musikalske værker. Eksempelvis andre har den amerikanske komponist Gunther Schuller sat musik til maleriet og til seks andre af Paul Klees værker. Der er i det hele taget en tæt forbindelse mellem malerkunsten og musikken hos Paul Klee, som også var meget inspireret af musikalske teorier i sin egen praksis.
En af fuglene på maleriet presser, hvad der næsten ligner et udråbstegn, ud af halsen, som om volumen er skruet helt i vejret, eller som om noget skal understreges. Eller også er det lige netop ikke et udråbstegn men bare et forvrænget tegn uden betydning. Som en uafkodelig node, et stykke musik uden lyd.
Samme år, maleriet blev til, afsonede Hitler en fængselsstraf på tre måneder for paramilitære operationer, og da nazisterne senere kom til magten, blev værket i 1933 beslaglagt og kategoriseret som ”degenerativ kunst.” Det blev heldigvis ikke brændt af den grund, men i stedet solgt i 1939 til en kunsthandler, som tog det med til New York. Der hænger det endnu på Museum of Modern Art.
Man skulle næsten tro, at fuglekviddermaleriet forudså naziregimets monotonisering af Tysklands kunst og kultur. Klees fugle er ikke frie flyvere, de er blevet til mekanik – lig med forudsigelighed og ensretning. I kontrast til naturens solopgangsfarver i baggrunden.
Foruden at inspirere musikalske værker og provokere nazisterne, har Kvidremaskinen formået at blive et populært motiv til børneværelsesvægge. Trods de lettere dystopiske fuglemaskiner, er der da også noget umiddelbart over værket: Dimensionerne i den skæve platform under fuglene, fuglenes proportioner og deres stankelagtige ben. Det er på én gang mekanisk og frit som en barnestreg.
Gad vide, hvad de synger, de mekaniske fugle? Håndtaget minder næsten om de små spilledåser, man kan købe i turistbutikker og andre skrammelophobninger, som kan spille ”Hallelujah” eller temamelodien fra Godfather; et stykke automatiseret musik, en sterilisering af noget, der engang var frit og naturligt.
100 år på bagkant markerer Kvidremaskinen mekanikkens overtag – og det er vist stadig oplagt, at vi spørger os selv og hinanden, om ikke vi kan overlade lidt mindre til automatikken, inden vi alle ender som stegte, roterende kyllinger. /Jon Kvist Sommer