Illustrationen er lavet i samarbejde mellem Føljetons “naturlige“ intelligens og en kunstig intelligens på platformen MidJourney.
Hvad har Paul Klees kvidremaskine, vampyrstumfilmen Nosferatu og T.S. Eliots digt ”Ødemarken” tilfælles? Jamen, de fylder alle 100 år i 2022 – og det skal fejres! I denne uges sommerserie spoler Jon Kvist Sommer tiden tilbage til 1922 og dissekerer de kulturelle højdepunkter, der vist ikke er så forældede endda…
Lad os begynde der, hvor alting er allermest håbløst: i april.
Nærmere bestemt den 7. april 2022, hvor en festival løb af stablen, som hyldede 100 året for T.S Eliots digt ”The Waste Land” – eller ”Ødemarken”, som det kom til at hedde i Kai Friis Møller og Tom Kristensens danske oversættelse fra 1948.
Siden udgivelsen i 1922 er ”Ødemarken” blevet et modernistisk hovedværk i europæisk litteratur. At festivalen, der passende blev døbt ‘Fragmenter’, fandt sted i netop april, var ikke tilfældigt, men derimod et kip med hatten til første verslinje i ”Ødemarken”: “April er den grusomste måned.”
Blomsterne blomstrer, og dagene bliver lysere. Måske er det håbet, der gør foråret så grusomt i april. Måske er det frygten for, at foråret udebliver. Det er nærliggende at læse ”Ødemarken” som et digt om det europæiske traume fra Første Verdenskrig, hvorefter ikke kun slagmarker, men også åndsliv og førkrigstidens optimisme blev lagt øde, ja, ødelagt.
På den måde er digtet bundet i en konkret historisk erfaring. Men det vil være synd at begrænse ”Ødemarken” til alene at være et testamente om krigserfaring, for selvom der atter raser krig på Europas kontinent i dag, er der andet, som gør, at digtet fortsat giver genklang 100 år efter dets tilblivelse.
I ”Ødemarken” sår man døde kroppe og blomster i jorden for at se, om de vil gro. Det liv, der allerede lever, er næsten så godt som dødt. Det lyder dystert, og det er det på sin vis også. Samtidig er der dog en iboende forståelse af døden som noget cyklisk og nødvendigt.
Før digtet rigtigt begynder, er der indskrevet et citat fra det antikke prosaværk Satyricon – en fortælling, som følger en bortløben slave i det antikke Rom. Med et kryptisk citat peger Eliot på den gamle verden, som faldt, og på et civilisatorisk sammenbrud. Satyricon findes kun i fragmenter, det er ikke bevaret i sin helhed. Værket fungerer som en slags ur-tekst til ”Ødemarken”: Fragmenter fra en kultur, der var engang.
Som ”Ødemarken” skrider frem, er det til stadighed proppet med referencer til Virgil, Shakespeare, Baudelaire, Wagner, Biblen, hinduistiske sanskrit-tekster, det antikke Grækenland og Tarotkort. Referencerne er så mange, at Eliot udarbejdede forklarende fodnoter, så læseren kan holde styr på de mange skuldre, digtet står på. Det fortrød Eliot selv efter udgivelsen, og der er da også noget ved fodnoterne, som kan føles begrænsende. Som når man forklarer en vittighed, fordi man afkobler muligheden for spontane (mis)forståelser.
Samtidig giver fodnotelisten dog et lille element af klarhed i et ellers dunkelt værk – og den er bestemt ikke ligegyldig. Listen understreger den tidlige modernismes grunderfaring af, at alt det, man forveksler for autencitet, mest af alt er en ophobning af fragmenter – og altså ikke et samlet, harmonisk hele. Som et frankensteins monster syet sammen af forskellige døde dele, der bliver til liv.
Selv i 2022 kan det være svært at få øje på harmonien. Måske findes den da heller ikke som et opnåeligt mål. Den indsigt er til gengæld ikke ny, og den har ikke kun med krig at gøre. Egentlig er det bare en erfaring af moderniteten i bredere forstand – og det er ikke så håbløst, som det lyder. Eller som en af Fragments-arrangørerne formulerer det:
”[Digtet] opfordrer dig til at fjerne hånden fra panikknappen og trække vejret lidt dybere. Der er virkelig en meditativ kvalitet i det, hvis man tager sig tid”.
”Ødemarken” er langt mere end fragmenter fra en kultur, der var engang. Digtet minder os om, at splittelse og meningstab ikke er en ny historisk erfaring. Og måske kan netop det få alting til at give lidt mere mening. Så lad os lige trække vejret, og genlæse ”Ødemarken” for dens meditation over livet i en moderne verden. ”Shantih shantih shantih,” som Eliot skrev – ”Sindsro, sindsro, sindsro”. /Jon Kvist Sommer