Nosferatu (1922)
Hvad har Paul Klees kvidremaskine, vampyrstumfilmen Nosferatu og T.S. Elliots digt Ødemarken tilfælles? Jamen, de fylder alle 100 år i 2022 – og det skal selvfølgelig fejres! I denne uges sommerserie spoler Jon Kvist Sommer tiden tilbage til 1922 og dissekerer de kulturelle højdepunkter, der vist ikke er så forældede endda…
Hvis du kun må vælge én hundrede år gammel gyserstumfilm at se i 2022 (og det bør du selvfølgelig gøre), kandiderer F.W Murnaus Nosferatu, eine Symphonie des Grauens nok som det bedste bud.
Første gang verden så en vampyr på det store lærred var d. 4. marts 1922, da Nosferatu havde gallapremiere i Berlins zoologiske have. Filmen er løst baseret på den irske forfatter Bram Stokers hyperkanoniserede roman Dracula fra 1897 og gav for første gang en fysisk inkarnation til den uhyggelige skikkelse, som sover i en kiste om dagen og drikker blod fra uskyldige ofre om natten. Nosferatu repræsenterer den tidlige Weimarrepubliks ængstelser, men også nogle af de grundlæggende forestillinger, vi som kultur stadigvæk går og er hamrende ræde for.
Efter filmens premiere sagsøgte Bram Stokers enke, Florence Balcombe, filmens producenter, fordi de ikke havde tilladelse til at bruge historien. Hun vandt i retten, og i 1925 destruerede man alle de kopier, produktionsselskabet ejede. Men tak skæbne, for heldigvis lykkedes det ikke Florence af destruere alle eksemplarerne, hvorfor vi stadig kan fryde os grueligt ved filmhistoriens allerførste vampyrmonster.
Filmen begynder hos en tysk ejendomsmægler, der sender en af sine ansatte til Transsylvanien, hvor Grev Orlok bor. Greven har nemlig i sinde at købe en ejendom i Tyskland. Under sit besøg bliver den ansatte klar over, at Orlok er en “nosferatu” (et oldgammelt rumænsk ord, som betyder noget i retningen af vampyr eller nattevandrer), og bliver fanget i huset i Transsylvanien, mens Grev Orlok rejser til Tyskland.
På turen medbringer Orlok sin egen jord i kister, for han kan kun overleve, hvis han er tæt på den gudsforladte muld, han er blevet begravet i – sådan som en gammel vampyrmyte lyder. Foruden Orloks jord er kisterne fyldt med rotter, som spreder en dødelig virus, der sender hele byen i nedlukning.
Hvorfor er vampyrmonstret så dødsens uhyggeligt? Den angst, der er på spil i Nosferatu, er ikke bare en enkel auteurs kreative påfund, men billedet på et langt dybere rodnet af frygt, som karakteriserede Europa i begyndelsen af 1900-tallet.
Fremstillingen af det onde i Nosferatu hænger sammen med angsten for det fremmede og for sygdom. Det onde er noget indtrængende, som spreder ubehag, og det er samtidigt noget, der bevæger sig i det skjulte: i natten, i skoven, i kælderen. Den fremstilling deler også meget af sit tankegods med den gryende antisemitisme, der blev kultiveret i samme periode, og som nazisterne senere skulle videreføre.
Vampyren i Nosferatu ligner på mange måder de skræmmebilleder af jøden, som florerede i datidens Europa. Ja, Grev Orlok deler faktisk fysiske træk med tidens stereotype antisemitiske fremstillinger. De overdrevne rottelignende træk ved næse og ører er eksempelvis ikke tilfældige, for antisemitismen var præget af associationen mellem jøden og rotten – en idé om, at de begge levede i det skjulte og spredte syfilis, som en degeneret og samfundsnedbrydende parasit.
Det er en frygt for at blive smittet af det fremmede, en frygt for, at det rene skal spoleres af det urene. Hvis man vil se den rene krystallisering af fremmedangsten, som den så ud for hundrede år siden (og stadig ser ud i dag), er det Nosferatu, man skal se. Det er skræmmende sager.
Skræmmende er det i øvrigt også, hvor tæt vi var på at begrave Nosferatu levende. For selvom vampyrfiguren efterhånden er druknet i klichéer, jokes og tegnefilm, så er parasitfrygten, som den repræsenterer, stadig en af de dybeste vi har – og Nosferatu er en lysende portrættering af en dyb frygt, som endnu ulmer i vores kulturs mørke kældre. /Jon Kvist Sommer