Putins teater

Folk, der interesserer sig for velvære og hudpleje, har de seneste år spekuleret på, om Ruslands præsident Vladimir Putin er helt sund og rask. På det mentale plan kan vi godt blive enige om, at han har en skrue løs. Men hvad med hans 69-årige ansigt, der virker let hævet – og slet ikke indsunket på den der hvirvelløse, KGB-agtige måde, sådan som det var tilfældet indtil for nogle år siden? Øjnene sidder som små lyse knapper, ikke plirrende som på en gris, næ, de er cirka en tredjedel dækket af Putins øjenlåg, som om alt, hvad der sker omkring ham, keder ham gudsjammerligt. Man ser næsten aldrig Putin i situationer, hvor han er ude af kontrol. I hans middelalderlige verden er manglende kontrol et tegn på svaghed.

Af samme grund er der for os andre noget uendeligt lindrende over de spritnye videooptagelser, hvor Putin står alene i et rum og venter på Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdoğan, mens pressen filmer ham og fotograferer på livet løs. De godt og vel 50 sekunder, han står der, kan vel deles op i tre akter.

Akt 1: Chok

I første akt træder han med et entusiastisk kropssprog ind på scenen og har tydeligvis en forestilling om, at Erdoğan er lige i hælene på ham. Da han vender sig om, indtræffer chokket: ingen Erdoğan; you’re on own, kammerat Putin. Dramaturgisk er det lige på og hårdt – som Susanne Bier og Anders Thomas Jensens frygteligt melodramatiske filmmanuskripter i begyndelsen af 00’erne, hvor folk bliver lamme fra halsen og nedefter, inden man har fundet sin plads i biografmørket.

Straks situationens alvor går op for Putin, drejer han blikket væk og stirrer på en stor buket blomster, der står på sofabordet ved siden. Det næste halvandet sekund tænker han over, hvordan i helvede han skal vise med sit kropssprog, at den her situation ikke er kommet bag på ham, og han drager tilsyneladende den konklusion, at han bare skal folde hænderne foran sig og udstråle mild utålmodighed. Men strategien slår fejl.

Akt 2: Kommer bussen?

Anden akt begynder to sekunder senere, og nu ligner Putin pludselig en pensionist, der står med sit mimrekort ved et stoppested i Novosibirsk og venter på en rutebil, der måske, måske ikke kommer i dag. Synderen er hans ansigtsmimik. Brynene går ukontrolleret op og ned, vi befinder os på niveauet lige under tics.

Samtidig begynder Putins lille kattetunge at rode rundt på ydersiden af hans tænder inde munden. Beskueren ser, hvordan tungen får huden rundt om de smalle læber til at bulne ud. Så spidser Putin læberne og grimasserer, som om han lige har valgt at stå lidt i sine egne tanker. Det er dilettantteater; engang imellem sender præsidenten et blik i den retning, hvor Erdoğan skal komme fra. Men blikket er stjålent; det er en sø af uro, angstens godmodige fætter. Hvad hvis Erdoğan slet ikke kommer? Det er næsten som et toiletbesøg med Putin. Det er de grimasser, han laver, når han står og pisser og forsøger at overbevise sig selv om egne fortræffeligheder.

Akt 3: Forløsning

I tredje akt lyser Putin op i et smil. Erdoğan kommer! Først smiler øjnene og så følger den lille mund trop. Nu slipper hænderne deres lidt for faste tag i hinanden, nervesignaler fra hjernen beder armene trække dem ud til siden, og i et kvart sekund er håndfladerne åbne, som om de er klar til at omfavne Erdoğan for at have reddet Putins legeme ud af denne ekstremt stressende kattepine. Udefra set er det små signaler, men for Putins krop er det ren ekstase. Højre hånd kommer for højt op, helt op hvor man normalt laver en highfive. Så lettet er Putin. Erdoğan, der er noget højere end Putin og en næsten lige så stor bandit, rækker sin hånd frem og smiler. Han stiller sig helt tæt på den russiske præsident, så han skal anstrenge sig for at se op.

Det er Putin, der plejer at lave det her nummer med andre. Folk siger, at han ”har smagt sin egen medicin”. Ikke så lang tid efter dukker der andre fotos op af Putin og Erdoğan, denne gang i selskab med Irans religiøse leder Ali Khamenei. På et af billederne står Khamenei mellem de to andre og holder med akavet greb deres hænder oppe i luften – som en dommer, der erklærer begge kombattanter for vindere.

Vladimir Putins statsbesøg i Teheran tirsdag er på papiret gået udmærket. Den iranske regering støtter Ruslands invasion af Ukraine – for hvis Rusland ikke havde handlet, ville Nato have ”indledt en krig” mod Rusland, sagde Ali Khamenei – helt i tråd med Putins egen retorik. Der er meget, der er akavet her, ikke mindst den tyrkiske præsidents tilstedeværelse i Teheran. Tyrkiet er jo dog medlem af Nato. /Oliver Stilling